Rensdyr tyre om foråret nær Kangerlussuaq. Foto: C. Egevang.

Rangifer tarandus

Biologi

Rensdyr (Rangifer tarandus) er relativt spinkle dyr fra hjortefamilien. Hannerne (tyre) vejer op mod 150 kg, mens hunnerne (simler) vejer op til 90 kg. Både tyre og simler bærer gevir, som dannes og kastes (fældes) hvert år. Geviret vokser frem i løbet af foråret og har til at begynde med en svampeagtig konsistens og er dækket af blød ”fløjlshud” med mange blodkar. Når geviret er færdigudvokset, bliver det hårdt, og den bløde fløjlshud falder af. Tyrene har de største gevirer, der bruges i kampe med andre tyre om adgangen til at parre sig med hunnerne. Tyrene fælder geviret efter parringssæsonen sent på efteråret, mens drægtige simler beholder deres gevir i den ca. 7½ måned lange drægtighedsperiode.

Rensdyrets pels har to lag: et uldunderlag og et lag med længere luftfyldte hår. Begge lag isolerer godt mod kulde, men især de luftfyldte hår giver effektiv isolation mod kulde og fungerer som opdrift i vandet, når rensdyret svømmer.

Rensdyr lever normalt af græsser og halvgræsser (f.eks. star og siv), pil, birk og forskellige urter. Om vinteren lever de ofte af lav. Den slags føde kan rensdyret kun leve af, fordi det er ”drøvtygger” (se boks). Rensdyr er afhængige af at kunne få føde hele tiden for at holde mikroorganismerne i vommen i live. Hvis et tykt snelag eller is i nogle uger forhindrer et rensdyr i at nå ned til føden, dør mikroberne af sult, og rensdyret er sandsynligvis dødsdømt. Det vil ikke længere kunne nedbryde føden og vil dø af sult – også hvis det endelig skulle finde noget at spise.

Rensdyr er tilpasset mange forskellige økologiske forhold og lever i Arktis på meget forskellig vis: nogle vandrer mellem sommer- og vinterområder, mens andre er mere stationære; nogle lever i enorme flokke, mens andre følges ad nogle stykker ad gangen; nogle holder til på fjeldet, andre på tundraen eller i skoven.

Rensdyr simle fra Akia-Maniitsoq bestanden i august. Foto: C. Cuyler.

Udbredelse

Rensdyr findes i store dele af Arktis. De største vilde rensdyrbestande findes i Canada og Alaska. I dag er antallet af rensdyr i Arktis faldende, og derfor er rensdyret kategoriseret som sårbart (VU) på IUCNs rødliste.

De oprindelige, vestgrønlandske rensdyr har været i Grønland i flere tusind år og tilhører den underart, der på latin hedder Rangifer tarandus groenlandicus. I Nordøstgrønland fandtes indtil omkring år 1900 den nu uddøde underart R. t. eogroenlandicus, hvis hovedudbredelse var mellem 70°N og 78°N. Den uddøde formentlig som følge af gentagne vintre med katastrofalt vejr.

I visse områder af det centrale Vestgrønland forekommer der også forvildede tamrener. I 1952 blev der udsat 263 norske tamrener (R. tarandus tarandus) i indlandet ved Itinnera (64°N) i Nuup Kangerlua. Tamrendriften fortsatte indtil slutningen af 1990’erne og medførte en vis opblanding mellem tamrener og de oprindeligt vestgrønlandske rensdyr. De rensdyr, der i dag findes i området, er derfor en blanding. Dyr fra Itinnera-bestanden blev i 1960’erne og 1970’erne flyttet til flere lokaliteter i Grønland. I dag er der f.eks. stadig efterkommere af dyr fra Itinnera i tamrendriften ved Isortoq og Tuttutooq i Sydgrønland.

I dag lever rensdyr kun langs de vestlige og nordvestlige kyster i Grønland mellem 61°N og 79°N og er hovedsageligt udbredt mellem 62°N og 69°N. Der skelnes mellem 11 vilde rensdyrbestande, som sandsynligvis kun blander sig meget lidt med hinanden pga. de naturlige barrierer i landskabet:

• Inglefield Land
• Olrik Fjord (Kangerluarsussuaq) – etableret i 1965 med forvildede tamrener
• Nuussuaq – blanding af oprindelige, vestgrønlandske rensdyr og forvildede tamdyr, som blev introduceret i 1967
• Naternaq (Lersletten) – oprindelige, vestgrønlandske rensdyr
• Kangerlussuaq-Sisimiut – oprindelige, vestgrønlandske rensdyr
• Akia-Maniitsoq – blanding af oprindelige, vestgrønlandske rensdyr og forvildede tamdyr fra Itinnera-bestanden
• Ameralik – blanding af oprindelige, vestgrønlandske rensdyr og forvildede tamdyr fra Itinnera-bestanden
• Qeqertarsuatsiaat – blanding af oprindelige, vestgrønlandske rensdyr og forvildede tamdyr fra Ameralik-bestanden
• Qassit – oprindelige, vestgrønlandske rensdyr
• Neria – oprindelige, vestgrønlandske rensdyr
• Ivittuut – etableret i ca. 2015 af forvildede tamdyr fra Isortoq.

Status i Grønland

Historisk set har der været perioder med rigtig mange rensdyr og perioder med få rensdyr i Vestgrønland. Nedgange skyldes formodentlig en kombination af vejr, sygdom og overgræsning af vegetationen efter perioder med for mange dyr. Bestandene har dog altid været i stand til at komme sig, men det har hver gang taget omkring 100 år. I første halvdel af 1900-tallet var antallet af rensdyr i Vestgrønland lavt, men den seneste vurdering (i 2019) anslår den samlede bestand til mere end 140.000 rensdyr. Flere undersøgelser viser, at antallet af rensdyr har været højt de seneste årtier.

Langt størstedelen af rensdyrene findes i Kangerlussuaq-Sisimiut-bestanden efterfulgt af Akia-Maniitsoq- og Ameralik-bestandene. Tætheden af dyr i de tre bestande er høj, og det kan gå ud over områdernes evne til at ernære de mange rensdyr. Klimatiske ændringer kan forårsage hyppigere og mere kraftige udsving i vejret. Det kan f.eks. være gentagne episoder med tø og frost om vinteren, som dækker vegetationen med is. Vegetationen bliver derfor svært tilgængelig, og det kan resultere i sult og død.

Rensdyr simle med satellithalsbånd. Foto: C. Cuyler.

Forskning og forvaltning

Bestandstællinger

Forskere fra Grønlands Naturinstitut har sammen med jagtbetjente og lokale fangere gennemført forskellige typer af tællinger siden 1990: minimumstællinger, der foretages fra snescooter, og transekt-tællinger, der foretages fra fly eller helikopter. Tællingerne giver information om antal, tæthed, flokstruktur og dyrenes fordeling i landskabet. I starten blev transekt-tællingerne foretaget med fastvingede fly, men siden 2000 er der brugt helikopter. Helikopterne kan flyve langsommere og kan tilpasses flyvninger i kuperet terræn. Det øger sandsynligheden for, at observatørerne får øje på dyrene. De seneste tællinger i 2018/2019 blev foretaget ved ”distance samling”. I en distance sampling-tælling overflyves et område med fly eller helikopter, og observatørerne tæller ikke blot de enkelte dyr, men registrerer bl.a. også vinkel og afstand til dem. Det gør det muligt at korrigere det endelige resultat for dyr, der ikke ses.

Satellitmærkning

Grønlands Naturinstitut har gennemført to projekter, hvor rensdyrsimler er blevet udstyret med satellithalsbånd for at undersøge bl.a. vandringsmønstre, årstidsvariationer i aktivitet og valg af habitat. I 1997 blev otte simler fra Akia-Maniitsoq-bestanden og syv simler fra Kangerlussuaq-Sisimiut-bestanden udstyret med halsbånd. I 2008 blev 40 simler fra Akia-Maniitsoq-bestanden udstyret med satellithalsbånd. Data blev indsamlet i op til to år i begge projekter. Det viste sig bl.a., at nogle simler vandrer mellem forskellige områder (årlige migrationer), mens andre er mere stationære. Rensdyrene i bestanden har ikke deciderede kælvningsområder, men kælver i større dele af regionen. Yderligere informationer om projekterne kan findes i Teknisk Rapport nr. 49 og 99 udgivet af Grønlands Naturinstitut.

Særmeldingsskemaer

Alle rensdyrjægere skal aflevere et såkaldt særmeldingsskema med information om alle nedlagte dyr, bl.a. køn, anslået alder og fedttykkelse over rumpen. Disse data giver biologerne information om de forskellige bestandes sundhed. Det totale antal rensdyr, der rapporteres skudt, offentliggøres i Piniarneq, som er et informationshæfte om jagt og jagtregistrering udgivet af Grønlands Selvstyre.

Sundhedstilstand

Observationer af syge eller misdannede rensdyr (eller andre dyr) bedes indrapporteret til Grønlands Naturinstitut med informationer om fundet. Det kan gøres direkte her.

Se også: Parasitter

Rådgivning og forvaltning

Grønlands Naturinstitut rådgiver Grønlands Selvstyre om udnyttelse af rensdyrbestandene. Selvstyret fastsætter derefter kvoter, jagtsæsonens længde og tidspunkt samt fangstområder m.m. Der kan findes jagtrelateret information på www.naalakkersuisut.gl.

Der er mere information om, hvordan det er gået med udflytningerne af rensdyr i den videnskabelige artikel af Cuyler (1999) Success and failure of reindeer herding in Greenland. Rangifer Report 3.