Verdens største musling
Den ene skal af verdens største musling Inoceramus steenstrupi kan ses på Grønlands Naturinstitut.På Grønlands Naturinstitut kan du se den ene skal af verdens største musling, den 187 cm lange musling Inoceramus steenstrupi.
Fundet
Forsteningen blev fundet i 1952 i dalen Qilakitsoq på Nuussuaq-halvøen i 1952. Ved foden af en fjeldvæg fandt geologer nedskredne stenblokke med en karakteristisk bølgeformet struktur, der kunne være forekomsten af en meget stor musling. Systematisk eftersøgning i området afslørede, at stenblokkene kom fra en linse af kalksten ca. 800 meter oppe på fjeldet. Først året efter kunne man hente det betydningsfulde fund. Fra den stejle fjeldvæg udhuggede man den store musling stykkevis og nummererede stykkerne så man atter kunne samle puslespillet. Mere end 1 tons materiale blev båret i rygsække tre km borte og herfra kørt med jeep til kysten.
Først i 1971 begyndte den endelige præparation og konservering af den store musling og de mange hundrede enkeltstykker blev limet sammen. Siden sommeren 1974 har man udstillet den ene muslingen i Geologisk Museums Grønlandsudstilling. Den anden halvdel blev af Aage V. Jensens fonde skænket til Grønlands Naturinstitut ved instituttets indvielse.
Muslingen er 83 millioner år gammel
Muslingen tilhører en gruppe af muslinger kaldet Inoceramer, der var vidt udbredte i Jura- og Kridttiden, men uddøde ved Kridttidens slutning for 65 millioner år siden, samtidig med dinosaurerne. Inoceramer er vigtige for aldersbestemmelse af geologiske lag, og blandt pga. muslingen har man kunnet datere fundstedet til at være 83 millioner år gammelt og hørende til perioden Øvre Santonien eller Nedre Campanien. På det tidspunkt levede der dinosaurer i Grønland og der var subtropiske sumpe og vulkaner i Vestgrønland, idet Grønland dengang lå meget mere sydligt end i dag.
Muslingens føde
Rundt om kalkstenslinsen hvor muslingen blev fundet er fattig på andre fossiler. Det tyder på et iltfattigt miljø, hvor især organiske planterester, der blev skyllet ud i havet fra kyster, har haft svært ved at blive nedbrudt. Inoceramus havde formentlig langtlevende planktoniske larver, som i boreale til tempererede områder sank ned på bunden af lavt vand med lavt iltindhold. Muslingen har sikkert ligget løst på havbunden og ernæret sig ved at filtrere havvandets plankton og halvråddent plantemateriale.
