Hvidhval
Flok af hvidhvaler. Foto: M. P. Heide-Jørgensen.
Delphinapterus leucas
Biologi
Hvidhvalen (beluga) er en hvid tandhval uden rygfinne. Unge hvidhvaler har en grålig farve, men efterhånden som dyret bliver ældre lysner farven gradvist og hvidhvalen opnår sin hvide farve omkring 6 års alderen. En udvokset hvidhval er mellem 3-5m lang og vejer op til 1.500 kg. Hunnerne er en smule mindre end hannerne. Hvidhvalens føde består overvejende af fisk som polartorsk, fjordtorsk, rødfisk, havkat og hellefisk, men den spiser også blæksprutter, rejer, krabber og fjeldørreder.
Hvidhvalen er nært beslægtet med narhvalen og der findes beskrivelser af mærkeligt udseende hvaler som forskere og fangere har spekuleret på om kunne stamme fra en krydsning mellem de to arter (kaldet hybridisering). På baggrund af et atypisk hvalkranie fra Disko Bugten har forskere fra Grønlands Naturinstitut og Købehavns Universitet, kunne fastslå at dette kranie var afkom af en hun-narhval og en han-hvidhval og dermed endelig bekræfte hypotesen om mulig hybridisering mellem narhvaler og hvidhvaler. Studiet kan læses her.
Hvidhvalfangst i Upernavik. Foto: GN.
Udbredelse
Hvidhvalerne ses oftest i grupper på 2-10 dyr og de opholder sig året rundt i Arktiske farvande. I Østgrønland er hvidhvalerne et sjældent syn, men i Vestgrønland finder man hvidhvalerne i vinterhalvåret (efterår – forår) fra Qaanaaq i nord til farvandene syd for Diskobugten. Nogle af hvalerne bruger området i Nordvandet udfor Qaanaaq til fødesøgning, mens andre vandrer videre sydpå til fødesøgningsområder ud for Sisimiut, især Store Hellefiskebanke. Man finder hvidhvalen året rundt i det højarktiske, canadiske øhav og det er også her, at hvidhvaler, som har opholdt sig langs den grønlandske vestkyst i løbet af vinteren, vandrer til i løbet af foråret for at parre sig og føde deres unger.
Kort over de enkelte bestande af hvidhvaler i Vestgrønland og Canada. Kilde: www.nammco.no
Hvidhvalerne lever, som grønlandshvalen og narhvalen, i tæt samspil med pakisen. Fra tid til anden sker det at temperaturen pludselig falder drastisk og de revner og huller som hvalerne er så afhængige af for at trække vejret, fryser til. Så kan en større eller mindre gruppe af hvaler risikere at blive fanget i en såkaldt sassat – grønlandsk betegnelse for en gruppe af hvaler, der bliver indfanget i isen.
En flok hvidhvaler fanget i en sassat. Foto: Grønlands Naturinstitut arkiv.
Status i Grønland
Kommerciel fangst af hvidhvaler begyndte i slutningen af 1800-tallet og i løbet af 1920’erne var hvalerne helt forsvundet fra farvandene syd for 66° N på grund af overfangst. Bestanden i Vestgrønland blev reduceret fra estimeret 35.000 dyr i 1954 over estimeret 18.600 dyr i 1970 til estimeret 8.000 dyr i 2004. I 2004 blev jagten kvoteret, og hvidhvalen har siden være i fremgang.
Forskning og forvaltning
Med hjælp fra både grønlandsk, dansk og international finansiering, har Grønlands Naturinstitut, i tæt samarbejde med lokale fangere, udført undersøgelser af hvidhvaler. Undersøgelserne fokuserede på hvalernes vandring, reproduktion og alder, samt tællinger fra fly. Det er på baggrund af disse undersøgelser at det nu er muligt at give en positiv vurdering af den grønlandske forvaltning af hvidhvaler. Det er Grønlands Selvstyre, som fastsætter kvoterne efter en rådgivning fra JCNB (Joint Commission on Conservation and Management of Narwhal and Beluga). Rådgivningen er baseret på forskning og optællinger af hvidhvalerne og GN samarbejder med NAMMCO og JCNB om at fastslå bestandsstørrelserne af populationer af både nar- og hvidhvaler, som deles med og også fanges i Canada.
Fangst af hvidhval i forbindelse med satellitmærkning i 2004. Foto: M. P. Heide-Jørgensen.
Læs mere om forskning i hvidhvaler her.
