Isbjørn

Isbjørn med unge. Foto: Ø. Wiig

Kendetegn

Isbjørnen er den største nulevende bjørneart. Isbjørnens pels er hvid, gul eller gråhvid og så tæt, at der ikke trænger vand ind til huden, når bjørnen svømmer. Under pelsen er huden sort.

Hannen er størst og vejer gennemsnitligt 500 kg, men kan veje helt op til 800-1000 kg. Fra snude til halespids måler den op til 2,9 meter; stående på bagbenene kan den nå en højde på 3-4 m høj. Hunnen er mindre og vejer ca. 200 kg, men kan veje op til 400 kg. Vægten varierer meget gennem året. Sidst på vinteren er bjørnene tyndest, men isbjørne har en formidabel evne til hurtigt at oplagre fedt og kan næsten fordoble vægten i løbet af foråret, når føden er rigelig.

En isbjørn kan blive mere end 3 m høj, når den rejser sig på bagbenene. Model fra Zoologisk Have i København.

Udbredelse

Isbjørnen forekommer både i Østgrønland og Vestgrønland og er i øvrigt udbredt overalt i Arktis i de områder, hvor der er havis. Den findes især i de isdækkede områder over kontinentalsoklen, hvor produktionen i havet er forholdsvis stor. Isbjørne bevæger sig meget omkring og er i sammenligning med f.eks. brune bjørne meget lidt genetisk variable.

Officielt er isbjørnene i Arktis på baggrund af deres vandringer, genetiske variation og fysiske barrierer mellem områder inddelt i 19 delbestande, som ikke blander sig meget. Fire af disse delbestande forekommer i Grønland: Østgrønland, Kane Basin (nord for Qaanaaq), Baffin Bugten og Davis Strædet.

Isbjørne-økoregioner: I Økoregion 1 (grøn) smelter havisen fuldstændigt om sommeren, og alle isbjørne går på land. I Økoregion 2 (violet) trækker havisen sig væk fra kysten om sommeren, og isbjørne går på land eller bevæger sig med isen, når den trækker sig tilbage nordpå. I Økoregionerne 3 og 4 (blå, orange) bevares havisen generelt om sommeren. Delbestande: Sydlige Beauforthav (SBS), Chukchihavet (CS), Laptevhavet (LVS), Karahavet (KS), Barentshavet (BS), Øst-grønland (EG), Queen Elizabeth Islands (QE), Norlige Beauforthav (NBS) sydlige Hudson Bugt (SHB), vestlige Hudson Bugt (WHB), Foxe Basin (FB), Davis Stræde (DS) Baffin Bugt (BB), Gulf of Boothia (GB), M’Clintock Channel (MC), Lancaster Sound (LS), Viscount-Melville Sound (VM), Norwegian Bay (NW), og Kane Basin (KB).

Østgrønland

Isbjørnene holder til i drivisen i Østgrønland og langs hele Østgrønlands kyststrækning. Sporinger med satellitsendere har vist, at der store dele af året forekommer isbjørne langs hele den østgrønlandske kyst og på drivisen i Østgrønland, hvor bjørnene uden problemer kan bevæge sig rundt – også mod isstrømmens retning mod syd. Isbjørne yngler især i nationalparken i Nordøstgrønland.

Spor fra 41 satellitmærkede isbjørne i perioden 1991-1995. Der er kun ringe overlap mellem delbestandene i Baffin Bugt og Davis Stræde.

Vestgrønland

I Baffin Bugt og Davis Strædet færdes isbjørnene størstedelen af året på drivisen mellem Vestgrønland og Canada. De fleste af disse bjørne bevæger sig mod Canada i takt med, at isen smelter om foråret, og de fleste af hunbjørnene føder deres unger i Canada. Kun få isbjørne føder unger i Nordvestgrønland – i naturreservatet i Melville Bugt og i det nordlige Qaanaaq.

I Sydvestgrønland kommer isbjørne med drivisen fra Østgrønland.

Isbjørnens forekomst i Østgrønland illustreret ved tilbagemeldinger fra satellitsendere på bjørne i perioden 1993-1998 og 2007.

Formering, vækst og alder

En isbjørnehun bliver kønsmoden ved 4-5-årsalderen; hannen et år senere. Parringen foregår i brunstperioden fra marts til juni. Isbjørne har forsinket fosterudvikling – dvs. det befrugtede æg fæstner sig i livmoren engang i oktober/november, og først herefter begynder fosteret at udvikle sig. Fødslen finder sted allerede i månedsskiftet december/januar i et hi gravet i sneen. Hiet anlægges som oftest på land i nærheden af havet. I Beauforthavet kan det dog også anlægges på den flerårige drivis og i Østgrønland i sneen ved siden af isfjelde, der er strandet i havisen uden for nationalparken. Hunnen føder en eller – oftest – to unger, som kun vejer ca. 600 gram ved fødslen. Hunnen har fire dievorter, og ungerne vokser hurtigt på mælken, som indeholder 45 % fedt.

Føde

Isbjørnen er specialist i at fange sæler, og ringsælen er dens vigtigste byttedyr. Isbjørnen kan snuse sig frem til ringsælens snehule, hvor ungen opholder sig, og kan med sin store vægt bryde gennem snedækket til hulen. Foråret er den vigtigste tid, hvor isbjørnen optager 75-85 % af den energi, den skal leve af resten af året. Nogle steder er grønlandssæl og klapmyds med deres nyfødte unger et vigtigt bytte for isbjørne i marts, og også remmesæl kan udgøre en vigtig del af føden. Desuden er der fundet hvalros, edderfugl, grønlandshaj, hval, hellefisk, fjeldørreder og forskellige planterester i maven på isbjørne. Nogle af dyrene tages dog som ådsler.

Forvaltning og bestande

Det anslås, at der er 20.000-25.000 isbjørne i hele Arktis.  Bestanden i Baffin Bugt blev i 2016 beregnet til at have været ca. 2.826 dyr i 2013. Beregningen fra 2016 kan ikke sammenlignes med en tidligere beregning fra 1994-1997 på 2.100 dyr, da beregningen fra 1990’erne sandsynligvis var en undervurdering. Bestanden i Kane Basin nord for Qaanaaq blev anslået til 357 isbjørne i perioden 2013-2014. Analyse af data fra en tælling i 1995-1997 viste et anslået antal på 224 bjørne i den periode, hvilket betyder, at bestanden er vokset siden tællingen i 1995-1997. Væksten i den lille bestand helt nord i Grønland skyldes muligvis, at en stor del af den flerårige havis i Kane Basin nu smelter om sommeren. Det har givet grobund for mere biologisk produktion i Kane Basin, fordi sollys har kunnet bryde igennem til havets overflade.

I Vestgrønland deles bestanden af isbjørne med Canada. I Davis Strædet forekommer isbjørne hovedsageligt i Canada, og dyr fra denne bestand jages kun lejlighedsvis i Grønland, når de optræder i randen af drivisen ud for den vestgrønlandske kyst. Antallet af isbjørne i Østgrønland kendes ikke endnu, fordi der aldrig er foretaget optællinger af bestanden i de store, isdækkede områder i Østgrønland. Der er dog planlagt en tælling i 2023.

Grønland samarbejder internationalt om forvaltningen af isbjørne, hvilket i høj grad er nødvendigt, da flere lande ofte deler de samme bestande. I 1973 udformede de lande, der har isbjørne, den Internationale Aftale om Beskyttelse af Isbjørne (Agreement on the Conservation of Polar Bears). Aftalen blev underskrevet af landene i Oslo i 1981. Under IUCN, International Union for the Conservation of Nature and Natural Resources, oprettedes den Internationale Isbjørnespecialistgruppe (The Polar Bear Specialist Group), hvor Canada, Grønland, Norge, USA og Rusland samarbejder om bestandsovervågning og forskning.

Det er Grønlands Selvstyre, der fastsætter kvoter og forvalter fangsten af de levende resurser. Selvstyret har siden 1993 registreret fangsten og publiceret oplysninger om jagt og fangst i informationshæftet Piniarneq.

Forskning

Den grønlandske forskning har bl.a. haft til formål at finde ud af, hvor mange bestande der findes, og fastslå størrelsen af de forskellige bestande. Det er et helt nødvendigt information at have for at kunne fastsætte fangstkvoter med henblik på en bæredygtig forvaltning.

Forskerne har mærket isbjørne siden midten af 1960´erne; de første mærkninger i Grønland fandt sted i 1973. Siden begyndelsen af 1980´erne har man udstyret isbjørne med satellitsendere for at kunne følge deres vandringer mere detaljeret. Satellitsporingerne har givet et meget præcist og nuanceret billede af isbjørnenes vandringer og har gjort det muligt at afgrænse forskellige delbestande.

Fangsten af isbjørne til mærkning er især foregået fra helikopter, men i Canada også fra snescooter og ved Svalbard fra skib. Bjørnen bedøves, og der tages forskellige mål for at fastslå vækst, køn og omtrentlig alder. Der tages desuden vævs- og blodprøver til undersøgelser af forurening og sygdomme, og en lille tand trækkes ud til bestemmelse af bjørnens alder. Til slut tatoveres et nummer på indersiden af bjørnens overlæbe, og bjørnen forsynes med et øremærke af plastik. Så kan den genkendes, hvis den senere fanges.

Omfattende mærkninger og genfangster i Kane Basin, Baffin Bugt, Davis Strædet og Østgrønland har givet oplysninger om bestandenes køns- og alderssammensætning samt deres muligheder for at vokse. Interviews med fangere og undersøgelser af fangsten har givet oplysninger om fangstens køns- og alderssammensætning. Ved at sammenholde disse oplysninger med bestandsstørrelsen kan det beregnes, hvor mange bjørne der kan fanges, hvis fangsten skal være bæredygtig, og hvordan fangsten påvirker bestandene.

Isbjørnenes slægtskabsforhold er blevet undersøgt ved at studere vævsprøver fra nedlagte dyr og fra dyr fanget i forbindelse med mærkning. Undersøgelserne har vist, at isbjørne i forskellige områder ligner hinanden meget i deres genetiske sammensætning. Det kan hænge sammen med, at isbjørne kan vandre meget langt væk fra deres fødested, og at der derfor finder parringer sted mellem bjørne fra vidt adskilte bestande.

Forurening

Som et rovdyr, der lever af andre dyr, er isbjørnen placeret højt i fødekæden. Den lever af høj grad af spæk fra sæler og er derfor udsat for at optage svært nedbrydelige miljøgifte, der især ophobes i sælernes fedt (såkaldte POP´er, Persistent Organic Pollutants). Et højt POP-niveau kan bl.a. medføre misdannelse af kønsorganer, fosterskader, skader på indre organer og nedsat immunforsvar. Der har derfor været forsket i POP´ernes betydning for isbjørnenes trivsel. Man frygter, at de giftige stoffer kan svække isbjørnene så meget, at de får vanskeligt ved at formere sig eller klare de udfordringer, som de forventede klimaforandringer medfører.

Siden 1980’erne har Aarhus Universitet i samarbejde med Grønlands Naturinstitut og grønlandske fangere foretaget omfattende studier af forureningen i de østgrønlandske isbjørne. Isbjørne i dette område og i Barentshavet og Karahavet i det vestlige Rusland er de mest forurenede i verden. I Østgrønland har man bl.a. set tegn på, at forureningen kan påvirke isbjørnenes knogler og størrelsen af deres kønsorganer.

Sårbarhed

Isbjørnen er kategoriseret som sårbar på både Grønlands Rødliste og IUCN’s rødliste. Det skyldes bl.a. en forventning om, at klimaændringer vil reducere bestanden med mere end 30 % i løbet af de næste tre isbjørnegenerationer (dvs. 45-50 år). I USA blev isbjørnen i 2007 vurderet som truet, fordi havisen formindskes.

En omfattende undersøgelse af isbjørne i Baffin Bugten i 2009-2016 dokumenterede flere tegn på, at isbjørne er presset på grund af klimaændringer:

  • Isbjørne bevæger sig over et mindre område, dvs. deres kerneområde er flyttet nordover
  • Isbjørne i Baffin Bugt er mere isoleret fra isbjørne fra nabobestande (dvs. færre isbjørne vandrer ud af Baffin Bugt)
  • Havis, og dermed isbjørnenes mulighed for at fange sæler fra isen, er forsvundet om sommeren
  • Åbentvandssæsonen er blevet væsentligt længere, og isbjørne er tvunget til at vente flere dage på land uden at have mulighed for at spise noget særligt
  • Isbjørne er ofte tvunget til at svømme flere hundrede kilometer for at nå land, når isen smelter om sommeren
  • Isbjørnehunner bruger mindre tid i hiet, hvor de føder deres unger
  • Isbjørnehunner bygger hi højere op i fjeldkanterne og længere fra havet
  • Isbjørnene har en dårligere fysisk tilstand (de er blevet tyndere)
  • Isbjørnehunner får færre unger (det har hidtil været normalt at se isbjørne hunner med to unger i Baffin Bugt; det vil være et sjældent syn i 2050).

Spørgsmål om fangst og kvoter skal stilles til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

 

Isbjørnen i sit rette element. En isbjørn kan svømme flere hundrede kilometer. Foto: F. R. Merkel

 

Læs om undersøgelserne i artiklen: Isbjørne i internationalt fokus

Andre artikler: