Marsvin
Phocoena Phocoena
Et marsvin bryder vandoverfladen for at trække vejret. Foto: M Iversen.
Biologi
Marsvinet er en lille tandhval, der er mørk på ryggen, rygfinnen og lufferne og lys på bugen. I Grønland bliver marsvin kønsmodne når de er ca. 3 år gamle og måler ca. 140 cm og vejer ca. 40 kg. Når de er fuldt udvokset måler de op til 160 cm og vejer op til 70 kg, hvilket gør marsvin til den mindste hvalart i Grønland. Hunnerne er større end hannerne, men bliver muligvis ikke så gamle som hannerne. De ældste hunner, der er blevet aldersbestemt i Grønland var 14 år mod 17 år for hanner.
I Vestgrønland spiser marsvin især stimefisk som lodde og torsk, men de tager også blæksprutter og dybhavsfisk, som de kan fange på ned til 400 meters dybde. Marsvinet selv er yndet føde for hajer, spækhuggere og mennesker.
En grønlandshaj har taget en bid af et marsvin i Qaqortoq. Foto: K. Motzfeldt.
Udbredelse
Marsvin er vidt udbredt på hele den nordlige halvkugle og kan oftest ses i kystnære områder. Det kan være svært at se marsvin i naturen, da de som oftest lever alene eller i små grupper og kun kortvarigt kommer til overfladen. I Grønland kan marsvin observeres året rundt langs vestkysten, men der er særligt mange om sommeren og i størst koncentrationer mellem Diskobugten og Paamiut. Marsvin ses også fåtalligt i det Sydøstgrønland. Bestandens størrelse er kun delvist kendt, men man regner med minimum 700.000 dyr i hele Nordatlanten.
Satellitsporinger fra mærkede marsvin fra Vestgrønland. Hver farve repræsenterer ét marsvin.
Status i Grønland
Marsvinefangsten har været dokumenteret i mere end 100 år og er elektronisk registreret siden 1993. I perioden 1993-2001 blev der fanget mellem 1.400 og 2.000 marsvin pr. år. Fangsten steg markant i perioden 2002-2009 med årlige fangster mellem 1.700 og 3.200 marsvin. Siden 2009 har fangsten ligget stabilt på ca. 2.200 dyr årligt. Fangsten sker hovedsaligt nord og syd for Maniitsoq, hvor man også finder den største koncentration af marsvin i Grønland. Fangststatistikken medregner ikke dyr, som er ramt men mistet og tallet må derfor anses som et minimum tal for den faktiske fangst.
Et marsvin er gået i garnet og er klar til at blive mærket med satellitsender. Foto: N. Nielsen.
Forskning og forvaltning
I 2011 færdiggjorde Grønlands Naturinstitut en undersøgelse af marsvins tilpasning til klimaforandringer. Det viste sig at marsvin var i bedre fysisk stand i 2009 end i 1995. Forklaringen menes at være Atlanterhavs torsken, som i de senere år har været ret almindelig på bankerne i Vestgrønland som følge af de varmere havstrømme (læs mere om studiet her). En konsekvens af et varmere klima er desuden en øget forekomst af parasitter, hvilket et delstudie kunne vise (læs om studiet her). Med støtte fra Miljøstyrelsens pulje til Miljøstøtte til Arktis (Dancea), Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KVUG) samt Grønlands Naturinstitut, blev et stort studie om marsvins biologi og økologi færdigt i 2018. Under dette studie lykkedes det Grønlands Naturinstitut og lokale fangere i Maniitsoq, for første gang aktivt, at fange og mærke vilde marsvin med satellitsendere. Senderne sad på dyrene i gennemsnit lige under et år, men enkelte sendere varede næsten 3 år. Informationerne fra senderne gav et interessant indblik i marsvinenes årlige vandringer, samt deres dykkeadfærd. Det viser sig at mange marsvin fra Vestgrønland svømmer langt væk fra Grønland og helt ud i Nordatlanten om vinteren, men alle kommer de tilbage til den grønlandske kyst om sommeren (læs mere om vandringerne her og om dykkeadfærden her).
Fangsten af marsvin i Grønland er blevet vurderet i NAMMCOs (den Nordatlantiske Havpattedyrskommission) videnskabelige arbejdsgruppe for marsvin i 2019, men grundet usikkerhederne omkring de faktiske fangsttal, kan NAMMCO ikke på nuværende tidspunkt vurdere om fangsten er bæredygtig.
Et marsvin har fået monteret en satellitsender på rygfinnen og er klar til at blive sat ud igen. Senderen kan fortælle hvor dyret tager hen og hvor dybt den dykker. Foto: N Nielsen.
