Øget indsats for Kitsissunnguit i Diskobugten Udgivet 28.05.2025

Kitsissunnguit er hjemsted for Grønlands – og en af verdens – største kolonier af havterne. Havterne-bestanden på øerne er imidlertid gået markant tilbage over de seneste årtier. Foto: C. Egevang
Bestanden af polarræv på Kitsissunnguit er de seneste to årtier gået markant frem. Stigningen af antallet af ræve har en negativ påvirkning af fuglelivet på øgruppen. Fuglearter, som eksempelvis havternen, der placerer deres rede direkte på jorden, er særlig sårbare overfor ræve på ynglelokaliteten.
På Kitsissunnguit yngler en række sjældne fuglearter, her en Thorshøne , som søger beskyttelse mod rovdyr blandt de mange ynglende havterner. I takt med at antallet af havterner er blevet reduceret, er antallet af fuglearter der er afhængige af havternerne, også gået tilbage.
Kitsissunnguit er en af Grønlands vigtigste fuglelokaliteter med en særlig høj biodiversitet. På de yderste skær i øgruppen, Saattuarsuit, yngler en lille koloni af søkonge, der forekommer yderst fåtalligt i Vestgrønland.

Med støtte fra fondsmidler er et nyt tværgående projekt sat i gang, som skal bidrage til en styrket forvaltning og formidling af naturværdierne på øgruppen Kitsissunnguit – et af Grønlands vigtigste fuglelokaliteter. Projektet, som består af tre delprojekter, er et samarbejde mellem Grønlandsk Fiskeri- og Jagtkontrol (GFJK), Uddannelsesstyrelsen, Kivitsisa og Grønlands Naturinstitut.

Opsyn, viden og formidling
De tre delprojekter arbejder tæt sammen og har hver deres fokusområde:

  • Et pilotprojekt med opsyn skal sikre en øget fysisk tilstedeværelse på øgruppen i sommermånederne. Her vil en opsynsperson fra GFJK blandt andet arbejde med regulering af den stigende bestand af polarræv, som har vist sig at have en betydelig negativ effekt på de rugende fugle. Samtidig skal opsynet bidrage med øget viden om besøgsaktiviteter og håndtering af affald.
  • Et moniteringsprogram gennemføres af Grønlands Naturinstitut med optællinger af ynglefuglene på Kitsissunnguit, herunder havternerne, som er en nøgleart for området. Derudover indsamles biologiske data, som skal bruges til at skabe et fagligt fundament for at følge udviklingen i fuglebestandene over tid.
  • Formidling og undervisning er det tredje ben i projektet, hvor Uddannelsesstyrelsen og Kivitsisa i samarbejde med Grønlands Naturinstitut vil udvikle undervisningsmateriale til folkeskolens mellemtrin. Materialet vil tage udgangspunkt i konkrete naturforhold på Kitsissunnguit og skal styrke elevernes viden om biodiversitet, klima og samfundsforhold i en grønlandsk kontekst. Samtidig produceres indhold til en bred formidling gennem Grønlands Naturinstituts informationskanaler – herunder video, lydoptagelser og podcasts.

Et fælles løft
Projektet er forankret hos Grønlands Naturinstitut, der varetager den overordnede administration, udover udviklingen af moniteringsprogrammet. GFJK bidrager med lokalkendskab og implementering af opsynsordningen, mens Uddannelsesstyrelsen og Kivitsisa sikrer, at det nye undervisningsmateriale forankres i skolernes praksis. Projektets aktiviteter følges og evalueres løbende af Styregruppe for Kitsissunnguit, som består af repræsentanter fra Kommune Qeqertalik, Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Departementet for Natur og Miljø, GFJK og Grønlands Naturinstitut.

Med dette samarbejdsprojekt tages der et vigtigt skridt mod en mere helhedsorienteret og langsigtet indsats for at bevare og formidle den unikke natur på Kitsissunnguit.

Læs mere om tilbagegangen af fuglene på Kitsissunnguit her, hvorfra du også får adgang til en teknisk rapport om området.