Torsk

Torsken (Gadus morhua) er uden sammenligning den fisk, der historisk set har haft størst økonomisk betydning for Grønland. Der har dog gennem tiden været stor variation i mængden og udbredelsen af torsk. I løbet af de sidste 200 år har Grønland således oplevet en vekslen mellem kortere og længere perioder med mange torsk (”torskeperioder”) og perioder næsten uden torsk. Denne vekslen skyldes et komplekst samspil mellem havtemperatur, fødetilgængelighed og fiskeritryk, som formentlig er afgørende for torskens leveforhold i Grønland. Især varme perioder har givet mange torsk, men temperaturen kan ikke forklare alt.

Foto: Julius Nielsen

Kendetegn

Torsken er karakteristisk ved sit overbid, den tydelige skægtråd og det brunlige, grønlige eller grålige mønster af pletter og marmorering på ryg og sider. Den kan forveksles med fjordtorsk (Gadus ogac), som dog adskiller sig ved at have et marmoreret mønster, hvor torsk fremstår mere prikkede. Små torsk under 10 cm kan forveksles med små polartorsk (Boreogadus saida), som dog mangler skægtråd og er mere gullig og ikke så metalglinsende som torsken.

Selv om torsk i Grønland varierer i både form og farve, er det ikke muligt at skelne mellem torsk fra de tre forskellige bestande med det blotte øje. Det kan kun ske ved at undersøge torskenes arvemateriale (DNA; se nedenfor).

Udbredelse

Torsken er udbredt på tværs af Nordatlanten, hvor den lever både på kontinentalsoklen og indenskærs langs kysten. I Grønland forekommer torsken fra Upernavik i Nordvestgrønland til området omkring Tasiilaq i Østgrønland. På den grønlandske østkyst er torsk registreret udenskærs helt op til 77,3°N, ligesom den kendes fra Jan Mayen.

Torsken træffes typisk ned til omkring 600 meters dybde, men findes hovedsageligt på dybder mindre end 400 m. Grønlands Naturinstitut har fanget torsk ned til 900 m.

Historisk set har udbredelsen af torsk varieret i Grønland. Der har gennem de sidste par hundrede år været deciderede torskeperioder med mange og vidt udbredte torsk. De tidligste, kendte torskeperioder tilbage i 1820’erne og 1840’erne var af få års varighed, hvorefter der i en 70-årig periode ikke fandtes mange torsk i Grønland. Fiskeriundersøgelser i slutningen af 1900-tallet viste, at der kun var større forekomster torsk ved Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset) samt området ved Kap Farvel. I løbet af 1920’erne bredte torsken sig igen nordpå, og i 1930’erne nåede den Uummannaq og Upernavik – en stigning i bestanden, der er blevet knyttet til stigende havtemperaturer. I 1930’erne blev der årligt fanget omkring 120.000 tons torsk. Det faldt en smule under Anden Verdenskrig, men i 1950-60’erne blev der årligt landet ca. 270.000 tons. Den største indhandling var i 1962, hvor der blev landet 400.000 tons torsk i Vestgrønland. Fiskeriet aftog kraftigt i starten af 1970’erne, og i 1976 og 1980 blev der blot fanget 25.000 og 15.000 tons. Det vestgrønlandske torskefiskeri kollapsede totalt i 1991, og der har ikke været noget fiskeri frem til 2005, hvor der blev indført et mindre prøvefiskeri på 5.000 tons årligt. Hovedparten af det historisk høje fiskeri forgik udenskærs i Vestgrønland, og i 2021 er det udenskærs vestgrønlandske torskefiskeri endnu ikke genetableret.

Vækst, alder og formering

I 1920’erne (og tidligere) blev der på den nordamerikanske østkyst fanget torsk, der var op til næsten to meter lange, og som angiveligt vejede op til 96 kg. I dag findes der næppe torsk i den størrelse nogen steder i Atlanterhavet. De største torsk, der er rapporteret i nyere tid, vejede omkring 50 kg og er fanget i Norge. I Grønland hører fisk over 20 kg til sjældenhederne. De største torsk, som Naturinstituttet kender til, er fanget enten ved Kleine Banke eller Dohrn Banke i Østgrønland eller i saltvandsindsøer, hvor der ikke fiskes.

Ligesom andre fisk vokser torsken gennem hele livet, og væksten afhænger af temperatur og fødeforhold. En torsks størrelse og alder kan relativt nemt aflæses som henholdsvis længden fra snude til halespids og antallet af årlige vækstlag, der er aflejret i dens øresten (otolith). Grønland ligger i torskens nordligste udbredelsesområde, og torsk vokser langsommere her end i f.eks. mere tempererede dele af Nordatlanten. En 5-årig torsk er gennemsnitligt ca. 53 cm lang i Grønland og ca. 81 cm i Island, men væksthastigheden varierer over tid og inden for områder i Grønland. De ældste og største torsk, der er registreret i Grønland, var 15-20 år gamle, målte 130-135 cm og vejede op til 30 kg.

Torsk på Grønlands østkyst bliver typisk kønsmodne, når de er 6 år gamle; på vestkysten bliver de kønsmodne, når de er 4-5 år gamle. Torsken gyder om foråret i perioden marts-maj, hvor hanner og hunner samles i store flokke i gydeområderne. På Grønlands østkyst er Kleine Banke et vigtigt gydeområde, mens vigtige gydeområder for den indenskærs torsk findes i bunden af Godthåbsfjorden omkring Kapisillit og i bunden af fjordene Ikertoq og Qeqertalik ved Sisimiut. Historisk set har de vestgrønlandske banker været vigtige gydeområder for den udenskærs vestgrønlandske torsk, som i dag kun gyder i begrænset omfang ved Tovqussaq Banke.

Torskehunnen kan producere op mod 9.000.000 æg, som befrugtes i de frie vandmasser. Æggene svæver frit i vandet og udvikler sig til torskelarver, der klækkes, når de er ca. 4 mm lange. I den første tid lever larven af sin blommesæk, som den også levede af i ægget, hvorefter den gradvist begynder at spise zooplankton. I september/oktober er ungerne 3-5 cm lange og søger da mod bunden. Som 1-årig er torsken 10-15 cm lang og kan forekomme i store stimer på lavt vand. Mængden af små torsk varierer fra år til år, alt efter hvor succesfulde torskens gydninger er.

Føde

Den voksne torsk er en altædende rovfisk. Den spiser både bunddyr som snegle, orme, søpølser, muslinger og krabber samt tanglopper, rejer, ribbegopler, blæksprutter og fisk. Fisk får større betydning, efterhånden som torsken vokser. De allerstørste torsk på ca. 70 cm spiser også gerne artsfæller. De vigtigste byttedyr varierer dog imellem områder og imellem forskellige størrelser af torsk.

Et studie af maveindholdet fra 2.483 torsk udført ved Grønlands Naturinstitut har vist, at fisk og krebsdyr udgør størstedelen af torskens føde. Studiet viste også tydelige regionale forskelle i fødesammensætningen, som hænger sammen med byttedyrenes tilgængelighed. Eksempelvis udgør dybvandsrejen (Pandalus borealis) en stor del af torskens føde i Nordvestgrønland, men den har ingen betydning i Østgrønland, hvor dybvandsrejer forekommer mere sparsomt. I Østgrønland spiser torsken især fisk, og specielt den energirige lodde (Mallotus villosus, grl. ammassat) er vigtig. Lodden er også vigtig for torsk i fjordene, når lodden om foråret kommer ind i store mængder for at gyde.

Maveindhold fra torsk i Østgrønland. Øverst ses en diæt domineret af fisk (lodde) og en enkel dybvandsreje. Nederst har torsken for nyligt både spist krill og fisk (lodde). Foto: Julius Nielsen

Bestande og forvaltning

I dag kendes tre bestande af torsk som lever og formerer sig (gyder) i Grønland: den indenskærs vestgrønlandske, den udenskærs vestgrønlandske og den østgrønlandske/islandske bestand. Torsk fra den østgrønlandske/islandske bestand vandrer også til Vestgrønland og opholder sig dér – nogle år i stort antal – men trækker tilbage til Østgrønlandsk eller Island, når de skal gyde. Torsk fra de vestgrønlandske bestande forlader sjældent Vestgrønland.

Der er blevet forsket i torsken i grønlandsk farvand de sidste 100 år. De senere år har specielt den geografiske fordeling af de tre forskellige bestande (indenskærs vestgrønlandsk, udenskærs vestgrønlandsk og østgrønlandske/islandske torsk) været af særlig interesse. Der kan nemlig kun rådgives om bæredygtig udnyttelse af torsk, hvis man ved, hvilken eller hvilke torskebestand(e) der fanges på de forskellige fiskebanker.

Enhver dyre- eller planteart har sin egen sammensætning af arvemateriale (DNA), som afviger mere eller mindre fra andre arter. Denne DNA-sammensætning – et ”genetisk fingeraftryk” – kan findes ved at analysere artens arvemateriale. Ser man på de meget små detaljer i det genetiske fingeraftryk, kan det ofte også lade sig gøre at se forskelle mellem forskellige bestande af den samme art. Og det er præcis dét, Grønlands Naturinstitut gør for at skelne mellem torsk fra de forskellige grønlandske bestande af torsk.

Naturinstituttet indsamler hvert år vævsprøver af torsk, som alle analyseres for deres DNA-fingeraftryk. Det giver meget præcis information om, hvilken bestand vævsprøven, dvs. torsken, stammer fra. På baggrund af prøveanalyserne kan Naturinstituttet finde ud af, hvordan torsk fra de tre forskellige bestande fordeler sig i et bestemt område. Eksempelvis viste analyserne, at torskebestanden i Godthåbsfjorden i 2017 var sammensat af ca. 20 % østgrønlandske/islandske torsk, ca. 30 % torsk fra den vestgrønlandske udenskærs bestand og ca. 50 % fra den lokale indenskærs bestand.

De senere år har Naturinstituttet også monteret satellitsendere på torsk, og det er der kommet nogle interessante oplysninger ud af. Det viser sig, at torskens aktivitet varierer ekstremt fra individ til individ. Nogle individer er tydeligt mest aktive i døgnets lyse timer, mens andre synes at opføre sig omvendt. Og andres aktivitet ser ud til at være upåvirket af lysniveauet. Mærkerne giver stor indsigt i torskens levevis og har blandt andet afsløret episoder, hvor torskene formodentlig blev jagtet af større rovdyr.

Foto: Julius Nielsen

Kilder

Hedeholm RB, Mikkelsen JH, Svendsen SM, Carl J, Jensen KT (2017). Atlantic cod (Gadus morhua) diet and interaction with northern shrimp (Pandalus borealis) in Greenland waters. Polar Biology 40: 1335-1346. DOI 10.1007/s00300-016-2056-1.

Hansen PM, Herman F (1953). Fisken og Havet ved Grønland. Skrifter fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Nr 15. pp. 128.

Hoffmann E, Carl H, Møller PR (2019). Torsk. I: Carl, H. & Møller, P.R. (red.). Atlas over danske saltvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum. Online-udgivelse, december 2019.

ICES. 2005. Spawning and life history information for North Atlantic cod stocks. ICES Cooperative Research Report, No. 274. 152 pp.

Christiansen JS, Bonsdorff, E et al. (2016). Novel biodiversity baselines outpace model of fish distribution in Arctic Waters. Science of Nature 103, 8. DOI 10.1007/s00114-016-1332-9.