Nuuks isbjørne fortæller om miljøgifte og klimaforandringer Udgivet 23.09.2011

De to isbjørne, som blev skudt ved Nuuk i slutningen af juli i år, blev forleden dissekeret af forskere fra Pinngortitaleriffik og fra Aarhus Universitet , der var på én dags lynvisit. De to isbjørne er en guldgrube af information, men arbejdet med at dissekere dem lugter fælt og det er hårdt arbejde.

”Det var en hårdfin balance at tø de to isbjørne, så de var brugbare til dissektion præcis i går. Vi skulle undgå at de yderste dele, kød og hud, rådnede og blev ubrugelige for det videnskabelige arbejde, samtidig med at de indre dele var isfri og kunne undersøges. Men alt klappede og nu skal vi i gang med at analysere alle prøverne” fortæller en lettet, men træt forsker, Malene Simon fra Grønlands Naturinstitut, efter at have stået i stanken af isbjørnefedt og maveindhold hele dagen.

”Vi undersøger bl.a., hvad de har spist. Normalt spiser isbjørne sæler, når de er på havisen og spiser ikke meget, når de er på land. Bjørnene her er interessante, fordi de har levet en længere periode udenfor deres almindelige leveområde og deres maveindhold og deres sundhedstilstand kan måske fortælle os noget om deres overlevelsesevne, når havisen er i tilbagegang” fortæller Malene Simon.

Konservator Abdi Hedayat må bruge begge arme for at løfte det tunge hoved, mens Professor Rune Dietz noterer. Programkoordinator Arne Geisler, Pinngortitaleriffik ser til. Foto: Kitte Vinter-Jensen

Miljøgifte i fokus

Forskerne fra Grønlands Naturinstitut samarbejder med et erfarent dissektionshold Aarhus Universitet , der i forvejen var i Melville Bugten for at mærke sæler sammen med folk fra GN.  Seniorforsker Rune Dietz arbejder med at overvåge de grænseoverskridende miljøgifte i forbindelse med det arktiske moniteringsprogram AMAP, og har forsket i udbredelsen af de menneskeskabte forureningskilder i de grønlandske fangstdyr i en årrække.

”Vi skiller isbjørnene 100 % ad og vejer og måler alle dele for at få nøjagtige tal på alle organer, muskelvæv, fedt, pels osv.  Samtidig undersøger vi koncentrationsniveauet af en lang række miljøgifte, som kviksølv, og andre tungmetaller, bromerede flammehæmmere, flourerede forbindelser og undersøger, hvordan miljøgiftene har påvirket dyrene.  Ud fra den samlede viden om koncentrationerne af miljøgifte og den procentvise fordeling af dyrets vægt på de forskellige organer, kan vi opbygge en model. Den model kan vi så bruge til at vurdere isbjørnens samlede indtag af ,  miljøgifte , så vi bedre kan rådgive de mennesker, der lever af fangstdyrene.” forklarer  professor  Rune Dietz fra Aarhus Universitet. ”Især skelettet er vi rigtig glade for at have sikret. Da vi var på feltarbejde i Østgrønland i vinter lykkedes det ikke at få de nøjagtige tal på kødmængder og skelet, fordi dyrene blev fordelt og spist ret hurtigt efter de var nedlagt”.

Isbjørneungen var meget fed, så det er lykkedes moderen at finde mad. Forsker Malene Simon, Pinngortitaleriffik i færd med at skrælle spæklaget af. Foto: Kitte Vinter-Jensen

Isbjørnenes hår fortæller miljøgiftenes historie

Isbjørnens pels fortæller en helt særlig historie. Ved at tage prøver af hår fra gamle inuitdragter på Nationalmuseet i København er det lykkedes forskerne at lave en tidsserie på indholdet af kviksølv i isbjørnenes hår helt tilbage til 1300-tallet. Den tidsserie viser, at kviksølvniveauet i dag er 20 gange højere end det var i forhistorisk tid. Niveauet begynder at stige omkring 1850´erne, netop som den industrielle revolution med afbrænding af kul i fabrikkernes dampmaskiner startede og den afbrænding er en væsentlig kilde til spredningen af tungmetallet kviksølv i miljøet.

”Men vi bruger også pelsen til at se, hvor meget stresshormon, cortisol, der er i pelsen. Og det er smart, for bjørne, der har været jagtet af fangere eller forskere i helikoptere har stresshormoner i blodet, så vi kan ikke bruge blodprøver fra dem. Men isbjørnen danner ny pels hvert år i september måned for at klare vinteren. Hårene afspejler indholdet af stoffer i blodet, da håret blev dannet og med en tidsserie af mange hårprøver analyseret for mængden af cortisol eller stresshormon kan bl.a. vi fortælle noget om økologiske ændringer over tid. Måske kan vi også bruge hårene til at lave tidsserier på de øvrige miljøgifte som POPer og andre stoffer.

Konservator Abdi Hedayat, udlånt fra Statens Naturhistoriske Museum i København renser kraniet helt inden det vejes. Foto: Kitte Vinter-Jensen

”Langhåret” forskning

”De hele skind fra disse to bjørne er specielt spændende for os, fordi vi kan arbejde metodeteknisk med dem.  Vi vil chekke igennem, om vi finder forskellige koncentrationer af miljøgifte i de forskellige lag af hår og det betyder noget for, hvilke dele af pelsen vi skal bede fangerne samle og sende til os til vores overvågningsprogram.

Men jeg har også en tese om, at isbjørnen renser store dele af sin krop for kviksølv, når den danner pels. Hvis det er rigtig, skal koncentrationen af kviksølv være højest i den yderste del af hårene, der er dannet først.  Det lyder lidt ”langhåret” og det er slet ikke bevist endnu og det er blot en af de mange ting vi kan bruge de her to bjørne til. En stor del af dem vil også indgå i Grønlands Naturinstituts og DMUs fælles vævsdatabase,  som bruges af mange forskellige forskere til mange forskellige ting”, fortæller Rune Dietz

Stanken fra isbjørnenes indvolde og fedt er voldsom, men Programkoordinator Peter Hegelund, Pinngortitaleriffik, lader ikke til at være berørt af det.

Af Kitte Vinter-Jensen, informationsmedarbejder Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut. Er bragt i Sermitsiaq nr. 38 den 23. September 2011.