Parasitter hos landpattedyr

Hud- og svælgbremser

Hud- og svælgbremser menes at være indført til Grønland i 1952 med tamrener fra Norge. Begge bremsearter tilhører fluefamilien Oestridae og har en etårig livscyklus (Figur 1). Hudbremser inficerer både rensdyr og moskusokser (værtsdyr), mens svælgbremser kun er fundet i rensdyr, som kan være særligt hårdt ramt af både hud- og svælgbremselarver. De voksne bremsers summen stresser værtsdyret og kan få især rensdyr til at gå i panik og flygte.

Bremselarverne overlever vinteren i rensdyr eller moskusokser. Om foråret forlader de færdigudviklede larver værtsdyret og forpupper sig i det fri, hvor de i løbet af sommeren udvikler sig til voksne fluer (Figur 2). De voksne fluer indtager ikke føde. De har kun til opgave at parre sig og starte cyklen forfra.

Bremselarver tærer på værtsdyrets energireserver om vinteren, og larverne kan være medvirkende årsag til, at enkelte dyr dør. Hvis værtsdyret har en god sundhedstilstand om vinteren, kan det dog sagtens tåle en vis mængde bremselarver. Men hverken hud- eller svælgbremselarver overlever, hvis deres vært dør.

En voksen bremse kan sandsynligvis inficere moskusokser eller rensdyr flere hundrede kilometer fra den bestand, den har snyltet på som larve. De voksne bremser er gode flyvere, som kan flyve mere end 15 timer uden pause – op til 32 timer med små pauser. Samtidig flyver de hurtigt og har en marchfart på 20-30 km/t.

 

 

Svælgbremse

Den voksne svælgbremsehun lægger levende larver i næseborene på rensdyr. Larverne kravler op gennem næsehulen og ender til sidst i halsen, hvor de sætter sig fast ved at “gribe fat” i vævet (Figur 3). Larverne overvintrer i halsen på rensdyret, og i løbet af maj-juni kravler de ud gennem næsehulen eller bliver hostet op af rensdyrene og er klar til at forpuppe sig.

 

Hudbremse

Hudbremserne lægger deres æg på rensdyrenes eller moskusoksernes pels. Æggene klækker efter få dage, og larverne kravler ned langs hårene og borer sig gennem huden. De næste ca. 3 måneder bevæger larverne sig rundt under huden. Derefter bevæger de sig mod rensdyrets rygside og danner hver sin byld (med ånderør ud mod de fri), hvor de udvikles de næste 8-9 måneder. De færdigudviklede larver forlader værten om foråret.

Skind fra rensdyr, der er skudt midt på vinteren, kan være fulde af hudbremselarver, som hver er op til 3 cm lange (Figur 4). Skind fra rensdyr skudt i august-september er normalt uden larver. De kan dog have tydelige ar eller synlige huller som beviser på, hvor larverne har overvintret.

Den voksne hudbremsehun kan ved en fejl lægge sine æg på mennesker i stedet for rensdyr eller moskusokser. Mennesker kan derfor blive inficeret med bremselarver, men det sker meget sjældent.

Taenia (bændelorm)

Grønlands Naturinstitut har i løbet af de seneste 20 år fået henvendelser fra rensdyrjægere i Vestgrønland, som har fanget rensdyr med små æg-lignende cyster i kødet (Figur 5). Cysterne er larver af bændelormen Taenia krabbei. Larver af Taenia er almindelige i rensdyrområder, også uden for Grønland, men inficerer sandsynligvis ikke mennesker – også selv om man spiser kødet råt. Der er således ikke registreret tilfælde med smitte af Taenia krabbei hos mennesker i Grønland (se dog ”Behandling kød inficeret med Taenia” nedenfor).

Bændelormens larver lever i rensdyr (mellemvært), mens den voksne bændelorm lever i tarmsystemet hos et rovdyr (hovedvært, f.eks. hund eller ræv). Når den voksne bændelorms led med æg er modne, frigives de i hovedværtens tarm og forlader værten med afføringen. Rensdyret bliver inficeret med bændelormens larver, når det f.eks. græsser nær en rævs efterladenskaber. Larverne aktiveres i rensdyrets vom, hvor de gennemborer tarmvæggen og får adgang til blodet. Når en larve finder et passende sted i en muskel, omdannes den til en cyste. Her ligger larven så og venter på, at en hovedvært spiser rensdyrkødet med cysten, så larven kan etablere sig i hovedværtens tarm og udvikle sig til en voksen bændelorm. Derefter starter det hele forfra.

Taenia krabbei bændelormelarver giver ikke nødvendigvis sygdomssymptomer hos deres mellemvært. Et inficeret rensdyr kan derfor se sundt og rask ud.

 

Behandling af kød inficeret med Taenia

Kød med Taenia-larver må ikke efterlades i naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil kunne videreføre parasitten, fordi dens livscyklus fuldføres af rovdyr og ådselædere. Det anbefales derfor, at kødet graves ned, begraves under en sten eller sænkes ned i en sø eller i havet, så rovdyr og ådselædere ikke kan nå det (afbrænding er bedst, men er ikke realistisk i fjeldet pga. brandfare). Hvis bændelormen ikke dør, øges risikoen for, at parasitten spredes til endnu flere rensdyr.

Ud fra et forsigtighedsprincip anbefales det, at alt kød med Taenia-larver opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75°C. Denne varmebehandling vil dræbe parasitterne. Tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt rensdyrkød har en grå/gråbrun farve. Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke Taenia krabbei.

Sarcocystis (protozo)

Sarcocystis er encellede parasitter (protozoer), hvis livscyklus altid har to værter: et rovdyr som hovedvært og et byttedyr som mellemvært (f.eks. rensdyr). Der findes flere hundrede arter af Sarcocystis-parasitter i verden.

Hos rensdyr ses Sarcocystis som riskorn-lignende hvide striber i kødet (ca. 2-3 mm lange og 0,2-0,3 mm brede, Figur 6). Sarcocystis er oftest synlige på overfladen af kødstykker som mellemgulv, mavemuskulatur og bryst, men de kan også forekomme i køllen. De venter på, at rensdyret bliver spist af et rovdyr. Når først de er kommet i rovdyrets fordøjelsessystem, udvikles de til parasitternes voksenstadie. Når de er kønsmodne, bliver æg frigivet med rovdyrets afføring. Æggene kan ligge i årevis i terrænet, før et rensdyr græsser på stedet. Inde i rensdyrets fordøjelsessystem udvikles æggene igennem flere stadier, som til sidst bevæger ud af fordøjelsessystemet for at sætte sig som de tynde hvide striber, der ses i kødet.

Det er ikke almindeligt, at mennesker inficeres af Sarcocystis. Der er ikke registreret tilfælde med smitte af Sarcocystis hos mennesker i Grønland (se dog ”Behandling kød inficeret med Sarcocystis” nedenfor).

 

Behandling kød inficeret med Sarcocystis

Kød med Sarcocystis-larver må ikke efterlades i naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil kunne videreføre parasitten, fordi dens livscyklus fuldføres af rovdyr og ådselædere. Det anbefales derfor, at kødet graves ned, begraves under en sten eller sænkes ned i en sø eller i havet, så rovdyr og ådselædere ikke kan nå det (afbrænding er bedst, men er ikke realistisk i fjeldet pga. brandfare). Hvis bændelormen ikke dør, øges risikoen for, at parasitten spredes til endnu flere rensdyr.

Ud fra et forsigtighedsprincip anbefales det, at alt kød med Sarcocystis opvarmes til en kernetemperatur på mindst 75°C. Denne varmebehandling vil dræbe parasitterne. Tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt rensdyrkød har en grå/gråbrun farve. Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke Sarcocystis.