Spækhugger

Orcinus orca           

Illustration af Pieter Folkens.

Biologi

Spækhuggeren er verdens største delfin og er med sine hvide aftegninger, samt hannernes imponerende høje rygfinne, meget karakteristisk. Hanner er større end hunner:

Hunnerne vejer op til 7.5 tons og måler 8.5 meter

Hannerne vejer op til 10 tons og måler op til 10 meter, men de dyr, der ses i de grønlandske farvande tilhører formentlig en gruppe af mindre dyr.

Spækhuggeren som art har et meget bredt fødevalg bestående af diverse fiskearter, herunder hajer og rokker, blæksprutter, sæler, andre hvaler, fugle og havskildpadder. I Grønland er det fundet både fisk og havpattedyr i maverne.

Udbredelse

Spækhuggere er udbredt i alle verdens oceaner. I Grønland ses de sporadisk langs vestkysten og østkysten, men er blevet hyppigere langs Østkysten de seneste år. Generelt foreligger der meget lidt viden om spækhuggerens forekomst i Grønland.

En gruppe spækhuggere i Østgrønland. Foto: F. Ugarte

Status i Grønland

På verdensplan er der mange både store og små adskilte bestande af spækhuggere. En del af dem går tilbage i disse år, som følge af nedsat reproduktion og sygdomme, der skyldes høje niveauer af miljøgifte, særligt PCB. PCB (Polyklorerede bifenyler) er en gruppe kemisk fremstillet stoffer, der har været vidt udbredt i industrien indtil de blev forbudt i 1980´erne. Problemet med PCB er, at det binder sig til fedtvævet, og dermed bliver ført med op i fødekæden hvor det kan gøre stor skade på blandt andet nervesystemet hos de dyr, der er øverst i fødekæden og som spiser meget fedtholdig føde. Da en spækhugger ligger øverst i fødekæden, vil den derfor have ophobet større koncentrationer af miljøgifte end arter længere nede i fødekæden. Læs mere om miljøgifte i Grønland her.

Spækhuggere har i mange år været meget sjældne ved Grønlands kyster, men det sidste årti er de blevet mærkbart mere almindelige. Særligt i Tasiilaq-området hvor fangster af spækhuggere ikke længere er unormale. Undersøgelser af disse fangne hvaler viser, at de er genetisk identiske med de andre nordatlantiske spækhuggere, men at de er langt mere forurenet af miljøgifte. Dette skyldes formentlig at de spækhuggere som optræder ved Grønlands østkyst, har specialiseret sig i at spise havpattedyr i modsætning til de andre, som mest spiser fisk.

Det er uvist hvor mange spækhuggere, der er i de grønlandske farvande og om der er tale om en egentlig bestand. Det er nok mere sandsynligt, at spækhuggere i Grønland kommer fra andre omkringliggende bestande. Ved de sidste to flytællinger i henholdsvis 2005 og 2015 blev der observeret 0 og 4 dyr og ikke nok til at estimere bestandens størrelse. Hvis det lykkes at få nok observationer til at lave et estimat, vil det dog også kun give et øjebliksbillede som næppe vil reflekterer hvor mange spækhuggere, der optræder i de grønlandske farvande. Status for de grønlandske spækhuggere er derfor ukendt og betegnes som Utilstrækkelig Data på den Grønlandske Rødliste.

Forskning og forvaltning

Spækhuggere er som alle andre delfiner i Grønland ikke underlagt kvoter. Grønlands Naturinstitut har pt ingen projekter omhandlende spækhuggere, men har været involveret i studier om genetik og miljøgifte.

Spækhuggerne fanget ved Tasiilaq har ofte sæler i maven. Foto: A. Rosing-Asvid

Læs mere om spækhuggere her:

Den Nordatlantiske Havpattedyrkommission (NAMMCO) – på engelsk