Grønlandssæl

(Pagophilus groenlandicus)

Grønlandssæler på ynglefeltet ved Newfoundland. Til venstre en ung (sandsynligvis førstegangsfødende) med begyndende sort side. Til højre en gammel med et stort sort felt på siden (sortside). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Størrelse

Grønlandssælen er en mellemstor sæl. Unge individer (blåsider) er spættede, men omkring kønsmodningen får de en sort aftegning på ryggen (de bliver til sortsider). Voksne hanner bliver i gennemsnit omkring 1,70 m, hunnerne ca. 5 cm kortere. Der er dog en del variation og de største individer bliver op til 2,00 m. De første voksne sæler som i midten af maj ankommer til Vestgrønland fra yngle-/fældefeltet ved Newfoundland vejer omkring 80-90 kg. De spiser sig fede hele sommeren og om efteråret, og umiddelbart før ynglesæsonen, som starter i februar, vejer hannerne i gennemsnit omkring 145 kg og hunnerne omkring 130 kg.

Føde

Føden langs den grønlandske vestkyst op til Upernavik består hovedsageligt af lodde (ammassat), suppleret med krill og forskellige småfisk. På fiskebankerne i de udenskærs områder antyder de relativt få indsamlede maver, at tobisen der er en meget vigtig føde. Nord for Upernavik spiser grønlandssælen oftest polartorsk, suppleret med themisto (en slags tangloppe som lever oppe i vandet – se billede under ringsæl). Fødevalget langs Østgrønlands kyst kendes ikke i detaljer, men de maver som er undersøgt, indikerer at de vigtigste arter, ligesom ved vestkysten er lodde, krill samt polartorsk og themisto, der udgør hovedføden.

En grønlandssæls maveindhold med dens foretrukne føde, Lodde. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Reproduktion

I løbet af vinteren samles næsten alle de voksne grønlandssæler i tre områder, hvor de føder deres unger (se udbredelse og antal). Grønlandssælen bliver i reglen kønsmoden omkring 5-årsalderen, men væsentligt senere kønsmodning er konstateret hos de østligste grønlandssæler i perioder med få lodder. Ungerne fødes ved Newfoundland og i Hvidehavet fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Fødslerne i Grønlandshavet starter i reglen først i sidste halvdel af marts. Ved fødslen er ungerne ca. 80 cm lange, og vejer omkring 10 kg. De dier normalt i ca. 10-12 dage, og tager i denne periode lidt over 2 kg på om dagen. Parringen foregår normalt umiddelbart efter dieperioden. Det befrugtede æg deler sig nogle gange og går i dvale. Først omkring slutningen af juli eller begyndelsen af august sætter ægget sig fast i livmoderen (det implanteres) og fosterudviklingen starter.

Unge af grønlandssæl (whitecoat). Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Fældning

Når parringssæsonen er overstået samles først hanner og unge dyr i store koncentrationer for at fælde. Hunnerne vil ofte fouragere i nogle uger før de begynder at fælde (skifte hårene).

Udbredelse og antal

Når grønlandssælerne er færdige med fældningen gælder det om igen at opbygge fedtdepoterne, så de kan klare den næste yngle og fælde periode. Ved Newfoundland bliver hannerne først færdige med fældningen, og sammen med årsungerne, som ikke skal fælde, ankommer de til Vestgrønland omkring midten af maj. I løbet juni-juli dukker hunnerne også op, og sommeren igennem breder unge og voksne grønlandssæler sig nordover, både langs kysten og udenskærs i Baffin Bugten. Nogle vil også svømme syd om Grønland og lidt op langs østkysten, hvor de kan møde andre grønlandssæler som er født på det ynglefelt som er i Grønlandshavet. De fleste af sælerne  fra Grønlandshavet vil om sommeren brede sig nordøstover til Barentshavet, hvor de blandes de sæler, som er født på ynglefeltet i Hvidehavet. Grønlandssælerne søger tilbage imod deres ynglefelter igen om vinteren i takt med at isen atter breder sig. Nogle få dyr overvintrer dog langs Sydvestgrønlands kyster.

De traditionelle yngleområder kan flytte sig lidt fra år til år afhængigt af is-forholdene, men siden de blev opdaget i 1700-tallet har den overordnede placering været nogenlunde uændret. I 2007 oplevede man dog, at der i det sydvestligste Grønland ankom flere hundrede nyligt afvænnede unger, som stadigvæk havde hvide hår (whitecoats). De blev transporteret med storisen op til Qaqortoq, og siden da er sådanne whitecoats blevet set adskillige gange på strækningen mellem Kap Farvel og Arsuk. Disse observationer indikerer at der nu også er en lille gruppe (langt mindre end de traditionelle grupper), som føder deres unger på isen i Sydøstgrønland.

Status

Den kommercielle fangst af grønlandssæler startede allerede i 1720´erne på ynglefeltet i Grønlandshavet og omkring 1760´erne ved Newfoundland. Fangsterne på disse felter toppede i midten af 1800-tallet, men aftog derefter gradvist, som følge af overudnyttelse der mindskede bestandene. I begyndelsen af 1970´erne var bestanden ved Newfoundland reduceret til ca. 1 million individer. Siden da har fangstreguleringer og stærkt reducerede sælskindspriser, som følge af en massiv kampagne mod sælfangst i 1980erne, reduceret fangstene, og derfor er bestandene vokset betydeligt.

Den stærke vækst i bestanden ved Newfoundland stoppede omkring 2008, og siden da har bestanden stabiliseret sig omkring 7-8 millioner sæler. Den samlede grønlandsk-canadiske fangst på denne bestand har siden 2008 gennemsnitligt været på ca. 135.000/år med ca. lige mange fangster i hvert land. Denne fangst har dog stort set ingen betydning for bestandsudviklingen, som nu hovedsagelig reguleres af sælernes egen kondition og reproduktionen. Eksempelvis blev der i 2008 født ca. 1.6 millioner unger ved Newfoundland, hvorimod der i 2012 kun blev født ca. 800.000.

Bestanden som yngler i Grønlandshavet menes også at være vokset lidt siden 1970erne, men langtfra så så meget som bestanden ved Newfoundland. Det nuværende bestandsestimat på denne bestand er på ca. 650.000 sæler.

Rådgivning og forvaltning

Voksne grønlandssæler fouragerer oftest i flokke om sommeren og efteråret. Føden vil da i reglen bestå af lodde i Sydvestgrønland og polartorsk i Nordvestgrønland. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Rådgivning om bæredygtig udnyttelse af grønlandssæl gives af en arbejdsgruppe, under ICES/NAFO/NAMMCO. Arbejdsgruppen består af forskere fra Norge, Canada, Grønland og Rusland. Bestandene moniteres på forskellig vis (se mere under forskning), og på den baggrund gives anbefalinger om bæredygtig fangst. Da bestanden ved Newfoundland menes at være omkring sit maksimale niveau, så kan denne bestand forvaltes ud fra økologiske eller socioøkonomiske hensyn. Eksempelvis kan kvoten øges afhængigt af skindpriserne, og bestanden kan reduceres, så længe den ikke reduceres til mindre end 70 % af den maksimale bestand. Kommer bestanden under dette niveau, skal der igangsættes en forvaltningsplan, der har til formål at få bestanden over de 70 % igen. Bestanden i Grønlandshavet ligger muligvis lidt under de 70%, og derfor beregner man kvoter der tillader en vækst i denne bestand.

Forskning

Bestandene af grønlandssæl overvåges ved at man ca. hvert femte år tæller antallet af unger som fødes på ynglefelterne. For at omregne dette til det samlede antal sæler i bestanden holder man øje med hvor  gamle hunnerne er, når de bliver kønsmodne, og hvor stor en andel af de kønsmodne hunner der får en unge. Da bestanden ved Newfoundland var stærkt reduceret blev sælerne tidligt kønsmodne, og næsten alle voksne hunner fik unger. Nu hvor bestanden er stor bliver den gennemsnitlige sæl senere kønsmoden, og estimatet på andelen af hunner der føder en unge har varieret imellem 20-86% det sidste årti. Det skyldes bl.a. at en del af sælerne (særligt de magreste) ofte aborterer, måske fordi de ikke er fede nok til kunne give deres unger det spæklag de behøver for at overleve. Så når der i 2012 kun blev født ca. halvt så mange unger som i 2008, så er det ikke fordi der er blevet færre voksne sæler, men fordi sælerne var i dårligere kondition, så mange aborterede og der blev født færre unger.

Estimatet af antallet af nyfødte unger kommes ind i en model sammen med data om hunnernes reproduktion, fangstens størrelse og alderssammensætning, samt andelen af unger der dør tidligt som følge af dårlig is på ynglefelterne. På den måde estimeres et nyt tal for bestanden. De data omkring dødelighed og reproduktion som kommer ind i modellen, kan også bruges til at estimere hvor mange unger der vil blive født. De tællinger der laves, skal derfor helst passe med hvad modellen spår, da det viser at man sikkert har de rigtige tal. Eksempelvis var det forventeligt at man i 2012 ville tælle væsentligt færre unger end i 2008, da man kunne se, at mange af de hunner som ankom til føde-området i 2012, ikke var gravide. På den måde har tællingerne i mange år givet estimater, som nogenlunde kunne forventes. Det sidste estimat (fra 2017) har dog været en del lavere end forventet. Det indikerer, at der er fejl i enten i de tal man har for reproduktion og dødelighed eller i en fejl ved selve tællingen. Hvad det er, har man endnu ikke afklaret, og derfor er man ikke kommet med et nyt bestandsestimat efter tællingen i 2017. Samme problem er opstået for de to andre bestande, og man arbejder derfor på at finde ud af, hvad der er som har ændret sig.