Ringsæl

Pusa hispida

Ringsæl i Diskobugt. Foto: Carsten Egevang.

Størrelse

Ringsælen er den mindste af de grønlandske sæl-arter. Længden af voksne kønsmodne individer varierer typisk fra 1.10 m til 1.45 meter fra snude til halespids, og vægten er fra 50 til 110 kg om vinteren, når de er fedest. De fleste ringsæler er tyndest om sommeren, og da vil de i gennemsnit have tabt ca. 1/3 af deres vintervægt. Der fanges dog af og til større ringsæler på op til 1.70m og 150 kg. Disse store ringsæler er ofte knyttede til bestemte fjorde, og de er i reglen mere stedfaste end de små ringsæler.

Føde

Hovedparten af ringsælerne ved Grønland lever i de isfyldte områder i Nord- og Østgrønland, og der spiser de mest polartorsk og Themisto (en slags tanglopper der lever i de frie vandmasser – se billede af mavesæk). Kosten bliver mere varieret, i subarktis, hvor eksempelvis lodde, uvaq, krill og mysider også er på menuen.

Ringsæl mavesæk og indhold af Themisto.

Themisto.

Reproduktion

Ungerne fødes omkring månedsskiftet marts – april i en hule, der er udgravet i en snedrive (se billede). Ved fødslen er de ca. 60 cm lange og vejer omkring 4.5 kg. Data fra fast-is-områder i Canada viser, at ungerne der dier i 6-7 uger, og ringsælungerne derfra er i gennemsnit ca. 88 cm lange og vejer 22 kg, når de forlades af moderen. Is-forholdene kan dog have stor indflydelse på dieperiodens længde. Data fra drivis områder i det Okhotske Hav viser, at ringsælerne der kun dier i ca. 3 uger. Parringen formodes at foregå i slutningen af eller lige efter dieperioden. Hannernes dykkeadfærd (mange lave dyk), og bidmærker på kroppen indikerer, at de aktivt forsvarer territorier under isen. De vil ofte også udskille et kraftigt lugtende sekret fra kirtler i ansigtet. Dette bruges til at afmærke åndehuller og huler, og deres kød får en anderledes lugt og smag, når de er i denne tilstand, som kaldes ”tiggak”. Hanner i ”tiggak” kan i nogle områder mødes hele vinteren fra starten af isdækket, så dette fænomen er ikke kun begrænset til yngleperioden.

Model af ringsæl med unge i snehule oven på isen. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Fældning

Nogle ringsæler begynder at fælde (skifte hår) i april, men de fleste steder topper fældning i sidste halvdel af maj og første halvdel af juni, og i den periode bruger ringsælerne i gennemsnit mere end halvdelen af deres tid med at ligge på isen. Særligt når der er stille vejr, sol og varme, så ligger de næsten alle sammen på isen og øger blodtilførslen til huden, så de nye hår kan gro. Derfor foretages tællinger af ringsæler ofte i den periode. Hannerne kan godt både være tiggak og fælde på samme tid, og nogle hunner vil også fælde i perioden hvor de stadigvæk dier deres unge.

Udbredelse

Figuren viser udbredelsen af de forskellige underarter af ringsæl.

Ringsælerne har en cirkumpolar udbredelse, og findes i stort set alle nordlige områder, hvor der regelmæssigt dannes vinteris. Ringsælerne inddeles i fem underarter hvoraf de arktiske ringsæler (Pusa hispida hispida) er langt den største gruppe. Det er usikkert hvor mange arktiske ringsæler der er i alt, men tallet menes med sikkerhed at være mere end 3 millioner. Hertil kommer lidt under 1 million af underarten Pusa hispida ochotensis, mens de tre andre sydlige underarter (hvoraf to lever i søer tilsammen kun udgør i omegnen af 20.000 individer.

Status

Ringsælernes jævne udbredelse i hele Arktis gør dem langt mere robuste imod overudnyttelse sammenlignet med de sæler som samles og yngler koncentreret i bestemte områder. Ringsælen er da også kategoriseret som ikke truet på den grønlandske rødliste.

Forvaltning

Rådgivning om fangst og forvaltning af grønlandske ringsæler hører under NAMMCO, og her blev man i 1995 bedt om at udarbejde en rådgivning, som bl.a. skulle belyse om den relativt store fangst af ringsæler er bæredygtig. Arbejdet med denne rådgivning viste, at der stadig er store mangler i vores viden om ringsæler. Især ved vi kun lidt om de ringsæler, der opholder sig i udenskærs drivisområder om vinteren. Alligevel blev ringsælen kategoriseret som ”ikke truet”, med begrundelse i ringsælens jævne udbredelse i et meget stort område. Størstedelen af ringsælerne lever uden for fangernes rækkevidde. Samtidig viser analyser af fangsten, hovedsageligt består af unge ikke kønsmodne dyr, hvilket gør fangstens betydning for bestandsudviklingen mindre. Fangst kan dog godt reducerer ringsælerne lokalt, og lokale reguleringer (som der findes en del af), kan derfor være med til at øge antallet og produktiviteten af de ringsæler, som lever tæt på fangst-områder.

NAMMCO vil igen evaluere ringsælernes tilstand i 2022. Her er håbet bl.a. at igangværende sporinger og genetiske studier, vil kunne bruges til at afgrænse de arktiske ringsæler i bestande (områder hvorimellem der kun er lidt eller ingen udveksling af sæler). Dermed vil man bedre kunne vurdere om fangsten er bæredygtig i alle områder.

Forskning

Stor ringsæl fra Kangia ved Ilulissat isfjord, med data-logger, der måler og sender (via satellit) data om vandets saltholdighed og temperaturer ned gennem vandsøjlen.

Ringsæler har vist sig at have meget forskellig adfærd i forskellige områder. Nogle steder er de fleste sæler meget stationære, mens de andre steder svømmer lange strækninger. Det er derfor et stort og bekosteligt arbejde at kortlægge ringsælernes færden i hele deres udbredelsesområde. Heldigvis for denne forskning har oceanografer fået øjnene op for at satellitsendere på sæler bl.a. kan bruges til at samle data om vandets temperatur og saltholdighed ned igennem vandsøjlen, når sælen dykker. Her kan særligt ringsælen gøre gavn, fordi mange ringsæler lever i isfyldte farvande, hvor det kan være umuligt eller meget dyrt og besværligt komme rundt i med båd. Derfor bruges ringsæler i disse år som indsamlere af oceanografiske data og samtidigt får man data om sælernes adfærd.

Ringsæl med sender. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.