Vinterhvalernes afhængighed af koldt vand Udgivet 23.06.2021

En række nye undersøgelser viser, at Grønlands vinterhvaler trives bedst i koldt vand, og at deres udbredelse kommer til at ændre sig markant på grund af klimaændringer.

Vi mennesker har gennem mange år afbrændt fossile brændstoffer, hvilket udleder drivhusgasser som bidrager til en stadig opvarmning af kloden. De arktiske områder, inklusiv Grønland, opvarmes mere end dobbelt så hurtigt som resten af verden. Der findes kun tre arter af hvaler som lever i Arktis året rundt, heraf navnet de grønlandske vinterhvaler: grønlandshval, hvidhval og narhval. Alle tre har stor betydning for det grønlandske samfund, og det er naturligt at spørge hvordan disse dyr vil klare sig i et stadigt varmere Arktis? Gennem flere studier har forskere fra Grønlands Naturinstitut, i samarbejde med internationale forskere og fangere, arbejdet for bedre at forstå betydningen af stigende havtemperaturer for disse tre arktiske hvaler. Forskerne og de grønlandske fangere har sat satellitsendere på hvaler i både Øst- og Vestgrønland, og har indsamlet uvurderlig viden om vinterhvalerne. Udover data fra disse sendere, analyserer forskerne også data fra andre måleinstrumenter som måler hvalernes lyd og hjerterytme. Desuden indhentes data fra fangsten, satellitbilleder af havis og havtemperatur, og biologiske og genetiske prøver, som tilsammen udgør grundlaget for omfattende analyser ved brug af matematiske og statistiske modeller.

Grønlandshval

Grønlandshvalen blev fredet i starten af det forrige århundrede, som følge af overfangst, der næsten udryddede arten. Efter flere årtiers fredning er hvalerne nu blevet mere talrige, og flere grønlandshvaler er atter at finde på deres traditionelle vinteropholdsplads i Disko Bugten. Ligesom andre arktiske havpattedyr befinder grønlandshvalerne sig om sommeren i arktisk Canada, hvorfra de vandrer mod Grønland om vinteren, når havet fryser til. Om foråret og i den tidlige sommer følger de isens tilbagetog mod vest og nord til deres sommeropholdspladser i Nordcanada. Et studie publiceret i 2019[1] viser, at grønlandshvalernes vandring fra Disko Bugten til Canada nøje følger områder med havtemperaturer på 0,5 – 2°C. Når havtemperaturen i Disko Bugten stiger om foråret, forlader grønlandshvalerne området, også selvom der er rigeligt med føde[2].

Også i Østgrønland findes der grønlandshvaler. De blev især fanget omkring Svalbard i en periode hvor Grønlandshavet var koldt. De sidste hundred år er der få observationer af dem og man frygtede at de var udryddet. Nu ved vi, at nogle af dem opholdt sig i havisen, hvor skibene ikke kunne sejle, hvorfor de kun sjældent blev set[3]. I dag er de kun i det kolde polarvand mellem Nordøstgrønland, nord for Svalbard og over til Franz Josef Land.

Hvidhval

Der findes to bestande af hvidhvaler i Grønland[4]. Den ene bestand findes mellem Qaanaaq og Ellesmere Ø og overvintrer i det åbenvandsområde, som hedder Nordvandspolyniet. Den anden bestand opholder sig i Canada om sommeren og følger iskanten i Baffin Bugten til Vestgrønland om vinteren. På grund af den globale opvarmning, er området med havis om vinteren skrumpet i Baffin Bugten. Den hvidhvalbestand som overvintrer i Vestgrønland stiger i antal, mens fangsterne er i tilbagegang. Nedgangen i fangsten er formentlig et resultat af, at hvidhvalerne er mindre tilgængelige for fangerne fordi hvalerne har fulgt iskanten som har trukket sig længere mod vest [5]. Et genetisk studie af hvidhvaler i hele Arktis viser, at hvalerne blev delt i flere mindre bestande i løbet af den sidste istid for 25.000 – 19.000 år siden[6]. Deres udbredelsesområde og antal øgedes kraftigt efter istiden, men vil formentlig med tiden skrumpe ind igen, eftersom de presses længere nordpå grundet klimaændringer.

Narhval

De største narhvalbestande findes om sommeren i arktisk Canada. De vandrer mod Grønland om vinteren, når havet fryser[7], og om foråret følger de isens tilbagegang mod vest og nord tilbage til deres sommeropholdspladser. Sommeropholdspladser i Grønland findes i Melville Bugten, Qaanaaq og Østgrønland[8]. Analyser af havtemperatur og tæthed af narhvaler[9] viser, at de største bestande hører til i de koldeste områder, og at de mindste bestande befinder sig på de sydligste kanter af narhvalernes udbredelsesområde; i Melville Bugten og i Østgrønland syd for Nationalparken. Narhvaler udstyret med måleinstrumenter har vist, at de æder i dybder på 300 – 850 m og ved havtemperaturer på 0.6 – 1.5°C, som er koldere end den gennemsnitlige havtemperatur i området[11]. Det vil sige, at narhvalerne aktivt søger koldt vand, når de leder efter føde. En forklaring er at det kraftige spæklag isolerer hvalerne så godt at de ikke kan slippe af med den overskudsvarme de producerer når de svømmer aktivt. Det menes, at de nuværende narhvalbestande stammer fra en lille bestand, der overlevede istiden for 15.000 år siden i et mindre område end hvor de befinder sig i dag[12].

Vinterhvaler hvad nu?

Alle disse studier viser, at Grønlands vinterhvaler trives bedst i koldt vand, og at de er sårbare overfor et stadigt varmere Arktis. Igangværende beregninger fra Grønlands Naturinstitut viser, at hvis den igangværende opvarmning af arktis fortsætter frem til år 2100, vil vinterhvalerne miste store områder af deres nuværende levesteder og de ville skulle flytte sig flere hundrede kilometer nordpå for at finde egnede levesteder. Hvidhvalerne klarer sig bedst da kun omkring halvdelen af deres sommer områder forsvinder. Grønlandshvalerne og narhvalerne mister noget mere og skal flytte sig langt mod nord. Det er ikke sikkert at de er istand til på kort tid at skifte vaner og levesteder. Tilføjes menneskelige forstyrrelser, f.eks. øget skibstrafik, forurening og en fangst, som i nogle tilfælde ikke er bæredygtig, kan man forvente, at der vil være færre grønlandshvaler, narhvaler og hvidhvaler i Grønland i fremtiden, og at de kommer til at leve i et mindre område længere nordpå end deres nuværende udbredelse.

Fernando Ugarte

Professor Mads Peter Heide-Jørgensen har igennem mange år arbejdet tæt sammen med fangere, for at kunne sætte satellitsendere på levende hvaler. Foto: Carsten Egevang.

Forskere har igennem flere år arbejdet med fangere. Her en fanger, der har solgt en levende narhval, så til forskningen. Foto Carsten Egevang.

Litteraturliste

1. Chambault, P., et al., Sea surface temperature predicts the movements of an Arctic cetacean: the bowhead whale. Scientific Reports, 2018. 8(1): p. 9658.

2. Laidre, K.L. and M.P. Heide-Jørgensen, Spring partitioning of Disko Bay, West Greenland, by Arctic and Subarctic baleen whales. ICES Journal of Marine Science, 2012. 69(7): p. 1226-1233.

3. Kovacs, K., et al., The endangered Spitsbergen bowhead whales’ secrets revealed after hundreds of years in hiding. Biology Letters, 2020. 16: p. 20200148.

4. NAMMCO, Report of the 27th meeting of the NAMMCO Scientific Committee. NAMMCO-North Atlantic Marine Mammal Commission, 2021.

5. Heide-Jørgensen, M.P., et al., Rebuilding beluga stocks in West Greenland. Animal Conservation, 2016. 20.

6. Skovrind, M., et al., Circumpolar phylogeography and demographic history of beluga whales reflect past climatic fluctuations. Molecular Ecology, 2021.

7. Heide-Jørgensen, M.P., et al., A metapopulation model for Canadian and West Greenland narwhals. Animal Conservation, 2013. 16.

8. Heide-Jørgensen, M.P., et al., The predictable narwhal: Satellite tracking shows behavioural similarities between isolated subpopulations. Journal of Zoology, 2015. 297.

9. Chambault, P., et al., The impact of rising sea temperatures on an Arctic top predator, the narwhal. Scientific Reports, 2020. 10(1): p. 18678.

10. Heide-Jørgensen, M.P., et al., Some like it cold: Temperature‐dependent habitat selection by narwhals. Ecology and Evolution, 2020. 10.

11. Louis, M., et al., Influence of past climate change on phylogeography and demographic history of narwhals, Monodon monoceros. Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences, 2020. 287: p. 1925.

12. Heide-Jørgensen, M.P., et al., Narwhals require targeted conservation. Science, 2020. 370: p. 416.1-416.