Mindeord om Mikkel Villum Jensen Udgivet 30.07.2025
MIKKEL VILLUM JENSEN (1964-2025)
I 1990erne gik hvalforskningen fra at være udelukkende baseret på observationer af hvaler og undersøgelser af prøver fra hvalfangsten, til at omfatte instrumentering af hvaler med satellit-sendere og forskellige måleinstrumenter. Det betød også at biologerne måtte have hjælp til at udforme instrumenter der kunne sættes på hvaler og til at udvikle metoder til at mærke fritsvømmende storhvaler.
En ny-uddannet Mikkel fra Danmarks Designskole havde hele livet været optaget af havet. Da han i 1999 blev spurgt om han kunne lave nogle satellit-sendere til hvaler og måske komme til Grønland for at afprøve dem, sprang han til med det samme.
Det blev starten på en omfattende karriere som ’designer’ og finmekaniker på hvalundersøgelser. Som noget af det første var han med til at udvikle et luftgevær (ARTS) til at skyde sendere ind i spækket på storhvaler. Luftgeværet blev senere beskrevet i et videnskabeligt tidsskrift og det er i dag den mest citerede artikel fra Grønlands Naturinstitut. Luftgeværet blev først brugt på grønlandshvaler og andre storhvaler i Grønland, men bruges i dag over hele verden og er anvendt på mærkning af flere tusinde hvaler.
Luftgeværet var ikke nok for biologerne som også ønskede at kunne sætte større og tungere instrumenter på hvalerne. Mikkel opfandt derfor den såkaldte ’villum-pole’, som er en monstrøs 8 m lang glasfiberstang, sammensat af to windsurfer-master. ’villum-polen’ blev også først introduceret i Grønland men er senere anvendt i bl.a. Alaska, Brasilien, Island og Mauritius.
Mikkel stod også for udformningen af mærkerne til hvalerne og var i tæt kontakt både med leverandørerne af elektronikken, og med grønlandske fangere som kender dyrene og delte viden om traditionelle redskaber som inspirerede designet af mærker. Det var afgørende for udviklingen af de nye mærker at Mikkel både havde erfaring fra felten og selve mærkningerne, men også fra den mekaniske og elektroniske udvikling af mærkerne.
Mikkel nåede at arbejde mange steder i Grønland som konsulent for Grønlands Naturinstitut. I Disko Bugten var det mærkning af pukkelhval og grønlandshval, i Nuuk og Sisimiut var det fin- og vågehval, i Qaanaaq hvalros og narhval, i Niaqornat mærkede han narhvaler samtidig med at han ombyggede GNs hus, i Melville Bugten og i Kangerlussuag, Østgrønland, mærkede han narhvaler. Hans kendskab til havet og sejlads bragte ham meget respekt, samtidig med at hans store livsenergi og tilpas skøre tilgang og afslappede livsstil åbnede mange døre. Der blev altid grinet meget når Mikkel var i selskabet og det gav ham mange venner i Grønland. Selvom Mikkel, i hvalforskningens tjeneste, fik rejst over det meste af verden, var det alligevel Grønland som blev hans ’skole’ og der hvor han følte sig hjemme.