Rensdyr

Akia-Maniitsoq mor med han kalv, sen-sommer. Foto: C. Cuyler

Kangerlussuaq-Sisimiut, tre køer sen-vinter. Foto: C. Cuyler

Ivittuut, forvildede tamrensdyr, tyre gruppe, juni måned. Foto: C. Cuyler

 

Biologi

Rensdyr (Rangifer tarandus spp.) er herbivor (planteæder) at findes rundt om hele arktiske. Der er mindst otte forskellige underarter. Det Europa og Grønland kalder rensdyr/tuttu er kendt som caribou i Nord Amerika. Navnene er forskellige mens arten er ens. Siden tidens morgen har arktiske befolkning været afhængig af rensdyr for mad, tøj, værktøj redskab og læskur. Rensdyr har altid havde en stor kulturel og økonomiske rolle. I Scandinavia og Rusland, findes store bestande af både vilde og tamrensdyr. De største vilde rensdyr bestande findes i Canada og Alaska. Der er bredt variation i økotyper, f.eks. migratoriske eller stationær, kæmpe stor flokke eller ei, boede på fjeld, tundra, skog m.m. Globalt i dag, er rensdyr i nedgang. Dermed er rensdyr VU (sårbar/udsat) på IUCNs Røde List.

Rensdyr variere i størrelsen og farve. Svalbardrein (R.t. platyrhyncus) er mindst; tyr er normalt 65-90 kg. Størst er Nord Amerikanske boreal skogsrein (R.t. caribou) ved snit vægt for tyre af 180 kg, og maksimalt ca. 300 kg. Rensdyr som lever ved de nordligste breddegrader er typiske ganske hvide og er de mindste i størrelsen, mens de sydligste er typisk mørkest og størst. Uanset, pelsen er af to-lag, en uld underlag og en langhårede dæk lag af hult, luftfyldt hår. Sidstnævnte, giver fantastiske isolation og når de svømme fungere håret som et redningsvest som holder dyret højt ud af vandet.

Rensdyr er den eneste cervid dyr hvor både tyre og køer bære gevir. Gevir vokses og fældes hvert år. Dermed er gevir meget anderledes end horn, hvilket er varig/permanent, f.eks., hos moskusokser. Hos rensdyr, gevir vækst påbegynder ved marts-april for tyre og maj-juni for køer. Gevir hos tyre vokse meget hurtigt, op mod 2.5 cm per dag. Mens gevirerne vokser har de en svampeagtig konsistens, og er dækkende af bløde fløjls hud (velvet), hvilket er fyldt af blodkar. Når færdig voksede og hård, blive det bløde fløjls skillet af med. Tyre har største gevir, som fældes efter brunsten er slut om efteråret. Tyrene bruger sine gevir til slåskampe, tyre imellem, som bestemme hvem parre sig med køerne. Tyre kan dække flere køer. Køerne, som har mindre gevir, beholde disse over vinteren indtil kalvning. Det giver køer dominerende stilling om vinteren når maden kan være knap og gravide køerne må spise for to. Parring/brunst og kalvning er begge meget synkroniserede hos rensdyr, typiske over en 10-dages periode. Drægtighedsperiode er ca. 228-234 dage. Tvillinger kan forekomme, men normalt er usædvanlig hos vilde rensdyr.

Rensdyr er drøvtygger, og dermed har 4-kammers mave. Drøvtyggere er afhængigt af sine vom mikrober for fordøjelsen af maden de spiser. Drøvtyggere må tygge sin mad to ganger for at masse maden til lillebitte stykker som mikroberne kan nedbryde videre. Rensdyr er afhængigt af konstante foder for at opretholde sine vom mikroberne. Hvis mikroberne dør af flere uges sult (årsaget f.eks. tyk sne og/eller is lag om vinteren), er rensdyret næsten afgjort dødsdømt uanset om den omsider finder føde. Hvis mikroberne er for få kan ikke det ny fundet mad fordøjes. I sær hvis ny fundet mad er andet føde planter end spist før. I stedet, kan et slags forgiftning udvikles, ofte med fatal konsekvenser. Rensdyr spiser normalt renlav, pil, bjørk, havgræs og græs arter, men der er observeret at hvis stresset ernæringsmæssigt, og hvis tilgængelig, kan rensdyr også spise tang i strandkanten, lemmen, fisk og æg.

Figur 1. Rensdyrbestande/Jagtområde nummer i Nordvestgrønland (A) og Vestgrønland (B). Elleve vilde rensdyr (nr. 1-11) samt to tamrensdyrdrift i Sydgrønland: Isortoq og Tuttutooq (i blå farve uden nr).

Udbredelse i Grønland

Endemiske rensdyr (Rangifer tarandus groenlandicus) i Grønland har været tilstede i flere årtusinder. Langs kysterne i Nordøstgrønland, levede tidligere den nu uddøde Rangifer tarandus eogroenlandicus, hvis hovedudbredelse var mellem 70° og 78° N. Disse rensdyr uddøde imidlertid omkring år 1900. Årsagen formodes at være gentagne vintre med katastrofale vejr. I dag, lever rensdyr kun langs de vest og nordvest kysterne i Grønland mellem 61°N og 79°N med hovedudbredelsen mellem 62°N til 69°N.  I alt, der skelnes mellem 11 vilde rensdyrbestande, hvis grænserne i mellem stemmer overens med forvaltnings- jagtområder (Figur 1). Udvekslingen mellem dem forhindres af de naturlige barrierer i landskabet. Bemærkelsesværdig, i 2008 var rensdyr genindvandret til halvøen Tuttulissuaq (Cape Seddon, ca. 75°N) i den sydlige del af Melville Bugten i nordvest Grønland. Nogle år senere under en flytælling, var der desværre igen dyr observeret.

I tillæg til endemiske rensdyr, Grønland har nu forvildede tamrener, samt 2 distrikter i Sydgrønland hvor tamrensdyrdrift foregår. I 1950’erne var antallet af rensdyr så lille, at der i 1952 blev 263 tamrener (Rangifer tarandus tarandus) indført til Grønland. Dyrene kom med skib fra Finmark i det nordlige Norge og blev sat ud i det indre af Godthåbsfjorden ved Itivnera i nærheden af bygden Kapisillit (ca. 64°N). Målet var etablering af tamrendrift. Derefter blev yderligere to tamrendrift distrikter etableret i Sydgrønland (Isortoq og Tuttutooq) med dyr taget fra Itivnera. Ved slutning af 1990’erne, blev den original Itivnera tamrendrift nedlagt, og siden forvaltes som vilderen. I 2019, tamrendrift foregår kun ved Isortoq og Tuttutooq i Sydgrønland (Figur 1).

Årsagen til dagens forvildede tamrener i Grønland er af menneskelige art. Ved 1960’erne, en anden formål begynde at få fodfest hos politikerne, at etablere jagtbær bestande af forvildede tamrener. Dermed blev nogle tamrener fra Itivnera flytte til flere lokaliteter i Grønland: 1965 Olrik Fjord; 1967 Nuussuaq Halvø og Qeqertarsuaq (Diskoø); 1971 Ammassalik; 1975 Storø og Bjørnø i Nuup Kangerlua/Godthåbsfjord. Undtagen udsætning ved Ammassalik på østkysten, alle udsætningerne af tamrener var succesrig, og antallet af forvildede tamren er i dag steget til flere titusinder. De flere steder for udsætninger og mange årtier siden disse hændte, har givet endemiske R.t. groenlandicus og forvildede R.t. tarandus muligheder for at opblande sig genetiske, tilsyneladende vellykkede for bestandene.

 11 rensdyrbestande (fra nord til syd).

  1. Inglefield/Pruhoe Land – Endemiske rensdyr
  2. Olrik Fjord – Etablerede 1965 med forvildede tamrener og muligvis nu opblandet med endemisk rensdyr fra Inglefield/Pruhoe Land
  3. Nuussuaq Halvø – Opblanding af endemiske og forvildede tamrener, hvilket var introduceret 1967
  4. Naternaq / Lersletten – Endemiske rensdyr
  5. Kangerlussuaq-Sisimiut (KS) – Endemiske rensdyr
  6. Akia-Maniitsoq (AM) – Opblanding af endemiske og indvandrede forvildede tamrener originalt fra Itivnera.
  7. Ameralik – Opblanding af endemiske og forvildede tamrener fra Itivnera.
  8. Qeqertarsuatsiaat (QEQ) – Opblanding af endemiske og indvandrede forvildede tamrener fra Ameralik.
  9. Qassit – Endemiske rensdyr, måske opblandet med forvildede tamrener
  10. Neria – Endemiske rensdyr, måske opblandet med forvildede tamrener
  11. Ivittuut – Etableret ca 2015, indvandret forvildede tamrener fra Isortoq rendrift station 

2 Tamrensdyrbestande (Sydgrønland)

Isortoq  – Tamrensdyrdrift

Tuttutooq – Tamrensdyrdrift.

 

Status vilde rensdyr bestande i Grønland

Statistikker fra 1721 og frem til i dag, viser at rensdyrbestandene i Vestgrønland har været gennem to store “boom & krak” cyklusser, dvs. at bestanden først øges voldsomt og derefter reduceres tilsvarende voldsomt, begge i løbet af kort tid. Ved et krak er antallet af dyr reduceret til stort set “ingenting”. Rensdyrbestandene har dog altid været i stand til at komme sig, men det har vist sig at tage i omegnen af 100 år. Formodentlig, den type cyklus kan gentage sig i fremtiden. Årsagerne til de historiske krak, henholdsvis ca. 1750 og 1850, hos rensdyr i Vestgrønland kendes ikke med sikkerhed. Måske var der ikke kun en årsag, men flere i kombination som svækket rensdyrenes overlevelse og kalveproduktion. For eksempel, når rensdyrene er først talrige kan patogene (sygdomme, parasitter) udbredelse og intensitet øge. Igen, når rensdyr er talrige kan overgræsning ske på grund af for høje tæthed af græsende rensdyr på vegetationen. Resultat er for lille fødegrundlag til kommende generationer, hvilket kan være et medvirkende faktor til nedgang. En anden formodet afgørende faktor, sat i sammenhæng med overgræsning kan være katastrofale vejr som låse rensdyr foder under tykt lag af sne og/eller is. Dette er specielt vigtig for drøvtygger som bor have konstant adgang til fode. Angående de to historiske krak, ca. 1750 og 1850, anses det urealistisk at beskylde overfangst, da antal menneske var lavt, fangst redskaber primitivt, og i det faktum at nutidens intensivt moderne fangst har meget besvær at undgå yderligere vækst i antal rener.

I første halvdel af 1900-tallet blev udbredelsen kraftig reduceret langs Grønlands vestkyst. Men i dag er det anderledes. Flere undersøgelser viser, at antallet af rensdyr i Vestgrønland har været højt det seneste årtier. Information fra jagtdata antyder endog, at antallet af rensdyr har været højt siden 1970’erne. I marts 2019 var der stadig over 140,000 rensdyr i Grønland. På trods af åben jagt og lange jagtsæsoner i det seneste årti er antallet af dyr i Kangerlussuaq-Sisimiut (KS) bestande forblevet stort set uændrede. Næststørst bestande, Akia-Maniitsoq (AM), er siden 2010 steget i antallet. Det samme er tilfælde siden 2012 for Ameralik bestanden. I 2019, er tætheden af rensdyr i de tre størst bestandene høj. For høj tæthed kan påvirke områdets bærekapacitet negativt, fordi græsningstryk bliver for stort med resultat at vegetation skades. Hvis vegetationen blive dårligt, er det sandsynligt at rensdyrets overlevelse og produktion af kalve svækkes med konsekvenser for bestands antal. På nuværende tidspunkt er det svært at spå om, hvor længe den høje tæthed af rensdyr kan opretholdes i lyset af vegetations bæreven i kombination med nutidens klima ændringer. Disse ændringer kan forårsage hyppigere, mere kraftige og mere omfattende katastrofal vejr. For eksempel, sommer tørke kan ødelægge planter hvilket rensdyr er afhængigt af til vinter fode. Mens, gentagne episoder med tø og frost samt tykt snedække om vinteren kan hindrer rensdyrene i at nå deres føde. Begge kan have negativt udslag på antal rener til følge, fordi dyrene sulter ihjel.

Dermed, endda Grønland har stadig mange rensdyr i 2019, fremtiden er usikker på grund af klima ændring som kan bringe unormal vejr når som helst. 

Forvaltning

Grønlands rensdyr bestandene forvaltes efter Selvstyrets bekendtgørelser. Der er løbende drøftelser og ændringer m.h.t. fangstsæsonens længde, tidspunkt, fangstområder, kvotestørrelse, etc.  Selvstyrets fangst forvaltning af vilde rensdyr (endemiske / forvildede / opblandede) ske på lige linjer uanset oprindelig underart. Informationen kan søges på https://naalakkersuisut.gl

Rådgivning fra Grønlands Naturinstitut

Naturinstituttets biologisk rådgivning til Selvstyrets forvalterne om udnyttelsen af bestandene understøttes af bl.a. undersøgelser af bestandenes størrelse, tæthed på vegetation, kalve rekruttering (antal kalve per 100 køer), helsen, og vigtige sæsons vandringskorridorer og opholds arealer.

Forskning og Monitering

Bestandstællinger

Siden 1990 er der gennemført mange forskellige tællinger af rensdyr. Disse tællinger giver information om bestandsantal, tæthed, flokstruktur og dyrenes fordeling i landskabet. Metoderne begyndt med hurtige fastvingefly som fløj højt over Grønlands meget kuperet terræn. Ved 2000 og siden, helikopter blev anvendt fordi disse kan flyve langsomt og tilpasse sig kuperet terræn i lavt højde over bakken. Dette øge sandsynlighed at man kan opdage rensdyr som er tilstede. Grønland har enorme rensdyr områder og det er vigtig at flytællingerne kan udføres inden for begrænsede økonomiske rammer. Nutidens tællingerne udføres med distance sampling metode på tilfældigt udvalgt linjer som dækker hele et bestandens region. Det er anderkendt at tællinger af dyr er altid forbundet med fejlkilder og for at genspejle og vurdere disse er resultaterne altid præsenteret med 95% CI, SE og CV. For at øge nøjagtighed skal man kunne se rensdyrene som er tilstede nærmest linjen (Figur 2, 3). Hvor svær eller let det er at opdage rensdyr er afhængigt af flere faktorer, f.eks., fly højden over bakken, flyve fart, distancen dyr er fra linjen, dyrets gruppe størrelse, dyr er i bevægelse eller stationær, vejr, lys, lys skær, skygge, baggrunds camouflage (ratio barmark til sne, mængden sten og/eller vegetation som viser sig gennem snelaget, ofte tyndt), terrænet, og ikke mindst kunnen af observatørerne som skal ikke lide af luftsyge eller træthed efter mange timers svær flyvning. I tillæg til flytællinger, findes der også bakketællinger som er minimumstællinger, og oftest laves fra snescooter. Fælles for alle tællinger er at de foretages af forskere fra Naturinstituttet i samarbejde med jagtbetjente og lokale fangere (Figur 4). Helikopter tællinger med henblik på at estimere bestandsantal og flokstruktur udføres uregelmæssigt på grund af bevilling mangle.

Yderligere information findes i Tekniske Rapporter fra Grønlands Naturinstitut (nr. 31, 42, 46, 48, 61, 67, 78 og 98).

Figur 2. Femten rensdyr er indenfor 300 meter. Kan du finde dem? Foto: C. Cuyler

Figur 3. Syv rensdyr er indenfor 100-150 meter. Kan du finde dem? Foto: C. Cuyler

Figur 4. Aslak Jensen, erhvervsfanger, Nuuk, er helikoptertælling observatør. Foto: A. Jensen

Fangsttilbagemeldingsskemaer

I forbindelse med jagt af rensdyr i Grønland udfylder den enkelte jæger et tilbagemeldingsskema. Disse skemaer giver information om lokaliteten, køn, alder (kalve, ungdyr eller voksen) og tykkelsen af rumpefedt for hvert af de skudte dyr. Hvis det skudte dyr er ko noteres også hvis hun havde en kalv med sig. Disse data kan give informationer om de forskellige bestands trivsel. Nylige analyser illustrerer dog vidt spredte unøjagtigheder i de oplyste fedttykkelser og data om alder. Underkæber fra videnskabelige undersøgelser samt sæsonens jagt ofte indsamles. Disse anvendes til undersøgelser af køn, alder og kropsstørrelse fra de skudte dyr. Hvis dyr med samme alder har forskellig længde af underkæben giver det information om forskelle i den kvalitet og kvantitet af føde, som har været tilgængelig for det pågældende dyr under vækst perioden. Det totale antal af rensdyr der hvert år skydes i Grønland offentliggøres i Piniarneq, et informationshæfte om jagt og jagtregistrering udgivet af Grønlands Selvstyre.

 

Sundhedstilstand

Sundhed undersøges ved at følge en fremgangsmåde udviklet af CARMA, et internationalt samarbejde om forskning og overvågning af rensdyr. Undersøgelserne bliver kun foretaget på køer. Køernes sundhedstilstand er en afgørende faktor for kalve produktion og dermed tilgangen til en bestand. Ligeledes vil køernes sundhedstilstand afspejles i den fremtidige tendens i bestandstætheden og er derfor af vital vigtighed i forbindelse med forvaltningen af rensdyr i Grønland. Rensdyrenes sundhedstilstand i de to største bestande (KS og AM) blev undersøgt intensivt ved 1996-97 og ved 2008-09. De indsamlede data inkluderer dato, position, højde over havet (hvor dyret er blevet skudt), køn, alder (kalv, ungdyr (<3 år) eller voksen), tilstedeværelsen og udseende af gevir, kalv (+/-), mælk i yver og forskellige kropsmål. Der blev taget et foto af hvert dyr. Ydermere blev der bla. målt følgende: vægt af dyr, skelet, fedt og organer. Der blev lavet vurderinger af tandslid og hvert dyr blev tildelt en score for sundhedstilstanden. Der blev udtaget prøver fra blod, muskel, lever, nyre, urin, vomindhold, ben marv, skelet (underkæbe og mellemfodsben), ovarier, fostervæv, afføring, løbetarm (abomasum), indhold fra tyndtarmen, mælk og hår. Vi undersøgte rensdyrene for tunge metaller og andre forurenings stoffer. Patogene som bakterier og virus og forskellige parasitter f.eks. protozoa, rundorme, bændelorme, ikter og fluer blev også undersøgt.  Disse data er stadig under databehandling og analyser. Yderligere information findes i Grønlands Naturinstituttets Tekniske Rapport nr. 37.

 

Satellitmærkning

Grønlandske rensdyrene er ikke nær så velundersøgt med satellitmærkning som bestandene i Nordamerika. I 1997 blev otte rensdyrkøer fra AM bestanden, samt syv fra KS mærket med satellithalsbånd. Halsbåndene sendte data i to år og viste bl.a. at nogle køer er stationære med årlige vandringer på ca. 10 km langs en højdegradient, mens andre køer vandrer op til 170 km om året. Vandringerne foretages mellem vinter- og kælvningsområder. Alle bevægelser blev foretaget individuelt i modsætning til deciderede synkroniserede vandringer som en samlet flok. Dog bevægede alle satellitmærkede køer sig til områder tættere ved indlandsisen eller op i højlandet i forbindelse med kælvning. Yderligere information findes i Grønlands Naturinstituttets Tekniske Rapport nr. 49.

 

Figur 5. Satellitmærket ko, Akia-Maniitsoq bestanden, maj 2008. Foto: C. Cuyler.

 

I maj 2008 blev 40 køer fra AM bestanden udstyret med satellithalsbånd (Figur 5). Disse blev blev analyseret mht. bevægelse, rumlig udbredelse, kælvningsområder, lokale forhold, årstidsvariationer i aktivitet og valg af habitat. Studiet dannet en baseline – dvs. et referencepunkt – for Akia-Maniitsoq-bestandens brug af landskabet på et tidspunkt, hvor området endnu ikke er påvirket af menneskelig aktivitet som f.eks. infrastruktur. AM køer opfører sig mest ligt fjeldområde øko-type af rensdyr, end tundra-egne øko-typen. Der fandtes ingen særlige kælvningsområder nær indlandsisen, men fandt sted over større del af Akia-Maniitsoq, fra kysten til indlandsisen ved sydvendte skråninger med sne i ca. 600 meters højde. Kælvningen er tilsyneladende tidligere end forventet, og køerne var meget tro mod steder, hvor de tidligere har kælvet. Årlige bevægelsesmønstre var på en sydvest-nordvest-gående akse (vestlige om vinteren og østlige om sommeren). Uanset bevægelsesmønstre, højden over havet hvor dyrene befandt sig var ligt og varieret signifikant sæsonmæssigt. Daglige bevægelser var mindst i marts og mest i juli. Yderligere information findes i Grønlands Naturinstituttets Tekniske Rapport nr. 99.

 

Parasitter

Figur 7. Voksen Bremse flue. Foto: A. C. Nilssen

 

Hud- og svælgbremser

Hud- og svælgbremser tilhører fluefamilien Oestridae og har en et-årig livscyklus (Figur 6). Om vinteren lever de som larver i rensdyr (deres værtsdyr). I maj – juni forlader de deres vært og forpupper sig i 41-47 dage. I juli – august er de voksne fluer (Figur 7) klar til at parre sig og processen starter forfra. De voksne fluer indtager ikke føde, de parrer sig blot og finder efterfølgende et rensdyr, hvor de kan lægge deres æg. Voksne hud- og svælgbremser fluer kan få rensdyrene til at udføre nogle spektakulære undvigemanøvrer. F.eks. kan man se rensdyr, der næsten går i panik ved svælgbremsernes nærvær. Den voksne svælgbremse hun fluer lægger levende larver i næseborene på rensdyr. Larverne kravler op gennem næsehulen og ender til slut i halsen, hvor de indlejrer sig ved at “gribe” fat i vævet (Figur 8). Larverne overvintrer i halsen på rensdyret og i løbet af maj – juni kravler de ud gennem næsehulen eller bliver hostet op af rensdyrene. Hudbremserne lægger deres æg mellem rensdyrenes hår, i sær på nedre bagben. Æggene klækker efter få dage og larverne kravler ned langs hårene, borer sig gennem huden og lever inde i rensdyrene i ca. 3 måneder. Derefter sætter de sig fast umiddelbart under skindet og borer deres åndehuller gennem huden. Skind fra rensdyr der er skudt midt på vinteren kan være fulde af hudbremselarver af størrelse op til 3cm (Figur 9). Imens, rensdyrskind fra dyr skudt i august – september er normalt uden larver, men har tydelige ar, eller synlige huller, som beviser hvor larverne sat vinteren over.

 

Parasitter snylter på værten, og bremselarver tærer på renens energi reserver om vinteren.  Bremserne kan være en medvirkende årsag til at enkelte rensdyr dør, men hverken hud- eller svælgbremse larver kommer langt ved at gøre det almindeligt at dræbe værten.  Værten må overleve vinteren for at bremserne kan videre føre sin livscyklus.  Hvis rensdyret dør om vinteren, så dør bremse larverne også.  Det er nemlig i maj og juni at hudbremslarverne kryber ud af huden, og svælgbremslarverne hostes ud af halsen.  Har rensdyret en god kondition om vinteren, kan den tåle en vist mængde bremser uden problemer.

 

Bremserne er gode flyver. De kan flyve over 15 timer uden pause og længere hvis de kan tage små pauser. Observerede rekord var 32 timer. Bremserne flyve hurtig. Marchfart ligger omkring 20-30 km/t. De har været opskrevet i Guinness rekordbog som verdens hurtigste insekt med normal hastighed ca. 39 km/t og topfart på 58 km/t. De er også kendt for at flyve flere hundrede kilometer. Sandsynligvis har bremserne ingen problemer med at erobre nye rensdyrbestande som ligger langt væk.

Figur 6. Et-årig livscyklus for hud- og svælgbremser.

Figur 8. Mange sprællende svælgbrems larve dybt i rensdyrets hals. Enhver brems larve er forankret med en krog fæstet i renes bløde hals væv (marts måned). Foto: B. White

 

 

Figur 9. Hudbrems larver på rensdyr skind i marts måned. Foto K. Motzfeldt

 

Tænia (Bændelorme)

Naturinstituttet har i 20 år fået henvendelse fra rensdyrjægere i Vestgrønland, som har fanget rensdyr med små æg-lignende cyster i kødet (Figur 10). Disse er larver af bændelormen Taenia krabbei. Bændelormelarver af Taenia er almindelige i rensdyrområder, også uden for Grønland. Taenia cysterne er ikke kendt for at inficere mennesker – også selv om man spiser kødet råt. Der er ikke registreret tilfælde med smitte af Taenia krabbei hos mennesker i Grønland. Men det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip, at alt kød med Tænia larver, opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75° Celsius. Denne varmebehandling vil dræbe parasitterne. Tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt kød har en grå / gråbrun farve.

OBS: Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke Taenia krabbei, fordi parasitterne har tilpasset sig til at overleve varme, frysning og tørke.

Figur 10. Æg-lignende Taenia krabbei-cyster i kødet fra en ung rensdyrtyr, september 2005 Maniitsoq. Foto: Mogens Torp & Henrik Hartmann

Såfremt man ikke ønsker at spise kød med Taenia larver, bør kødet ikke efterlades i terrænet/naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil bidrage til videreførelse af parasitterne, fordi livcyklus fulføres af rovdyr og ådselædere. Videreførelse øger risikoen for at parasitten spredes til endnu flere rensdyr. Det anbefales at destruere kødet. Afbrænding er bedst, med nok så umuligt ud i fjeldet (og tundrabrandfare). Uanset, det er altid muligt at gør noget sådan at rovdyr og ådselædere ikke kan komme til kødet, f.eks., ved at det begraves under sten eller synkes under vand (sø eller havet).

 

Bændelormen Taenia krabbei opholder sig som voksen orm i kødædere som f.eks. ræve og hunde. Disse dyr er bændelormens hovedvært (de dyr, en parasit opholder sig i som voksen, kaldes parasittens hovedvært). Rensdyret er bændelormens mellemvært, hvor den opholder sig i larve-stadiet. I en hovedvært, som f.eks. en ræv, lever den voksne bændelorm i tarmsystemet. Når ormen er kønsmoden, udvikler den larver i sit sidste kropsled. Den dag larverne er færdigudviklede, løsner leddet sig og forlader hovedværten med afføringen.

 

Rensdyret bliver inficeret med bændelormens larver, når det f.eks. indtager føde, som er blandet op med rævenes efterladenskaber. Larverne aktiveres i rensdyrets vom, hvor de frigivne larver gennemborer tarmvæggen og får adgang til blodet. Når en larve finder et godt sted i en muskel, omdannes den til en cyste. Her ligger larven så og venter på en hovedvært – f.eks. en ræv.

 

Bændelormens livscyklus er fuldkommen, når en hovedvært spiser rensdyrkødet med cysten, så larven kan etablere sig i kødæderens tarm og udvikle sig til en voksen bændelorm. Derefter starter det hele forfra.

 

Bændelorme og bændelormelarver giver ingen sygdomssymptomer hos deres hovedværter og mellemværter. Et inficeret rensdyr kan derfor se sundt og rask ud (Figur 11).

Figur 11. Denne sunde, unge rensdyrtyr havde mange Taenia krabbei-cyster i kødet. Foto: Mogens Torp & Henrik Hartmann

 

 

Sarcocystis (Protozoa)

I verden findes der hundredvis arter Sarcocystis parasitter. Sarcocystis er enkelt cellede protozoa parasitter, hvilket livscyklus altid har to værter, et rovdyr som hovedvært og et bytte dyr som mellemvært. Rensdyr er mellemvært.

Naturinstituttet blev opmærksom på parasitten ved 1998 da en fanger, Vittus Holm, kom med nogle eksemplar i rensdyrkødet. Formentlig var disse tilstede hos rensdyrene i mange år forinden. Sarcocystis er konstateret i jagtområde 2, 3, 4, og 5, herunder bestandene i Kangerlussuaq-Sisimiut, Akia-Maniitsoq, Ameralik og Qeqertarsuatsiaat. Det antages også tilstede i de øvrige jagtområderne.

Figur 12. Sarcocystis larver i rensdyr brystmuskel – fingerspids peger til flere. Foto: C. Cuyler

 

Grønlandske Sarcocystis larver hos rensdyr er tynde hvide stribe af ca. 2-3 mm længde og 0.2-0.3 mm brede, som minder om ris-korn i kødet (Figur 12). Disse er oftest synligt på kødets overflade, i sær mellemgulv, mave muskulatur, og brystet, men kan også forekomme i kølen. Disse larve afventer at rensdyret blive spist af et rovdyr. Når først larverne er kommet i rovdyrets fordøjelsessystem, mavesyret udløse løsladelse og videre udviklingen til voksen stadie. Når kønsmodne blev æg frigivet ud i terrænet med rovdyrets afføring. Æggene kan ligger i årevis i terrænet før et uheldig rensdyr græsser på stedet. Inden i rensdyrets fordøjelsessystem, æggene udvikles igennem flere larvestadier, og til alle sidst migrerer ud af fordøjelsessystem for at sætte sig som tynde hvide stripper inden i kødet.

Infektion af menneske er utypisk for de flest art Sarcocystis. Der er ikke registreret tilfælde med smitte af Sarcocystis hos mennesker i Grønland. Men det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip, at alt kød med Sarcocystis larver, opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75° Celsius. Denne varmebehandling vil dræbe parasitterne. Kød, der er tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt, har en grå eller gråbrun farve.

OBS: Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke Sarcocystis, fordi parasitterne har tilpasset sig til at overleve varme, frysning og tørke.

Såfremt man ikke ønsker at spise kød med Sarcocyster larver, bør kødet ikke efterlades i terrænet/naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil bidrage til videreførelse af parasitterne, fordi livcyklus fulføres af rovdyr og ådselædere. Videreførelse øger risikoen for at parasitten spredes til endnu flere rensdyr. Det anbefales at destruere kødet. Afbrænding er bedst, med nok så umuligt ud i fjeldet (og tundrabrandfare). Uanset, det er altid muligt at gør noget sådan at rovdyr og ådselædere ikke kan komme til kødet, f.eks., ved at det begraves under sten eller synkes under vand (sø eller havet).