Macron udviste stor interesse Udgivet 17.06.2025
Qamanaarsuup Sermia blev stedet, hvor Frankrigs præsident Emmanuel Macron sammen med statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen mødtes søndag med forsker Malene Simon Hegelund for med egne øjne at se en smeltende gletsjer på tæt hold.
De fire talte om den hastige afsmeltning fra indlandsisen, og Malene Simon Hegelund fortalte, hvordan afsmeltningen sker, og hvordan det påvirker vores økosystemer og samfund i Grønland.
“De tre regeringsledere udviste stor viden om klimaforandringer generelt og interesse for påvirkningerne af Grønland og det grønlandske samfund”, siger Malene Simon Hegelund.
Hun fortalte også om, hvordan den forsvindende havis påvirker de nordlige beboere i Grønland og truer både levevilkår og oprindelig kultur.