Finhval
Balaenoptera physalus
Nuup Kangerluani qipoqqaap anernera. Asseq: C. Egevang.
Biologi
Med en længde på 19-20m og en vægt på mellem 45 og 75 tons er finhvalen den nordlige halvkugles 2. største dyr, kun overgået af blåhvalen. Finhvalen er en bardehval og bruger barderne til at filtrere vandet for blandt andet sild, lodde, blåhvilling og små krebsdyr som vandlopper og kril.
Udbredelse
Finhvalen er udbredt i alle verdenshavene og vandrer fra lave til høje breddegrader. Den ses dog sjældent i troperne. Finhvaler er almindelige og vidt udbredte i de vest- og østgrønlandske farvande.
I november måned begynder finhvalerne at parre sig, mens de stadig opholder sig i de kolde have ud for Vestgrønland og i Davisstrædet, og igennem de seneste år, er finhvaler også blevet set helt nord på ved Uummannaq i november måned.
Når isen begynder at lægge sig, trækker finhvalerne syd på. De vender tilbage i maj måned, når isen igen har trukket sig tilbage. I Østgrønland er finhvalerne til tider blevet set om sommeren fra den sydligste del af landet indtil iskanten ved 78o nord.
Finhvalens blåst rækker flere meter i vejret. Foto: L. M. Rasmussen.
Status i Grønland
Finhvaler betragtes som “truet” på den internationale union til bevaring af naturen, IUCNs globale rødliste over truede dyrearter, selvom arten er så vidt udbredt. Bestandene af finhvaler på verdensplan blev muligvis reduceret med mere end 50 % tidligt i det 20. århundrede. Der er mange finhvaler i Nordatlanten, og populationen betragtes som “ikke truet” på den Grønlandske Rødliste.
Forskning og forvaltning
Fra 1922 til 1958 blev finhvalerne i Vestgrønland jaget af norske og danske hvalfangere. I denne periode var den gennemsnitlige årlige fangst omkring 109 finhvaler. 2. verdenskrig (1939-45) betød dog en pause i de europæiske hvalfangster i grønlandske farvande.
I 1948 begyndte grønlænderne selv at drive kommerciel fangst på finhvaler fra fiskerbåde med harpunkanoner og 0-13 er registreret fanget hvert år indtil 1970’erne. Siden 1977 har den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) reguleret fangsten af alle storhvaler og givet de årlige kvoter for oprindelige folks hvalfangst på finhvaler i Vestgrønland. Kvoten har varieret mellem 6 og 23 hvaler og var stabilt på 19 hvaler fra 1995 frem til 2009. Kvoten blev dog sjældent brugt, og kun omkring 10 hvaler blev fanget årligt. Kvoten blev reduceret til 10 finhvaler årligt i 2010.
Grønlands Naturinstitut bruger forskellige metoder til at studere finhvalerne. Vi foretager regelmæssigt observationer og tællinger fra fly og både for at beregne størrelsen af bestandene og konstatere udbredelsen af finhvaler i Vestgrønland. Læs hvordan havpattedyr bliver optalt her. Oplysninger fra fangere via særmeldings-skemaer, samt vævsprøver samlet af fangere bliver brugt til beregning af den bæredygtige fangst, samt analyser af bestandens identitet og finhvalernes økologi. Satellit mærkning bliver brugt til at undersøge hvordan finhvalerne vandrer samt hvor lang tid de er neddykket. Det sidste bruges til udregning af bestandens størrelse på baggrund af flytællinger. Grønlands Naturinstitut har også undersøgt finhvalernes lyde og bland andet fået bekræftet at finhvalerne befinder sig i Davisstrædet helt indtil slutningen af december inden de svømmer sydpå (se artiklen: Parringssang i polarnatten).
Den hvide tegning på den højre kæbe er et af de typiske kendetegn på en finhval, Diskobugten 2006. Foto: F. Ugarte.
