Ringsæl

Pusa hispida

Ringsæl i Diskobugt. Foto: Carsten Egevang.

Størrelse og udseende

Ringsælen er den mindste af de grønlandske sæl-arter. Længden af voksne kønsmodne individer varierer typisk fra 1.10 m til 1.45 meter fra snude til halespids, og vægten er typisk fra 50 til 110 kg om vinteren, når de er fedest. De fleste ringsæler er tyndest om sommeren, og da vil de i gennemsnit have tabt ca. 1/3 af deres vintervægt. Der fanges dog af og til større ringsæler ( de største på op til 1.70m og 150 kg). Disse store ringsæler er ofte knyttede til bestemte fjorde, og de er i reglen mere stedfaste end de små ringsæler.

Tidligere DNA-studier har ikke kunne vise forskelle, som har kunne bruges til at opdele de Arktiske ringsæler i forskellige bestande. Der sker tilsyneladende jævnligt en udveksling af gener f.eks. imellem Canada og Grønland, og imellem små og store ringsæler.

En undtagelse er Isfjorden ved Ilulissat (Kangia) hvor ringsælerne er meget store. Deres farvetegninger og ringe ser også noget anderledes ud, og disse sæler viser sig at have mange mutationer, som andre ringsæler ikke har. Deres gener indikerer at de blev adskilt fra de andre Arktiske ringsæler for ca. 220.000 år siden og at de har levet isoleret frem til for ca. 25.000 år siden.

Hvor de har været isolerede vides ikke med sikkerhed, men en mulighed er de blevet fanget i sidefjordene til Kangia, når den store gletsjer vokser, og blokerer disse fjorde.

NASA/Goddard Space Flight Center Scientific Visualization Studio. Historisk kælvings front på baggrund af studier udført af Anker Weidick and Ole Bennike, Geological Survey of Denmark og Grønland. https://svs.gsfc.nasa.gov/vis/a000000/a003600/a003630/Jakobshavn_2009_sm2.21911.jpg

Øverst stor ringsæl fra Kangia. Nederst en af de mindre ringsæler fra kysten.

Føde

Hovedparten af ringsælerne ved Grønland lever i de isfyldte områder i Nord- og Østgrønland, og der består føden hovedsageligt af polartorsk, istorsk og Themisto (en slags tanglopper der lever i de frie vandmasser – se billede af mavesæk). Kosten bliver mere varieret, i Vestgrønland syd for Uummannaq hvor eksempelvis lodde, uvaq, krill og mysider også kan være vigtige fødeemner..

Ringsæl mavesæk og indhold af Themisto.

Themisto.

Reproduktion

Ungerne fødes omkring månedsskiftet marts – april i en hule, der er udgravet i en snedrive (se billede). Ved fødslen er de ca. 60 cm lange og vejer omkring 4.5 kg. Data fra fast-is-områder i Canada viser, at ungerne der dier i 6-7 uger, og ringsælungerne derfra er i gennemsnit ca. 88 cm lange og vejer 22 kg, når de forlades af moderen. Is-forholdene (særligt stabiliteten) syntes at have indflydelse på dieperiodens længde. Data fra drivis områder i det Okhotske Hav viser, at ringsælerne der kun dier i ca. 3 uger. Parringen formodes at foregå i slutningen af eller lige efter dieperioden. Hannernes dykkeadfærd (mange lave dyk), og bidmærker på kroppen indikerer, at de i områder med stabil is aktivt forsvarer territorier under isen. Ofte udskiller de også et kraftigt lugtende sekret fra kirtler i ansigtet. Dette bruges til at afmærke åndehuller og huler, og deres kød får også en anderledes lugt og smag, når de er i denne tilstand, som kaldes ”tiggak”. Hanner i ”tiggak” kan i nogle områder mødes hele vinteren fra starten af isdækket, så dette fænomen er ikke kun begrænset til yngleperioden.

Model af ringsæl med unge i snehule oven på isen. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Fældning

Nogle ringsæler begynder at fælde (skifte hår) i april, men de fleste steder topper fældning i sidste halvdel af maj og første halvdel af juni, og i den periode bruger ringsælerne i gennemsnit mere end halvdelen af deres tid med at ligge på isen. Særligt når der er stille vejr, sol og varme, så ligger de næsten alle sammen på isen og øger blodtilførslen til huden, så de nye hår kan gro. Derfor foretages tællinger af ringsæler ofte i den periode. Hannerne kan godt både være tiggak og fælde på samme tid, og nogle hunner vil også fælde i perioden hvor de stadigvæk dier deres unge.

Udbredelse og antal

Ringsælerne har en cirkumpolar udbredelse, og de findes i stort set alle nordlige områder, hvor der regelmæssigt dannes vinteris. Ringsælerne inddeles i fem underarter (bestande som har været fysisk adskilte i mange år, og derfor adskiller sig genetisk). Sælerne i Kangia (Ilulissat Isfjord) kan blande sig med andre ringsæler, men de gør det kun meget lidt, og de er fortsatgenetisk meget forskellige fra gruppen af Arktiske ringsæler, som de stammer fra. De har sikkert på et tidspunkt været adskilt fra andre ringsæler af fysiske barrierer, men nu hvor de lever side om side forbliver de adskilte, så betegner man dem ikke som en underart mensom en økotype.

Ringsælernes antal har man ikke så godt kendskab til, da der er store problemer med at lave præcise tællinger af ringsæl. For arter som klapmyds og grønlandssæler tæller man ungerne,som alle fødes på isen i et forholdsvist lille område. Det kan man ikke med ringsæler, som føder i huler under sneen. Derfor er den oftest brugte metode at tælle sæler som ligger på isen i fælde-perioden (når flest sæler er oppe på isen).Det giver et mindste estimat, som dog kan være meget usikkert, fordi andelen af sæler som ligger på isen kan variere fra dag til dag, og hen over dagen. Dette gør estimaterne usikre og daringsælerne er udbredt i enorme områder, bliver tællingerne tilmed meget dyre.

De arktiske ringsæler (Pusa hispida hispida) er langt de talrigeste af de 5 underarter, og de breder sig over et enormt område. .  Der skønnes at være i nærheden af 2.5-3 millioner af dem. Hertil kommer ca. 120.000 af underarten Pusa hispida ochotensis, mens de tre andre sydlige underarter (hvoraf to lever i søer) tilsammen kun udgør ca. 15-25.000 individer. Sælerne i Kangia er også blevet optalt og estimatet blev at der var ca. 1641 sæler oppe på isen (sidst i maj 2018). Dette er et mindste estimat, og typisk er det ca. lige så mange neddykkede sæler som sæler på isen i Maj, så alt i alt er estimatet ca. 3.000 individer.

Figuren viser udbredelsen og estimater for antal af de forskellige underarter af ringsæl. Antallet af de Arktiske ringsæler er et kvalificeret gæt baseret på sammenlægning af mange surveys, hvoraf de fleste er gamle.

For at kunne forvalte de Arktiske ringsæler, og for at kunne forstå ændringer i bestandene er det vigtigt, at de inddeles i mindre enheder hvorfra der kun er lille eller ingen udveksling med andre områder. Da genetikken indtil nu ikke har kunne hjælpe med det, har NAMMCOs ringsæl gruppe prøvet at definere sådanne områder vha. de eksisterende satellit-sporing studier af ringsæler.

Figuren viser at der ingen eller meget lidt udveksling er imellem Svalbard og Østgrønland. Østkysten syntes ikke at modtage ringsæler andet steds fra, men der syntes at være en strøm af (særligt unge) sæler sydover fra Nordøstgrønland. Der er også mange ringsæler i de fleste fjorde. Det Sydvestlige Grønland modtager også nogle ringsæler som kommer med storisen om sommeren, og der kan være enkelte som kommer til Labrador. Hovedparten af de sæler der kommer rundt om Kap Farvel bliver sandsynligvis fanget lokalt, så udvekslingen imellem Øst og West Grønland er antageligt ubetydeligt. Særligt i milde år med lidt storis.

Nordvestgrønland får til gengæld besøg af mange (særligt årsunger) som stammer fra de nordlige dele af det canadiske øhav. De betyder meget for fangsten i Nordvestgrønland og er hovedårsagen til at ringsælerne i det østlige Canada og Vestgrønland bør betragtes som en fælles ressource.

Ringsælerne i Hudson Bugten syntes at have meget lidt udveksling med Øst Canada. Der syntes også at være meget begrænset udveksling af ringsæler omkring Nordvestpassagen, men data fra det område er begrænsede, og ikke nok til at lave konklusioner.

Figuren viser en grov opdeling på bestande, samt nogle typiske bevægelses retninger dokumenteret vha. satellit-sporing.

Status

Ringsælernes jævne udbredelse i hele Arktis gør dem langt mere robuste imod overudnyttelse sammenlignet med de sæler som samles og yngler koncentreret i bestemte områder. Ringsælen er da også kategoriseret som ikke truet på den grønlandske rødliste. (2018). Der er dog indikationer på at antallet ringsæler omkring Grønland måske er faldende. I alle tilfælde er fangsterne både i Øst- og Vestgrønland halverede siden 2005. Blandt mulige årsager til den faldende fangst kan det nævnes at isbjørne kvoter blev indført i Vestgrønland i 2006 og i Østgrønland i 2008. Man kan derfor ikke udelukke at der er blevet flere isbjørne, og at de er med til at reducerer ringsæl bestandene. Is-forholdene har også ændret sig en del siden 2005, og det samme har fokuseringen på fiskeri frem for fangst i nogle områder. Desuden er mængden af slædehunde halverede i nogle områder i denne periode, og det har reduceret behovet for sæl kød. Der er altså mange faktorer der kan påvirke fangsten i den ene eller anden retning, og der er derfor flere ting som bør undersøges for at forstå hvorfor fangsterne er faldende.

Med beskrivelsen af økotypen som lever i Kangia er der blevet endnu en bestand som kræver særskilt opmærksomhed. En af de ændringer som er sket i Kangia over de seneste år, er at der har været perioder om efteråret og vinteren, hvor isfjeldene har været så små, at de ikke er strandede i mundingen af fjorden som de plejer. Mange isfjelde er sejlet ud i Disko Bugten, så der er opstået store åbninger i Kangia. Det har medført at joller og både er sejlet ind Kangia bl.a. for at jagte sæler i områder som tidligere var beskyttede af de tætpakkede isfjelde. Hvorvidt dette har haft en negativ indflydelse på Kangia-bestanden, er endnu ikke afklaret!

Status for ringsælerne omkring Grønland er usikker på nuværende tidspunkt, men den anses ikke for at være truet.

Forvaltning

Den ringsæl forskning som vil blive prioriteret i Grønland de nærmeste år, vil være en ny tælling i Kangia (Ilulissat Isfjord), for at se om de ændrede isforhold har negativ indflydelse på Kangia ringsælerne. Desuden er der sket en forbedring i de genetiske metoder, så de Arktiske sæler muligvis kan opdeles i mindre enheder hvilket vi give en bedre forståelse af fangstens betydning i forskellige områder.

Store ringsæl surveys med fly er ikke på trapperne. Derimod er der forskere som arbejder med at bruge billeder fra droner og satellit-fotos samt AI til at optælle sæler på disse billeder. Sådanne teknikker kan potentielt gøre ringsæl-optællinger i store områder langt billigere om ganske få år!

Forskning

Den ringsæl forskning som vil blive prioriteret i Grønland de nærmeste år, vil være en ny tælling i Kangia (Ilulissat Isfjord), for at se om de ændrede isforhold har negativ indflydelse på Kangia ringsælerne. Desuden er der sket en forbedring i de genetiske metoder, så de Arktiske sæler muligvis kan opdeles i mindre enheder hvilket vi give en bedre forståelse af fangstens betydning i forskellige områder.

Store ringsæl surveys med fly er ikke på trapperne. Derimod er der forskere som arbejder med at bruge billeder fra droner og satellit-fotos samt AI til at optælle sæler på disse billeder. Sådanne teknikker kan potentielt gøre ringsæl-optællinger i store områder langt billigere om ganske få år!

Ringsæl med sender. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.