Rensdyr

Akia-Maniitsoq mor med han kalv, sen-sommer. Foto: C. Cuyler

Kangerlussuaq-Sisimiut, tre køer sen-vinter. Foto: C. Cuyler

Ivittuut, forvildede tamrensdyr, tyre gruppe, juni måned. Foto: C. Cuyler

 

Biologi

Rensdyr (Rangifer tarandus spp.) er herbivorer (planteædere) og findes rundt om i hele Arktis. Der er mindst otte forskellige underarter. Det som europæere og grønlændere kalder rensdyr/tuttu er kendt som caribou i Nordamerika. Navnene er forskellige, mens arten er ens. Siden tidernes morgen har den arktiske befolkning været afhængig af rensdyr for føde, tøj, værktøj og for at kunne komme i læ. Rensdyr har altid spillet en stor kulturel og økonomisk rolle. I Skandinavien og Rusland findes store bestande af både vilde og tamme rensdyr. De største vilde rensdyrbestande findes i Canada og Alaska. Der er en bred variation i økotyper, f.eks. migratoriske eller stationære rensdyr, kæmpestore flokke og små, og de holder til på fjeld, tundra, skov m.m. Globalt er antallet af rensdyr i dag i nedgang. Dermed er rensdyr VU (sårbar/udsat) på IUCNs rødliste.

Rensdyr varierer i størrelse og farve. Svalbardrenen (R.t. platyrhyncus) er mindst; Tyren er normalt 65-90 kg. Størst er den nordamerikanske boreale skovren (R.t. caribou) med snitvægt for tyre af 180 kg, og maksimalt ca. 300 kg. Rensdyr, som lever ved de nordligste breddegrader, er typisk ganske hvide, og de er de mindste, mens de sydligste typisk er mørkest og størst. Uanset art er pelsen i to-lag, et uldunderlag og et langhåret dækkelag af hult, luftfyldt hår. Sidstnævnte giver en fantastisk isolation, og når de svømmer, fungere håret som en redningsvest, som holder dyret højt i vandet.

Rensdyr er det eneste cervide dyr, hvor både tyre og køer bærer gevir. Geviret vokser og fældes hvert år. Dermed er geviret meget anderledes end horn, som er varigt, f.eks., hos moskusokser. Hos rensdyr begynder gevirets vækst i marts-april for tyre og maj-juni for køer. Geviret hos tyre vokse meget hurtigt, op mod 2.5 cm per dag. Mens gevirerne vokser, har de en svampeagtig konsistens og er dækket af blødt fløjlshud (velvet), som er fuld af blodkar. Når det er færdigudvokset og hårdt, skiller dyret sig af med det bløde fløjlshud. Tyre har det største gevir, som fældes efter brunsten er slut om efteråret. Tyrene bruger sine gevir til slåskampe med andre tyre, og kampene afgør, hvem der parrer sig med køerne. Tyre kan bedække flere køer. Køerne, som har mindre gevirer, beholder gevirerne over vinteren, indtil kælvning. Det giver køer en dominerende stilling om vinteren, når maden kan være knap, og gravide køerne må spise for to. Parring/brunst og kælvning er begge meget synkroniserede hos rensdyr, typisk sker de over en 10-dages periode. Drægtighedsperioden er ca. 228-234 dage. Tvillinger kan forekomme, men de er usædvanlige hos vilde rensdyr.

Rensdyr er drøvtyggere, og de har en 4-kammers mave. Drøvtyggere er afhængige af sine mikrober i vommen til fordøjelse af maden de spiser. Drøvtyggere må tygge deres mad to gange for at mase maden til bittesmå stykker som mikroberne kan nedbryde endnu mere. Rensdyr er afhængige af konstant foder for at opretholde sine mikrober i vommen. Hvis mikroberne dør efter flere ugers sult (forårsaget f.eks. tyk sne og/eller is lag om vinteren), er rensdyret med stor sandsynlighed dødsdømt, uanset om den omsider finder føde. Hvis mikroberne er for få, kan det nye mad ikke fordøjes. Især hvis den nyfundne mad er en anden slags føde end planter, eller hvad dyret har spist før. I stedet kan der udvikles en slags forgiftning ofte med fatale konsekvenser. Rensdyr spiser normalt renlav, pil, bjørk, havgræs og græsarter, men det er observeret, at dyr kan spise tang, fisk og æg i strandkanten, hvis de er blevet presset ernæringsmæssigt.

Figur 1. Rensdyrbestand-/jagtområde-nummer i Nordvestgrønland (A) og Vestgrønland (B). Elleve vilde rensdyrbestande (nr. 1-11) samt to tamrensdyrdrift i Sydgrønland: Isortoq og Tuttutooq (i blå farve uden nr).

Udbredelse i Grønland

Endemiske rensdyr (Rangifer tarandus groenlandicus) i Grønland har været til stede i flere årtusinder. Langs kysterne i Nordøstgrønland levede tidligere den nu uddøde Rangifer tarandus eogroenlandicus, hvis hovedudbredelse var mellem 70° og 78° N. Disse rensdyr uddøde imidlertid omkring år 1900. Årsagen formodes at være gentagne vintre med katastrofalt vejr. I dag lever rensdyr kun langs de vestlige og nordvestlige kyster i Grønland mellem 61°N og 79°N med hovedudbredelsen mellem 62°N til 69°N.  I alt skelnes der mellem 11 vilde rensdyrbestande, hvis grænserne imellem stemmer overens med forvaltnings- og jagtområderne (Figur 1). Udvekslingen mellem dem forhindres af de naturlige barrierer i landskabet. Bemærkelsesværdig er det, at rensdyr i 2008 genindvandrede til halvøen Tuttulissuaq (Cape Seddon, ca. 75°N) i den sydlige del af Melvillebugten i nordvestlige Grønland. Nogle år senere under en flytælling blev der desværre ingen dyr observeret.

I tillæg til endemiske rensdyr har Grønland nu forvildede tamrener, og der er 2 distrikter i Sydgrønland, hvor der foregår tamrensdyrdrift. I 1950’erne var antallet af rensdyr så lille, at der i 1952 blev indført 263 tamrener (Rangifer tarandus tarandus) til Grønland. Dyrene kom med skib fra Finmark i det nordlige Norge og blev sat ud i det indre af Godthåbsfjorden ved Itinnera i nærheden af bygden Kapisillit (ca. 64°N). Målet var etablering af tamrendrift. Derefter blev yderligere to tamrendriftdistrikter etableret i Sydgrønland (Isortoq og Tuttutooq) med dyr taget fra Itinnera. Ved slutning af 1990’erne blev den originale Itinnera.tamrendrift nedlagt, og bestanden blev siden forvaltet som vilderen. I 2019 foregik tamrendrift kun ved Isortoq og Tuttutooq i Sydgrønland (Figur 1).

Oprindelsen af vore dages forvildede tamrener i Grønland er af menneskelig art. I 1960’erne begynde et andet formål at få fodfeste hos politikerne, at etablere jagtbærende bestande af forvildede tamrener. Dermed blev nogle tamrener fra Itinnera flyttet til flere lokaliteter i Grønland: 1965 Olrik Fjord; 1967 Nuussuaq Halvø og Qeqertarsuaq (Diskoø); 1971 Ammassalik/Tasiilaq; 1975 Storø og Bjørnø i Nuup Kangerlua/Godthåbsfjorden. Med undtagelse af udsætningen ved Ammassalik/Tasiilaq på Østkysten var alle udsætningerne af tamrener en succes, og antallet af forvildede tamrener er i dag steget til flere titusinder. De mange steder for udsætninger og de mange årtier siden disse hændte har givet endemiske R.t. groenlandicus og forvildede R.t. tarandus muligheder for at opblande sig genetisk til tilsyneladende vellykkede bestande.

 11 rensdyrbestande (fra nord til syd).

  1. Inglefield/Pruhoe Land – Endemiske rensdyr
  2. Olrik Fjord – Etablerede 1965 med forvildede tamrener og muligvis nu opblandet med endemisk rensdyr fra Inglefield/Pruhoe Land
  3. Nuussuaq Halvø – Opblanding af endemiske og forvildede tamrener, hvilke blev introduceret i 1967
  4. Naternaq / Lersletten – Endemiske rensdyr
  5. Kangerlussuaq-Sisimiut (KS) – Endemiske rensdyr
  6. Akia-Maniitsoq (AM) – Opblanding af endemiske og indvandrede, forvildede tamrener originalt fra Itinnera.
  7. Ameralik – Opblanding af endemiske og forvildede tamrener fra Itinnera.
  8. Qeqertarsuatsiaat (QEQ) – Opblanding af endemiske og indvandrede forvildede tamrener fra Ameralik.
  9. Qassit – Endemiske rensdyr, måske opblandet med forvildede tamrener
  10. Neria – Endemiske rensdyr, måske opblandet med forvildede tamrener
  11. Ivittuut – Etableret ca 2015, indvandrede, forvildede tamrener fra Isortoq Rendriftstation 

2 Tamrensdyrbestande (Sydgrønland)

Isortoq  – Tamrensdyrdrift

Tuttutooq – Tamrensdyrdrift.

 

Status for vilde rensdyrbestande i Grønland

Statistikker fra 1721 og frem til i dag viser, at rensdyrbestandene i Vestgrønland har været gennem to store “boom- & krak-” cyklusser, dvs. at bestanden først er øget voldsomt og derefter reduceret tilsvarende voldsomt, begge i løbet af kort tid. Ved et krak er antallet af dyr reduceret til stort set ingenting. Rensdyrbestandene har dog altid været i stand til at komme sig, men det har vist sig at tage i omegnen af 100 år. Formodentlig kan den type cyklus gentage sig i fremtiden. Årsagerne til de historiske krak, henholdsvis ca. 1750 og 1850 hos rensdyr i Vestgrønland kendes ikke med sikkerhed. Måske var der ikke kun en årsag men flere i kombination, som svækkede rensdyrenes overlevelse og kalveproduktion. For eksempel kan patogener (sygdomme, parasitter), når rensdyrene først er talrige, påvirke udbredelsens intensitet. Igen, når rensdyr er talrige, kan der ske overgræsning, på grund af for høj tæthed af græssende rensdyr. Resultatet bliver et for lille fødegrundlag til kommende generationer, hvilket kan være en medvirkende faktor for fald i bestanden. En anden formodet afgørende faktor, sat i sammenhæng med overgræsning, kan være hårdt vejr, som indespærrer rensdyrenes føde under et tykt lag sne og/eller is. Dette er specielt farligt for drøvtyggere, som bør have konstant adgang til fode. Angående de to historiske krak i bestande, ca. 1750 og 1850, anses det urealistisk at beskylde overfangst, da antallet af mennesker var lavt og fangstredskaberne primitive.

I første halvdel af 1900-tallet blev udbredelsen kraftig reduceret langs Grønlands vestkyst. Men i dag er det anderledes. Flere undersøgelser viser, at antallet af rensdyr i Vestgrønland har været højt de seneste årtier. Jagtdata antyder endog, at antallet af rensdyr har været højt siden 1970’erne. I marts 2019 var der stadig over 140,000 rensdyr i Grønland. På trods af åben jagt og lange jagtsæsoner i det seneste årti er antallet af dyr i Kangerlussuaq-Sisimiut-bestanden (KS) forblevet stort set uændret. Den næststørste bestand, Akia-Maniitsoq (AM), er siden 2010 vokset. Det samme er tilfældet siden 2012 for Ameralik-bestanden. I 2019 er tætheden af rensdyr høj i de tre største bestande. For høj tæthed imellem dyrene kan påvirke områdets bærekapacitet for rensdyr negativt, fordi græsningstrykket bliver for stort med det resultat, at plantelivet skades. Skades vegetationen, er det sandsynligt, at rensdyrenes evne til overlevelse og forplantning svækkes, og at det kan få konsekvenser for antallet af dyr. På nuværende tidspunkt er det svært at spå om, hvor længe den høje tæthed af rensdyr kan opretholdes i lyset af vegetationens bæreevne i kombination med nutidens klimaændringer. Disse ændringer kan forårsages af hyppigere, mere kraftige og mere omfattende udsving i vejret. For eksempel kan sommertørke ødelægge planter, som rensdyr er afhængigt af til vinterføde, mens gentagne episoder med tø og frost samt tykt snedække om vinteren kan hindre rensdyrene i at nå deres føde. Begge kan få negative følger for antallet af rener i et område på grund af sult.

Grønland har stadig mange rensdyr i 2019, men fremtiden er usikker på grund af klimaændringer, som kan bringe udsving i vejr når som helst. 

Forvaltning

Grønlands rensdyrbestande forvaltes efter Selvstyrets bekendtgørelser. Der er løbende drøftelser og ændringer m.h.t. fangstsæsonens længde, tidspunkt, fangstområder, kvotestørrelse, etc.  Selvstyrets fangstforvaltning af vilde rensdyr (endemiske / forvildede / opblandede) sker på lige fod uanset oprindelig underart. Informationen kan søges på https://naalakkersuisut.gl

Rådgivning fra Grønlands Naturinstitut

Naturinstituttets biologisk rådgivning til Selvstyrets forvaltere om udnyttelsen af bestandene understøttes af bl.a. undersøgelser af bestandenes størrelse, vegetationstæthed, kalverekruttering (antal kalve per 100 køer), dyrenes helbred, og vigtige sæsonvandringskorridorer og opholdsarealer.

Forskning og Monitering

Bestandstællinger

Fra og med 1990 er der gennemført mange forskellige tællinger af rensdyr. Disse tællinger giver information om bestandsantal, tæthed, flokstruktur og dyrenes fordeling i landskabet. Metoderne begyndte med hurtige fastvingede fly, som fløj højt over Grønlands meget kuperede terræn. Fra 2000 og siden er der brugt helikoptere, fordi de kan flyve langsommere og tilpasse sig kuperet terræn i lav højde over bakker. Det øger sandsynligheden for, at man kan opdage rensdyr, som er tilstede. Grønland har enorme rensdyrområder, og det er vigtig, at flytællingerne kan udføres inden for begrænsede økonomiske rammer. Nutidens tællinger udføres med distance-samplingmetode på tilfældigt udvalgte linjer, som dækker en hel bestands region. Det er anderkendt, at tællinger af dyr altid er forbundet med fejlkilder, og for at genspejle og vurdere disse, er resultaterne altid præsenteret med 95% CI, SE og CV. For at øge nøjagtigheden, skal man kunne se rensdyrene som er tilstede nærmest linjen (Figur 2, 3). Hvor svær eller let det er at opdage rensdyr, er afhængigt af flere faktorer, f.eks., flyvehøjden over fjeldet, flyvefarten, -distancen, dyr er fra linjen, dyrenes gruppestørrelse, om dyrene er i bevægelse eller stationære, vejret, lyset, skygger, terrænnets camouflage (ratio barmark til sne, mængden af sten og/eller vegetation, som viser sig gennem snelaget, der ofte er tyndt), og ikke mindst hvor trænede observatørerne er. Man kan blive træt eller luftsyge efter mange timers svær flyvning. I tillæg til flytællinger, findes der også bakketællinger, som er minimumstællinger og oftest laves fra snescooter. Fælles for alle tællinger er, at de foretages af forskere fra Naturinstituttet i samarbejde med jagtbetjente og lokale fangere (Figur 4). Helikoptertællinger med henblik på at estimere bestandsantal og flokstruktur udføres uregelmæssigt på grund af manglende bevillinger.

Yderligere information findes i Tekniske Rapporter fra Grønlands Naturinstitut (nr. 31, 42, 46, 48, 61, 67, 78 og 98).

Figur 2. Femten rensdyr er indenfor 300 meters afstand. Kan du finde dem? Foto: C. Cuyler

Figur 3. Syv rensdyr er indenfor 100-150 meters afstand. Kan du finde dem? Foto: C. Cuyler

Figur 4. Aslak Jensen, erhvervsfanger fra Nuuk, er helikoptertællingsobservatør. Foto: A. Jensen

Fangsttilbagemeldingsskemaer

I forbindelse med jagt af rensdyr i Grønland udfylder den enkelte jæger et tilbagemeldingsskema. Disse skemaer giver information om lokaliteten, køn, alder (kalve, ungdyr eller voksen) og tykkelsen af rumpefedt for hvert af de skudte dyr. Hvis det skudte dyr er en ko, noteres også hvis hun havde en kalv med sig. Disse data kan give informationer om de forskellige bestandes trivsel. Nylige analyser illustrerer dog vidt spredte unøjagtigheder i de oplyste fedttykkelser og data om alder. Underkæber fra videnskabelige undersøgelser samt sæsonens jagt indsamles ofte. Disse anvendes til undersøgelser af køn, alder og kropsstørrelse fra de skudte dyr. Hvis dyr med samme alder har forskellig længde af underkæben, giver det information om forskelle i den kvalitet og kvantitet af føde, som har været tilgængelig for det pågældende dyr under vækstperioden. Det totale antal af rensdyr, der hvert år skydes i Grønland, offentliggøres i Piniarneq, et informationshæfte om jagt og jagtregistrering udgivet af Grønlands Selvstyre.

 

Sundhedstilstand

Rensdyrenes sundhed undersøges ved at følge en fremgangsmåde udviklet af CARMA, et internationalt samarbejde om forskning og overvågning af rensdyr. Undersøgelserne bliver kun foretaget på køer. Køernes sundhedstilstand er afgørende for kalveproduktion og dermed tilgangen til en bestand. Ligeledes vil køernes sundhedstilstand blive afspejlet i den fremtidige tendens i bestandstætheden, og den er derfor af vital vigtighed i forbindelse med forvaltningen af rensdyr i Grønland. Rensdyrenes sundhedstilstand i de to største bestande (KS og AM) blev undersøgt intensivt 1996-97 og 2008-09. De indsamlede data inkluderer dato, position, højde over havet (hvor dyret er blevet skudt), køn, alder (kalv, ungdyr (<3 år) eller voksen), tilstedeværelsen og udseende af gevir, kalv (+/-), mælk i yver og forskellige kropsmål. Der blev taget et foto af hvert dyr. Ydermere blev der bla. målt følgende: vægt af dyr, skelet, fedt og organer. Der blev lavet vurderinger af tandslid, og hvert dyr blev tildelt en score for sundhedstilstanden. Der blev udtaget prøver fra blod, muskler, lever, nyre, urin, vomindhold, benmarv, skelet (underkæbe og mellemfodsben), ovarier, fostervæv, afføring, løbetarm (abomasum), indhold fra tyndtarmen, mælk og hår. Rensdyrene blev undersøgt for tungmetaller og andre forureningsstoffer. Patogener som bakterier og virus og forskellige parasitter f.eks. protozoa, rundorme, bændelorme, ikter og fluer blev også undersøgt. Disse data er stadig under databehandling og analyse. Yderligere information findes i Grønlands Naturinstituttets Tekniske Rapport nr. 37.

 

Satellitmærkning

Grønlandske rensdyr er ikke nær så velundersøgte med satellitmærkning som bestandene i Nordamerika. I 1997 blev otte rensdyrkøer fra AM-bestanden, samt syv fra KS mærket med satellithalsbånd. Halsbåndene sendte data i to år og viste bl.a. at nogle køer er stationære med årlige vandringer på ca. 10 km langs en højdegradient, mens andre køer vandrer op til 170 km om året. Vandringerne foretages mellem vinter- og kælvningsområder. Alle bevægelser blev foretaget individuelt i modsætning til deciderede synkroniserede vandringer som en samlet flok. Dog bevægede alle satellitmærkede køer sig til områder tættere ved indlandsisen eller op i højlandet i forbindelse med kælvning. Yderligere information findes i Grønlands Naturinstituttets Tekniske Rapport nr. 49.

 

Figur 5. Satellitmærket ko, Akia-Maniitsoq bestanden, maj 2008. Foto: C. Cuyler.

 

I maj 2008 blev 40 køer fra AM-bestanden udstyret med satellithalsbånd (Figur 5). Disse blev blev analyseret mht. bevægelse, rumlig udbredelse, kælvningsområder, lokale forhold, årstidsvariationer i aktivitet og valg af habitat. Studiet blev en baseline – dvs. et referencepunkt – for Akia-Maniitsoq-bestandens brug af landskabet på et tidspunkt, hvor området endnu ikke er påvirket af menneskelig aktivitet som f.eks. infrastruktur. AM-køer opfører sig mere lig fjeldområde-øko-typen af rensdyr end tundra-øko-typen. Der fandtes ingen særlige kælvningsområder nær Indlandsisen, men de fandt sted over større dele af Akia-Maniitsoq, fra kysten til Indlandsisen ved sydvendte skråninger med sne i ca. 600 meters højde. Kælvningen er tilsyneladende tidligere end forventet, og køerne var meget tro mod steder, hvor de tidligere har kælvet. De årlige bevægelsesmønstre var på en sydvest-nordvest-gående akse (vestlige om vinteren og østlige om sommeren). Den daglige bevægelse var mindst i marts og mest i juli. Yderligere information findes i Grønlands Naturinstituts Tekniske Rapport nr. 99.

 

Parasitter

Figur 7. Voksen bremseflue. Foto: A. C. Nilssen

 

Hud- og svælgbremser

Hud- og svælgbremser tilhører fluefamilien Oestridae og har en etårig livscyklus (Figur 6). Om vinteren lever de som larver i rensdyr (deres værtsdyr). I maj – juni forlader de deres vært og forpupper sig i 41-47 dage. I juli – august er de voksne fluer (Figur 7), klar til at parre sig, og processen starter forfra. De voksne fluer indtager ikke føde, de parrer sig blot og finder efterfølgende et rensdyr, hvor de kan lægge deres æg. Voksne hud- og svælgbremsefluer kan få rensdyrene til at udføre nogle spektakulære undvigemanøvrer. F.eks. kan man se rensdyr, der næsten går i panik ved svælgbremsernes nærvær. Den voksne svælgbremsehunflue lægger levende larver i næseborene på rensdyr. Larverne kravler op gennem næsehulen og ender til sidst i halsen, hvor de indlejrer sig ved at “gribe” fat i vævet (Figur 8). Larverne overvintrer i halsen på rensdyret, og i løbet af maj – juni kravler de ud gennem næsehulen eller bliver hostet op af rensdyrene. Hudbremserne lægger deres æg mellem rensdyrenes hår, især på de nedre bagben. Æggene klækker efter få dage, og larverne kravler ned langs hårene, borer sig gennem huden og lever inde i rensdyrene i ca. 3 måneder. Derefter sætter de sig fast umiddelbart under skindet og borer deres åndehuller gennem huden. Skind fra rensdyr, der er skudt midt på vinteren, kan være fulde af hudbremselarver af størrelse op til 3cm (Figur 9). Imens er skind fra rensdyr skudt i august – september normalt uden larver, dog har de tydelige ar, eller synlige huller som beviser, hvor larverne har overvintret.

 

Parasitter snylter på værten, og bremselarver tærer på renens energireserver om vinteren. Bremserne kan være en medvirkende årsag til, at enkelte rensdyr dør, men hverken hud- eller svælgbremselarver kommer langt ved at gøre det til en vane at dræbe værten.  Værten må overleve vinteren, for at bremserne kan videreføre sin livscyklus. Hvis rensdyret dør om vinteren, så dør bremselarverne også.  Det er nemlig i maj og juni, at hudbremslarverne kryber ud af huden, og svælgbremslarverne hostes ud af halsen. Har rensdyret en god sundhedstilstand om vinteren, kan den tåle en hvis mængde bremser uden problemer.

 

Bremserne er gode flyvere. De kan flyve over 15 timer uden pause, og længere hvis de kan tage små pauser. Den observerede rekord er 32 timer. Bremserne flyver hurtigt. Marchfart ligger omkring 20-30 km/t. De har været opskrevet i Guinness Rekordbog som verdens hurtigste insekt med en normal hastighed ca. 39 km/t og topfart på 58 km/t. De er også kendt for at flyve flere hundrede kilometer. Sandsynligvis har bremserne ingen problemer med at erobre nye rensdyrbestande, som ligger langt væk.

Figur 6. Et-årig livscyklus for hud- og svælgbremser.

Figur 8. Mange sprællende svælgbremselarver dybt i rensdyrets hals. Enhver bremselarve er forankret med en krog fæstet i renens bløde halsvæv (marts måned). Foto: B. White

 

 

Figur 9. Hudbremselarver på rensdyrskind i marts måned. Foto K. Motzfeldt

 

Tænia (Bændelorme)

Naturinstituttet har i 20 år fået henvendelser fra rensdyrjægere i Vestgrønland, som har fanget rensdyr med små æglignende cyster i kødet (Figur 10). Disse er larver af bændelormen Taenia krabbei. Bændelormelarver af Taenia er almindelige i rensdyrområder også uden for Grønland. Taenia-cysterne er ikke kendt for at inficere mennesker – også selv om man spiser kødet råt. Der er ikke registreret tilfælde med smitte af Taenia krabbei hos mennesker i Grønland. Men det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip, at alt kød med Tænia-larver, opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75° Celsius. Denne varmebehandling vil dræbe parasitterne. Tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt kød har en grå / gråbrun farve.

OBS: Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke Taenia krabbei, fordi parasitterne har tilpasset sig til at overleve varme, frysning og tørke.

Figur 10. Æglignende Taenia krabbei-cyster i kødet fra en ung rensdyrtyr, september 2005, Maniitsoq. Foto: Mogens Torp & Henrik Hartmann

Såfremt man ikke ønsker at spise kød med Taenia-larver, bør kødet ikke efterlades i terrænet/naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil bidrage til videreførelse af parasitterne, fordi livcyklus fuldføres af rovdyr og ådselsædere. Videreførelse øger risikoen for at parasitten spredes til endnu flere rensdyr. Det anbefales at destruere kødet. Afbrænding er bedst men nok så umuligt ud i fjeldet (på grund af tundrabrandfare). Uanset er det altid muligt at gøre sådan, at rovdyr og ådselædere ikke kan komme til kødet, f.eks. ved at det begraves under sten eller synkes under vand (sø eller havet).

 

Bændelormen Taenia krabbei opholder sig som voksen orm i kødædere som f.eks. ræve og hunde. Disse dyr er bændelormens hovedvært (de dyr en parasit opholder sig i som voksen, kaldes parasittens hovedvært). Rensdyret er bændelormens mellemvært, hvor den opholder sig i larvestadiet. I en hovedvært som f.eks. en ræv lever den voksne bændelorm i tarmsystemet. Når ormen er kønsmoden, udvikler den larver i sit sidste kropsled. Den dag larverne er færdigudviklede, løsner leddet sig og forlader hovedværten med afføringen.

 

Rensdyret bliver inficeret med bændelormens larver, når det f.eks. indtager føde, som er blandet op med rævenes efterladenskaber. Larverne aktiveres i rensdyrets vom, hvor de frigivne larver gennemborer tarmvæggen og får adgang til blodet. Når en larve finder et godt sted i en muskel, omdannes den til en cyste. Her ligger larven så og venter på en hovedvært – f.eks. en ræv.

 

Bændelormens livscyklus er fuldkommen, når en hovedvært spiser rensdyrkødet med cysten, så larven kan etablere sig i kødæderens tarm og udvikle sig til en voksen bændelorm. Derefter starter det hele forfra.

 

Bændelorme og bændelormelarver giver ingen sygdomssymptomer hos deres hovedværter og mellemværter. Et inficeret rensdyr kan derfor se sundt og rask ud (Figur 11).

Figur 11. Denne sunde, unge rensdyrtyr havde mange Taenia krabbei-cyster i kødet. Foto: Mogens Torp & Henrik Hartmann

 

 

Sarcocystis (Protozoa)

I verden findes der hundreder af Sarcocystis-parasitarter. Sarcocystis er enkeltcellede protozoa-parasitter, hvis livscyklus altid har to værter; et rovdyr som hovedvært og et byttedyr som mellemvært. Rensdyr er mellemværter.

Naturinstituttet blev opmærksom på parasitten i 1998, da en fanger, Vittus Holm, kom med nogle eksemplarer i rensdyrkødet. Formentlig havde disse været til stede hos rensdyrene i mange år forinden. Sarcocystis er konstateret i jagtområde 2, 3, 4, og 5, herunder bestandene i Kangerlussuaq-Sisimiut, Akia-Maniitsoq, Ameralik og Qeqertarsuatsiaat. Parasitten antages også til stede i de øvrige jagtområder.

Figur 12. Sarcocystis-larver i et rensdyrs brystmuskel – fingerspidsen peger på flere. Foto: C. Cuyler

 

Grønlandske Sarcocystis-larver hos rensdyr er tynde hvide striber af ca. 2-3 mm længde og 0.2-0.3 mm bredde, som minder om riskorn i kødet (Figur 12). Disse er oftest synlige på kødets overflade, især mellemgulv, mavemuskulatur og i brystet, men kan også forekomme i kølen. Disse larver afventer, at rensdyret bliver spist af et rovdyr. Når først larverne er kommet i rovdyrets fordøjelsessystem, udløser mavesyren en løsladelse og videreudvikling til parasitternes voksenstadie. Når de er kønsmodne, bliver æg frigivet ud i terrænet med rovdyrets afføring. Æggene kan ligge i årevis i terrænet, før et uheldigt rensdyr græsser på stedet. Inde i rensdyrets fordøjelsessystem udvikles æggene igennem flere larvestadier, og til allersidst migrerer de ud af fordøjelsessystemet for at sætte sig som tynde hvide striber i kødet.

Infektion af mennesker er ikke typisk for de fleste arter af Sarcocystis. Der er ikke registreret tilfælde med smitte af Sarcocystis hos mennesker i Grønland. Men det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip, at alt kød med Sarcocystis-larver opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75° Celsius. Denne varmebehandling vil dræbe parasitterne. Kød, der er tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt, har en grå eller gråbrun farve.

OBS: Frysning, rygning eller tørring af kød dræber ikke Sarcocystis, fordi parasitterne har tilpasset sig til at overleve varme, frost og tørke.

Såfremt man ikke ønsker at spise kød med Sarcocyster-larver, bør kødet ikke efterlades i terrænet/naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil bidrage til videreførelse af parasitterne, fordi livcyklus fuldføres af rovdyr og ådselsædere. Videreførelse øger risikoen for at parasitten spredes til endnu flere rensdyr. Det anbefales at destruere kødet. Afbrænding er bedst men nok så umuligt ude i fjeldet (på grund af tundrabrandfare). Uanset er det altid muligt at gøre sådan, at rovdyr og ådselædere ikke kan komme til kødet, f.eks., ved at det begraves under sten eller synkes under vand (i sø eller hav).