Rådgivning om hellefisk for 2025 Udgivet 05.07.2024
NAFO rådgiver igen, at fangsten af hellefisk indenskærs i Nordvestgrønland bør reduceres til et meget lavere niveau end det nuværende. Hellefisk i Disko Bugt, Uummannaq og Upernavik har over en lang årrække vist tegn på nedgang:
- Landede hellefisk er blevet mindre
- Der optræder næsten ingen store fisk
- Fiskeriets logbøger viser en generel nedgang i fangstraterne (fangst per krog)
- Der er få aldersklasser (2-3 årgange) i både fiskeri og i fiskeriundersøgelser.
Hellefiskebestanden udenskærs i Vestgrønland deles mellem Grønland og Canada. NAFOs rådgivning for 2025 og 2026 er stort set uændret, fordi fangstdata og matematiske beregninger viser, at der sandsynligvis ikke vil ske en reduktion af bestanden.
ICES rådgiver, at fangsten af hellefisk i farvandet udenskærs i Østgrønland reduceres med 9 % i forhold til 2024. Faldet skyldes, at bestanden vurderes til at være lavere end tidligere. Dog giver forekomsten af små hellefisk optimisme for de kommende år.
Rådgivning om fangst af hellefisk indenskærs i Vestgrønland
Disko Bugt: | 6.258 tons | Fangst 2023: 11.435 tons |
Uummannaq: | 4.674 tons | Fangst 2023: 8.250 tons |
Upernavik: | 5.801 tons | Fangst 2023: 7.300 tons |
Rådgivning om fangst af hellefisk udenskærs i Vestgrønland
Davis Strædet og Baffinbugt: | 29.970 tons | Tidligere rådgivning: 29.649 tons |
Rådgivning om fangst af hellefisk udenskærs i Østgrønland
Østgrønland, Island og Færøerne |
Bør ikke overstige 17.800 tons | Tidligere rådgivning: 19.703 tons |
For nærmere information: Afdelingschef for Afdeling for Fisk og Skaldyr, Helle Siegstad; tlf. +299 361200, mail hesi@natur.gl.