Usædvanligt vinterfænomen: Nuup Kangerlua pakket med is. Udgivet 19.02.2025

Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik
Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik
Satellitbilledet er leveret af Sentinel Hub, og indeholder modificerede Copernicus Sentinel-data 2025.
Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik
Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik
Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik
Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik
Photo: Christian Sølbeck / Pinngortitaleriffik

Nuuk er i disse dage vidne til usædvanligt meget is i Nuup Kangerlua. Og selvom dette spektakulære syn er fascinerende at se på, så skaber det udfordringer for jolle- og skibssejlads i fjorden og varsler om forandringer i fremtiden.

Glejserisen, som i denne tid fylder fjorden, kommer fra Kangersuneq, især fra området foran gletsjeren Narsap Sermia, som er en af tre tidevandsgletsjere forbundet med Nuup Kangerlua. Det er dog ikke usædvanligt, at opdæmmet gletsjer- og fjordis nær gletsjerfronten, også kaldet tiggunnerit, bryder op og spreder sig i fjorden. Men det er usædvanligt at isen bryder op så tidligt om vinteren, og samtidig at den bevæger sig så hurtigt ud gennem fjorden.

Vi ser oftest, at det meste af isen bliver inde i fjorden, når den bryder op om foråret og en stor del smelter, før den når ud til mundingen af Nuup Kangerlua ved Nuuk. Vi når derfor aldrig at se isen omkring Nuuk ” siger Seniorforsker John Mortensen fra Grønlands Klimaforskningscenter ved Grønlands Naturinstitut. ”Det ser også ud til, at hastigheden, hvormed Narsap Sermia bevæger sig, er tiltaget i løbet af det sidste årti, hvilket betyder en øget mængde gletsjeris i fjorden.” siger John Mortensen.

Det hele blev sat i gang i starten af februar, hvor omkring 60 km2 fjordis forsvandt foran Narsap Sermia. Den efterfølgende varmebølge og storm fik sikkusak til at bryde op, hvilket nu kan observeres ved Nuuk.

Netop Narsap Sermia er under skarp observation ved flere forskningsprojekter ved Grønlands Naturinstitut. Narsap Sermias gletsjerfront har siden 2010 trukket sig tilbage adskillige kilometer. Fra 2004 til 2023 har Narsap Sermia i tre forløb trukket sig 7,6 km tilbage. Gletsjerfronten befinder sig således nu ved en forhøjning på bunden, kaldet en tærskel, som muligvis stabiliserer den. Men trækker gletsjerfronten sig forbi denne tærskel, kan det medføre, at meget store mængder gletsjeris frigives fra et 30 km langt, dybt bassin, hvilket et nyt studie ved Grønlands Klimaforskningscenter indikerer.

Grønlands Naturinstitut og Grønlands Klimaforskningscenter har i løbet af de sidste to årtier observeret og studeret Nuup Kangerlua, og forholdet mellem gletsjerne, fjorden og havet på nært hold. Særligt effekterne af gletsjeris og -smeltevand på fjordens forhold og den biologi, der lever her, er i fokus for de lokale forsknings- og samarbejdsprogrammer som Greenland Ecosystem Monitoring (GEM).

Nuup Kangerlua, ligesom de fleste fjorde i Grønland, er styret af sammenspillet mellem gletsjerne og afsmeltningen herfra på den ene side, og kystvandet på den anden side. Det er dette samspil, der danner grundlag for det rige dyreliv vi ser og lever af i fjordene.” siger Seniorforsker Thomas Juul-Pedersen fra Grønlands Klimaforskningscenter.

For yderligere oplysninger:

Seniorforsker Thomas Juul-Pedersen. Klimaforskningscenteret. 361200 Email: thpe@natur.gl