Færre rejer kan fiskes i 2026 Udgivet 29.09.2025

NAFO’s videnskabelige råd anbefaler at der i 2026 kan fiskes 75.000 tons rejer ved Vestgrønland, hvilket er et fald på 5.000 tons sammenlignet med 2025. Det rådgivne fangstniveau er fastsat på baggrund af beregninger, der viser at både rejebestanden og fangstraterne er faldende, samtidig med at der over de seneste år har været flere torsk, som forventes at spise rejer.
Tages der udgangspunkt i principperne anvendt ved sidste års rådgivning fra NAFO’s videnskabelige råd, bør fangsten af rejer i Østgrønland i 2026 ikke overstiger 500 tons, hvilket er halvdelen af rådgivningen for 2025. I Østgrønland viser data at rejebiomassen i 2025 et på et lavt niveau. Samtidig fiskes der flere rejer end hvad der er optimalt for bestanden. Både de biologiske undersøgelser og data fra fiskeriet viser at bestanden er koncentreret til et meget begrænset geografisk område ved Dohrn Banke.
Det er ikke ukendt at der i nogle år kan fiskes flere rejer og i andre år færre. Som eksempel var rejebestanden i Vestgrønland for 10 år siden på et næsten samme niveau – som i dag. Rådgivningen for 2015 var på 60.000 tons og i de følgende år øgedes bestanden og rådgivningen nåede op på 115 000 tons i både 2021 og 2022. Siden er bestanden og rådgivningen faldet.
Rådgivningerne er afleveret til Naalakkersuisut, og det er dem der fastsætter de endelige kvoter for, hvor mange tons rejer der kan fiskes i Grønland.
Du kan læse om hele rådgivningen her.
For yderligere oplysninger:
Seniorrådgiver og forsker i Afd. for Fisk og Skaldyr AnnDorte Burmeister på tlf. +299 361200 eller mail: anbu@natur.gl.
