Grønlandssæl

(Pagophilus groenlandicus)

Grønlandssæler på ynglefeltet ved Newfoundland. Til venstre en ung (sandsynligvis førstegangsfødende) med begyndende sort side. Til højre en gammel med et stort sort felt på siden (sortside). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Størrelse og udseende

Grønlandssælen er en mellemstor sæl. Unge individer (blåsider) er spættede, men omkring kønsmodningen får de en sort aftegning på ryggen (de bliver til sortsider). Voksne hanner bliver i gennemsnit omkring 1,70 m, hunnerne ca. 5 cm kortere. Der er dog en del variation og de største individer bliver op til 2,00 m. De første voksne sæler som i midten af maj ankommer til Vestgrønland fra yngle-/fældefeltet ved Newfoundland vejer omkring 80-90 kg. De spiser sig fede hele sommeren og om efteråret, og umiddelbart før ynglesæsonen, som starter i februar, vejer hannerne i gennemsnit omkring 145 kg og hunnerne omkring 130 kg.

Føde

Føden langs den grønlandske vestkyst op til Upernavik består hovedsageligt af lodde (ammassat), suppleret med krill og forskellige småfisk. På fiskebankerne i de udenskærs områder antyder de relativt få indsamlede maver, at tobisen der er en meget vigtig føde. Nord for Upernavik spiser grønlandssælen oftest polartorsk, suppleret med themisto (en slags tangloppe som lever oppe i vandet – se billede under ringsæl). Fødevalget langs Østgrønlands kyst kendes ikke i detaljer.

En grønlandssæls maveindhold med dens foretrukne føde, Lodde. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Voksne grønlandssæler fouragerer oftest i flokke om sommeren og efteråret. Føden vil da i reglen bestå af lodde i Syd og midt Vestgrønland og polartorsk når man kommer nord for Upernavik. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Reproduktion

I løbet af vinteren samles næsten alle de voksne grønlandssæler i tre områder, hvor de føder deres unger (se udbredelse og antal). Grønlandssælen bliver i reglen kønsmoden omkring 5-årsalderen, men væsentligt senere kønsmodning er konstateret hos de østligste grønlandssæler i perioder med få lodder. På ynglefeltet ved Newfoundland og i Hvidehavet fødes ungerne fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Fødslerne i Grønlandshavet starter i reglen først i sidste halvdel af marts. Ungerne er ved fødslen ca. 80 cm lange, og vejer omkring 10 kg. De dier normalt i ca. 10-12 dage, og tager i denne periode lidt over 2 kg på om dagen. Parringen foregår normalt umiddelbart efter dieperioden. Det befrugtede æg deler sig nogle gange og går i dvale. Først omkring slutningen af juli eller begyndelsen af august sætter ægget sig fast i livmoderen (det implanteres) og fosterudviklingen starter.

Unge af grønlandssæl (whitecoat). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Fældning

Når parringssæsonen er overstået, samles først hanner og unge dyr i store koncentrationer for at fælde (skifte hårene). Hunnerne vil ofte fouragere i nogle uger før de begynder at fælde. Nogle sæler fælder i yngle-områderne mens andre er startet migrationen imod sommerområdet, når de stopper op for at fælde.

Udbredelse og antal

Figuren viser de tre yngleområder, samt estimater for antallet af grønlandssæler der er knyttet til hvert yngleområde.

Når grønlandssælerne er færdige med fældningen, gælder det om igen at opbygge fedtdepoterne, så de kan klare den næste yngle og fælde periode. Ved Newfoundland bliver hannerne først færdige med fældningen, og sammen med årsungerne, som ikke skal fælde, ankommer de til Vestgrønland omkring midten af maj. I løbet juni-juli dukker hunnerne også op, og sommeren igennem breder unge og voksne grønlandssæler sig nordover, både langs kysten og udenskærs i Baffin Bugten. Nogle vil også svømme syd om Grønland og op langs østkysten til Tasiilaq-området, hvor de kan møde andre grønlandssæler, som er født på ynglefeltet i Grønlandshavet. De fleste af sælerne fra Grønlandshavet vil om sommeren brede sig nordøst over til Barentshavet, hvor de blandes de sæler, som er født på ynglefeltet i Hvidehavet. Grønlandssælerne søger tilbage imod deres ynglefelter igen om vinteren i takt med at isen atter breder sig. Nogle få dyr overvintrer dog langs Sydvestgrønlands kyster.

De traditionelle yngleområder kan flytte sig lidt fra år til år afhængigt af is-forholdene, men siden de blev opdaget i 1700-tallet har den overordnede placering været nogenlunde uændret. I 2007 oplevede man dog, at der i det sydvestligste Grønland ankom flere hundrede nyligt afvænnede unger, som stadigvæk havde hvide hår (whitecoats). De blev transporteret med storisen op til Qaqortoq, og siden da er sådanne whitecoats blevet set adskillige gange på strækningen mellem Kap Farvel og Arsuk. Disse observationer indikerer at der nu også er en lille gruppe (langt mindre end de traditionelle grupper), som føder deres unger på isen i Sydøstgrønland.

Status

Den kommercielle fangst af grønlandssæler startede allerede i 1720´erne på ynglefeltet i Grønlandshavet og omkring 1760´erne ved Newfoundland. Fangsterne på disse felter toppede i midten af 1800-tallet, men aftog derefter gradvist, som følge af overudnyttelse der mindskede bestandene. I begyndelsen af 1970´erne var bestanden ved Newfoundland reduceret til mindre end 2 millioner individer. Siden da har fangstreguleringer og stærkt reducerede sælskindspriser, som følge af en massiv kampagne mod sælfangst i 1980erne, reduceret de kommercielle fangster betydeligt. Bestandene voksede derfor kraftigt fra 1970erne og frem til mid-1990erne, hvor bestanden passerede 6 millioner.

Hvad der er sket herefter, har man for nyligt revideret opfattelsen af. Man bruger nu en anden modeltype, som syntes at være en klar forbedring, og ifølge den skete der i perioden 2000-2012 et fald i bestanden til omkring 4½ million, hvorefter den er steget lidt igen til 4.7 millioner i 2019.

Den samlede grønlandsk-canadiske fangst på denne bestand har i perioden 2015-2021 i gennemsnitligt været på ca. 100.000/år imed ca. lige mange fangster i hvert land. Denne fangst har dog kun lille betydning for bestandsudviklingen, som nu hovedsagelig reguleres af sælernes egen kondition, reproduktionen samt af ungedødeligheden. F.eks. blev der i 2008 født ca. 1.6 millioner unger ved Newfoundland, hvorimod der i 2012 kun blev født ca. 800.000. Klimaeffekter og tæthedseffekter (f.eks. stor ungedødelighed pga. manglende/dårlig is i yngle-områderne, og svingninger i reproduktionen pga. større konkurrence om føden), har fået langt større indflydelse på bestandsudviklingen end fangsten.

Mht. bestanden som yngler i Grønlandshavet, så er den også vokset siden 1970erne, men langtfra så meget som bestanden ved Newfoundland. For denne bestand er man også gået over til at bruge en ny type model, og i dette tilfælde indikerer modellen af bestanden er lidt større end tidligere antaget.  Det nuværende bestandsestimat på denne bestand er på ca. 1.1 mill. sæler.

Rådgivning og forvaltning

Rådgivning om bæredygtig udnyttelse af grønlandssæl gives af en arbejdsgruppe, under ICES/NAFO/NAMMCO. Arbejdsgruppen består af forskere fra Norge, Canada, Grønland og Rusland.

Forskning

Bestandene af grønlandssæl overvåges ved at man ca. hvert femte år tæller antallet af unger som fødes på ynglefelterne. For at omregne dette til det samlede antal sæler i bestanden holder man bl.a. øje med hvor gamle hunnerne er, når de bliver kønsmodne, og hvor stor en andel af de kønsmodne hunner der får en unge.

Da bestandene var små efter mange års overfangst, voksede de i et jævnt hurtigt tempo og parametre som fødselsraten var jævn høj og ungedødeligheden var lav. Men i takt med at de blev flere, som konkurrerede om føden, og der samtidig kom år med dårlige is-forhold og massedød bland ungerne, så er der flere forhold som den gamle model ikke tager højde for. Derfor er man i 2023 gået over til en anden modeltype, og det har ændret noget på estimaterne, og på den udvikling som det ser ud til at bestandene har haft. Den nuværende model er i en slags testface, så den vil muligvis blive justeret i de kommende år.