Rejer

Pandalus borealis, hun med rogn under hovedskjoldet.

Dybhavsrejen (Pandalus borealis) er Grønlands vigtigste eksportartikel. Arbejdet med at vurdere bestanden af dybhavsrejer er en af Grønlands Naturinstituts vigtigste opgaver.

Kendetegn

Dybhavsrejen er en ensartet rød reje, der bliver op mod 20 cm lang fra spidsen af pandetornen til halespidsen. Den kogte reje – som er den udgave, de fleste møder – har pga. det kogte, hvide kød en lidt flad rød/lyserød farve. Den levende reje er gennemsigtigt, næsten lysende, dybt rosa. Dybhavsrejen adskiller sig i udseende fra Pandalus montagui (“rejekonge”), som også forekommer i fangsterne, ved at mangle striber, og ved at tænderne (12-16 stk.) på oversiden af pandetornen går næsten ud til spidsen af pandetornen.

Udbredelse

Dybhavsrejen forekommer i sit sydlige udbredelsesområde på fastlandssoklerne i Nordsøen og Skagerrak og i Gulf of Maine ved USA’s østkyst. I det nordlige område findes den i Barentshavet nord for Norge, omkring Island og i Danmarkstrædet og Davis Strædet ved Øst- og Vestgrønland. Dybhavsrejen lever også i den nordlige del af Stillehavet ved Alaska og ved det nordlige Japan.

Dybhavsrejen er mest almindelige på mudret bund på dybder fra ca. 50 til 600 meter, men forekommer også på dybder langt større end 1.000 meter.

Dybhavsrejens hovedudbredelse (røde områder).

Vestgrønland

Rejerne er udbredt fra syd (60° N) til nord (76° N) langs Grønlands vestkyst. De tætteste koncentrationer af rejer findes nord for 66° N og i Disko Bugt. I 2020 var den gennemsnitlige tæthed af rejer 2.710 tons/km² udenskærs i området nord for 66° N og 6.750 i gennemsnit tons/km² i Disko Bugt. Tætheden varierer dog fra år til år.

Østgrønland

I Østgrønland er rejer hovedsageligt koncentreret i området øst for Dohrn Banke. Her var tætheden af rejer i 2020 mindre end 1.000 tons/km², men der har tidligere været store koncentrationer af rejer i området.

Formering, vækst og alder

Dybhavsrejen er “førsthanlig hermafrodit”. Det vil sige, at en reje i løbet af sit liv er både han og hun (= hermafrodit), og at den begynder sin voksne tilværelse som han og ender den som hun.

Rejen starter sin livscyklus som et æg, der udvikles lige under hunnens hovedskjold (den blågrønne plet bag øjet på den levende reje på billedet ovenfor). Hunnen gyder sine op til 2.800 æg ved at presse dem ud gennem to kanaler mellem forkroppens ben, hvor de befrugtes med sæd, som en han har afsat. De befrugtede æg holdes fast mellem svømmebenene under hunnens bagkrop, indtil de klækkes ca. otte måneder senere. De nyklækkede larver lever frit i den øverste del af vandet og gennemgår flere forskellige larvestadier, før de når en størrelse, hvor de søger ned mod bunden.

Når rejen er ca. 4 år gammel, er den fuldvoksen og fungerer som kønsmoden han. Det gør den i 2-3 år, og den kan i løbet af den tid nå at parre sig flere gange. Når rejen er 6-7 år gammel og vejer 7-9 gram, skifter den køn og lever nu resten af livet som hun. En gammel hun kan veje ca.15 gram.

Føde

Dybhavsrejen lever af meget forskellig føde – bl.a. orme, dødt organisk materiale, alger og forskellige smådyr – som de finder på bunden og i vandsøjlen. Som regel bevæger rejerne sig om aftenen fra bunden op i vandsøjlen, hvor de søger føde i de vandlag, der rummer tilpas mængder af plankton. Om morgenen vender de igen tilbage til bunden, hvor de æder de organismer, der drysser ned ovenfra (den såkaldte ”marine sne”).

Dybhavsrejen er selv føde for større fisk som torsk, helleflynder, hellefisk og laks. Sæler spiser også gerne rejerne.

Bestande og forvaltning

Rejeforekomsterne ved Vestgrønland og Østgrønland forvaltes som to forskellige bestande. Grønlands Selvstyre sætter således en kvote for hvert område.

Grønlands Naturinstitut (før 1995: Grønlands Fiskeriundersøgelser) har siden slutningen af 1940’erne foretaget undersøgelser af rejer. I starten foregik undersøgelser udelukkende i de kystnære områder og i Disko Bugt, men fra slutningen af 1960’erne begyndte man også at undersøge den udenskærs del af bestanden. Arbejdet bestod i begyndelsen hovedsageligt i at finde nye rejeforekomster og at vurdere, om forekomsterne var store nok til at kunne udnyttes kommercielt. Først i 1970’erne begyndte instituttet at rådgive om, hvor meget der kunne fanges, hvis fiskeriet skulle være bæredygtigt. Siden 1988 har instituttet hvert år fra starten af juni til midten af september undersøgt bestanden af rejer ved Vestgrønland med trawlere af Pâmiut-klassen. Fra 2022 vil undersøgelserne foregå med Grønlands nye forskningsskib Tarajoq.

Logbøger, fiskeriundersøgelser og rådgivning

Alle trawlere har siden december 1996 haft pligt til at føre logbog med oplysninger om, hvor de har fisket, og hvor meget og hvad de har fanget. Oplysningerne afleveres til Grønlands fiskerilicenskontrol (GLFK). Grønlands Naturinstitut anvender oplysninger fra logbøgerne til bl.a. at vurdere, hvor længe der slæbes for at fange en bestemt mængde rejer, og om fiskeriet er koncentreret i bestemte områder. Oplysningerne indgår sammen med instituttets egne data i vurderingen af rejebestandens tilstand.

Data fra fiskeri og fiskeriundersøgelser behandles og analyseres af Grønlands Naturinstitut. Resultaterne bliver derefter forelagt og diskuteret i den internationale fiskeriorganisation NAFO, som i sidste ende udarbejder og godkender rådgivningen til Grønlands Selvstyre.