Plantning af træer er ikke en klimaløsning i Arktis Udgivet 07.11.2024
Træer indeholder store mængder kulstof, som de har suget ud af atmosfæren, uden at vi rigtig har gjort noget. Derfor er træplantning en omkostningseffektiv måde at reducere den globale opvarmning på ved at binde atmosfærisk CO2 – en drivhusgas – i fast biomasse. Så simpelt er det, ikke?
Ikke overalt. Et nyt studie med titlen ”Tree planting is not a climate solution at northern high latitudes”, offentliggjort i Nature Geoscience skitserer, hvorfor træplantning i Arktis vil accelerere snarere end bremse opvarmingen af jordkloden. Det er faktisk ingen overraskelse, da videnskaben har været klar over dette i mindst to årtier. Alligevel har den bølge af træplantningsprojekter til at afbøde klimaforandringerne, der har spredt sig over hele verden i løbet af det sidste årti, nu også nået de høje breddegrader, herunder Grønland.
Problemet er, at træplantning vil opvarme snarere end afkøle vores planet, når det sker de forkerte steder. Naturligt træløse landskaber, såsom på tundraen, er sådan et sted. Forskere fra Grønlands Naturinstitut forklarer sammen med internationale kolleger fra bl.a. Aarhus Universitet og Cambridge University, hvorfor Grønland og andre nordlige regioner er dårligt egnede til træplantning for at afbøde klimaændringer. For det første lagrer jordbunden i disse regioner af verden mere kulstof end al vegetation på Jorden. Denne jordbund er sårbar over for forstyrrelser såsom opdyrkning ved plantning af træer og den efterfølgende vækst af trærødder ned gennem jordlagene. For det andet gør det vedvarende dagslys i løbet af foråret og forsommeren, mens der stadig ligger sne på jorden, energibalancen i denne region ekstremt følsom over for skift fra lysere til mørkere overflader. En nåleskov reflekterer 3-4 gange mindre indkommende sollys sammenlignet med en snedækket åben tundra (dvs. nåleskovens albedoeffekt er mindre). Endelig er de boreale og arktiske regioner i stigende grad udsat for naturlige forstyrrelser, der ofte slår vegetationen ihjel, f.eks. naturbrande, insektudbrud og tørke forstærket af klimaændringer. Selv hvis en plantage når at blive fuldt udvokset, er denne del af verden derfor et risikabelt sted at være træ, og det kulstof, der midlertidigt er lagret i dets biomasse, vil sandsynligvis i utide blive frigivet til atmosfæren igen.
Forfatterne anfører, at træplantning i Arktis er et godt eksempel på, hvordan en løsning, der har en ønskværdig effekt på klimaet i én kontekst, kan have den modsatte effekt i en anden. Kulstoflagring kan bruges til at reducere det atmosfæriske indhold af drivhusgasser og dermed regulere, hvor meget varmestråling fra Jorden der slipper tilbage til rummet. Albedo, som er et udtryk for mængden af sollys, der kastes tilbage fra Jorden til rummet, er imidlertid en afgørende faktor for, hvor meget sollys der i første omgang omdannes til varme. I visse sammenhænge, f.eks. snedækkede systemer, er albedoen vigtigere end kulstofstrømme for den samlede energibalance.
Forfatterne præciserer, at specielt i Grønland er enebær det eneste hjemmehørende nåle”træ”. De anerkender dog, at der kan være andre grunde til at plante træer, f.eks. for at være selvforsynende med træ. De advarer om, at vi går ‘den forkerte vej’ ved at sælge plantning af skov som en klimaløsning i nord.
Men er der intet, der kan gøres på høje breddegrader for at dæmpe opvarmningen? Jo, der er alternativer, der er mere på linje med andre aspekter af såkaldte “naturbaserede løsninger”, nemlig biodiversitet og blomstrende lokalsamfund. Artiklen foreslår, at sikring af bæredygtige bestande af store planteædere faktisk kan være en mere levedygtig naturbaseret løsning på klimaændringer i økosystemer på høje breddegrader. Græsning øger albedoen direkte ved at holde tundralandskaberne åbne. Desuden har det en indirekte effekt, fordi vinterfouragering ændrer sneforholdene, hvilket formindsker sneens isoleringsevne og derfor reducerer jordtemperaturen og dermed optøningen af permafrosten. Sidst, men ikke mindst, kan store planteædere reducere klimadrevet tab af biodiversitet i arktiske økosystemer og udgør en vedvarende fødevareressource for lokale folk. Biodiversiteten må ikke ende med at blive yderligere skadet på grund af vores indgreb i landskaberne, og initiativer bør komme fra og ledes af de lokale beboere i nordlige egnes samfund, som befinder sig i klimaændringernes frontlinje.
Billedtekst til overskriftbilledet: Hvordan plantning af træer i områder på høje breddegrader påvirker klimaet, både direkte og indirekte. På tundraen lagres det meste kulstof i jorden, mens en mindre del lagres i vegetation over jordoverfladen. Landskabet er dækket af sne, der reflekterer en stor mængde sollys tilbage i atmosfæren på grund af sin høje albedo. Når der plantes træer, forstyrres jorden og frigiver kulstof fra jorden, hvilket øger CO2-udledningen til atmosfæren. Derudover reducerer den mørkere overflade af træer solrefleksion, absorberer varme og varmer jorden op. Skiftet fra lagring af kulstof hovedsageligt under jordoverfladen til lagring i træer er mere sårbart over for forstyrrelser over tid, for eksempel over for naturbrande. Tegnet af Laura Barbero-Palacios.
For yderligere oplysninger:
Mathilde Le Moullec malm@natur.gl +299361200
Laura Barbero-Palacios labp@natur.gl
Katrine Raundrup kara@natur.gl
Ida Bomholt Dyrholm Jacobsen idja@natur.gl
Du kan læse den videnskabelige artikel her: https://rdcu.be/dZtrd
