Moskustyr med kalv i april nær Kangerlussuaq. Foto: C. Egevang.

Ovibos moschatus

Biologi

Med en skulderhøjde på ca. 150 cm er moskusoksen (Ovibos moschatus) relativt lav, men den er kraftig af bygning. En voksen han (tyr) kan veje op mod 320 kg, mens en hun (ko) er noget mindre med en vægt omkring 200 kg. Moskusoksen har en fortræffelig beskyttelse mod den arktiske vinter i form af pelsen, som er to-laget med en tyk, blød inderuld (qiviut) og en kraftig yderpels bestående af lange mørke dækhår. Inderulden kastes om sommeren og kan findes som uldtotter i vegetationen.

Moskusoksen er drøvtygger (se faktaboks) og lever af forskellige græsser, halvgræsser (f.eks. star, siv) og skud fra pil. Dens lange fordøjelseskanal er tilpasset denne relativt svært fordøjelige føde. Det resulterer i en længere passagetid for føden, som gør det muligt at udnytte føde af lav kvalitet mere effektivt. Det betyder dog også, at moskusoksen, sammenlignet med rensdyret, er nødt til at bruge mere tid på at tygge drøv.

Både moskustyre og -køer har horn, som de beholder hele livet. Hannernes horn vokser sammen og danner en pandebrask. Det er den, hannerne støder sammen, når de i parringssæsonen kæmper om hunnernes gunst. Hunnernes horn er mindre end hannernes og vokser aldrig sammen på midten. Hornenes størrelse og udseende kan bruges til at skelne kønnene fra hinanden og til at anslå et dyrs alder.

Moskusokserne parrer sig i august og september. Koen er drægtig i ca. 8 måneder og føder én kalv – i sjældne tilfælde to. Koens kropsvægt er afgørende for, hvornår den bliver kønsmoden. Koen skal have mindst 22% kropsfedt for at have 50% chance for at blive drægtig (det er næsten tre gange mere fedt, end et rensdyr behøver). De fleste køer er tre år, når de får deres første kalv, og derefter får de en kalv med 2-3 års mellemrum.

Udbredelse

Moskusoksen findes i store dele af Arktis, og der skelnes mellem to underarter: O. moschatus wardi, som bl.a. findes i Grønland, mens O. moschatus moschatus hovedsageligt findes på fastlandet i arktisk Canada.

Historiske og arkæologiske fund viser, at moskusoksen i flere tilfælde har været næsten udryddet. Fundene understøttes af genetiske undersøgelser, som viser, at moskusokserne i Arktis i dag er genetisk meget ens. Det er sandsynligvis en følge af adskillige genetiske ”flaskehalse” – dvs. perioder med meget små bestande, som almindeligvis medfører genetisk ensartethed.

I forbindelse med den sidste istids afslutning for ca. 10.000 år siden forsvandt moskusokserne fra Europa. De sidste moskusokser forsvandt fra Rusland for 1.000-2.000 år siden. I slutningen af 1800-tallet var de næsten væk fra Alaska og det nordvestlige Canada, men de overlevede i det nordligste Canada og Grønland. Moskusoksens nutidige udbredelse i det arktiske område skyldes, at de oprindelige bestande har bredt sig, og at mennesker talrige gange har flyttet moskusokser til nye lokaliteter.

I Grønland findes moskusokser oprindeligt kun i de nord- og nordøstligste dele af landet samt ved Inglefield Land i nordvest. Moskusoksebestandene i Vestgrønland stammer fra dyr, der er flyttet af mennesker. Der er 12 bestande af moskusokser:

• Inglefield Land – blanding af oprindelige og udsatte moskusokser (14 dyr i 1986)
• Kap Atholl – etableret i 1986 med syv dyr fra Kangerlussuaq, Vestgrønland
• Sigguk (Svartenhug) – etableret i 1991 med 31 dyr fra Kangerlussuaq, Vestgrønland
• Naternaq (Lersletten) – etableret i 1993 med 31 dyr fra Kangerlussuaq, Vestgrønland
• Sisimiut – naturlig indvandring til området fra Kangerlussuaq-bestanden
• Kangerlussuaq – etableret i 1963-1965 med 27 dyr fra Nordøstgrønland
• Nuuk – naturlig indvandring fra Kangerlussuaq til området siden 1998 (i 2019 var bestanden stadig så lille, at ingen dyr blev observeret under en rensdyrtælling med helikopter). Fangst ikke tilladt
• Ivittuut – etableret i 1987 med 15 dyr fra Kangerlussuaq, Vestgrønland
• Nanortalik – etableret i 2014 med 18 dyr fra Ivittuut-bestanden, Vestgrønland. Fangst ikke tilladt
• Nationalparken – oprindelig bestand af moskusokser. Fangst ikke tilladt
• Jameson Land – oprindelig bestand af moskusokser
• Indre Kangertittivaq Fjord – oprindelig bestand af moskusokser

Moskus tyr om foråret nær Kangerlussuaq. Foto: C. Egevang.

Status i Grønland

Den samlede grønlandske bestand af moskusokser blev i 2019 anslået til at være ca. 39.400 dyr. Det svarer til ca. 23% af det totale antal moskusokser i verden. Størstedelen af dyrene findes i bestandene i Vestgrønland, men bestandene i mange af områderne mangler at blive talt. De to største bestande ved Kangerlussuaq (ca. 20.000 dyr) og Sisimiut (ca. 2.600 dyr) blev senest talt i 2018, mens langt de fleste af de øvrige bestandsvurderinger er 10-15 år gamle. En undtagelse er dog bestanden ved Ivittuut, som tælles af lokale fangere i samarbejde med jagtbetjenten – senest i 2017.

Yderligere informationer findes i den videnskabelige artikel af Cuyler et al. (2020) Muskox status, recent variation, and uncertain future. AMBIO

Forskning og forvaltning

Bestandstællinger

Grønlands Naturinstituts tællinger har altid været planlagt og udført sammen med lokale jagtbetjente og erhvervsfangere. Tællinger af moskusokser i Grønland er både logistisk krævende og dyre. Der har derfor ofte været lang tid mellem tællinger af de enkelte bestande.

Antallet af moskusokser er blevet vurderet med ”minimumstællinger” eller ”distance sampling”-tællinger. En minimumstælling er en simpel tællemetode, hvor moskusokser tælles fra snescooter om vinteren eller fra båd om sommeren, men i nogle tilfælde også fra fly eller helikopter. Landskabet dækkes i et omfang, der skal forhindre, at samme dyr tælles flere gange, men der vil også være dyr, der ikke bliver set og talt. En fordel ved denne type tælling er, at man under tællingen kan undersøge flokstruktur, f.eks. andelen af hanner, hunner og kalve.

I en distance sampling-tælling overflyves et område med fly eller helikopter, og observatørerne tæller ikke blot de enkelte dyr, men registrerer bl.a. også vinkel og afstand til dem. Det gør det muligt at korrigere det endelige resultat for dyr, der ikke ses. Den første distance sampling-tælling af moskusokser blev udført i Kangerlussuaq/Sisimiut-området i marts 2018. Tællingen blev foretaget fra en langsomt flyvende helikopter i lav højde over fjeldet. I tabellen ovenfor er de anslåede antal dyr i området ved Kangerlussuaq og Sisimiut baseret på distance sampling.

Særmeldingsskemaer

Alle jægere skal aflevere et såkaldt særmeldingsskema med information om alle nedlagte moskusokser, bl.a. køn, anslået alder og fedttykkelse over rumpen. Disse data giver biologerne information om de forskellige bestandes sundhed. Det totale antal moskusokser, der rapporteres skudt, offentliggøres i Piniarneq, som er et informationshæfte om jagt og jagtregistrering udgivet af Grønlands Selvstyre.

Sundhedstilstand

Sygdomme kan have indflydelse på dyrs overlevelse og dermed også på det antal kalve, der bliver født hvert år (kalveproduktionen). I øjeblikket er Grønlands Naturinstitut involveret i et projekt, som undersøger og kortlægger sygdomme hos moskusokserne i Grønland.

Observationer af syge eller misdannede moskusokser (eller andre dyr) bedes indrapporteret til Grønlands Naturinstitut med informationer om fundet. Det kan gøres her.

Se også: Parasitter

Rådgivning og forvaltning

Grønlands Naturinstitut rådgiver Grønlands Selvstyre om udnyttelse af moskusbestandene. Selvstyret fastsætter derefter kvoter, jagtsæsonens længde og tidspunkt samt fangstområder m.m. Der kan findes jagtrelateret information på www.naalakkersuisut.gl.