Moskusokse

Figur 1. Moskusokser tyre ved Kangerlussuaq, Vestgrønland. Foto: Christine Cuyler

Figur 2. Moskusokse ko med kalv ved Ivittuut, Vestgrønland. Foto: Christine Cuyler

Biologi

I Nordamerika og Grønland kendes moskusokser (Ovibos moschatus ssp.) ved navet umingmak / ᐅᒥᖕᒪᒃ (Inuinnaqtun/Inuktitut, Canada), umimmak (Grønland). Fortolkes nogenlunde til ”skægget”, som hentyder til moskusoksernes karakteristiske lange hår. I mens, navnet moskusokse var baseret på europæiske formodning at dyret var en type okse, og at sin umiskendelig lugt kom fra lugt kirtler, hvilket ingen af delen var sandt.

Moskusokser er herbivor (planteæder) at i dag findes rundt om hele arktiske. Der er to underarter, O.m. wardi, hvilket vi har i Grønland, og O.m. moschatus som findes hovedsageligt på fastlandet i nord Canada (e.g., Northwest Territories og Nunavut). Moskusokser er de eneste medlem af arten Ovibos (Tribe Ovibovini, Subfamily Caprinae; Family Bovidae). Nærmeste slægtning er goral, et gedelignende dyr der hører hjemme i Asien.

Verdens moskusokser har oplevede flere næsten udslettelser og udryddelses episoder. Genetiske undersøgelser oplyser både historiske og arkæologisk bevis for at moskusokser har gennemgået adskillige flaskehals siden tidens morgen. Dertil, de forsvandt fra Europa for 10.000 år siden, og fra Rusland for 1.000-2.000 år siden. I slutning af 1800 tallet var de næsten væk fra Alaska og nordvest Canada. Dengang, overlevede moskusokser kun i nord Canada og Grønland. Nutidens udbredelse i hele arktiske skyldes delvis ekspansion af endemisk bestande, og de talrige ganger i løbe af sidst århundred at mennesker flyttet moskusokser til regioner som før var græsområder eller til velegnet men ubesat regioner. Alligevel i dag, moskusokser forblive meget udfordret af sin minimal genetiske forskellighed.

Med en skulderhøjde af ca. 150 cm er moskusokser kort og kraftig. Voksne hanner kan veje ca. 320 kg, mens hunnerne er noget mindre ved en vægt omkring 200 kg. Moskusokser har en fortræffelig form for beskyttelse mod den arktiske vinter. Deres pels er to-laget med en tyk inderuld (qiviut) og en kraftig ydre pels bestående af lange mørke dæk hår. Qiviut kastes om sommeren.

Moskusokser er drøvtyggere, og deres føde består af forskellige græsser, halvgræsser og skud fra pil. Deres fordøjelseskanal er tilpasset denne relativ svært fordøjelige føde. I forhold til rensdyr, som er mere specialiserede i deres fødevalg, har moskusokser bl.a. en længere fordøjelseskanal. Det resulterer i en længere passagetid for føden, som igen gør det muligt, at udnytte føde af lav kvalitet mere effektivt. Men det betyder også at de, sammenlignet med rensdyr, er nødt til at bruge mere tid på at tygge drøv. Ro fra forstyrrelser er nødvendigt, om føde de har græsset kan udnyttes.

I modsætning til rensdyr gevir, har moskusokser horn som er blivende hele livet. Begge køn har horn og hornenes størrelse og udseende kan skelnes alder og køn fra hinanden. Hannernes horn vokser sammen og danner en pandebrask (Figur 1). Generelt, hunnernes horn er tyndere og mindre end hannernes og vokser aldrig sammen på midten (Figur 2). Når hannerne i løbet af parringssæsonen slås mod hinanden i kamp om hunnernes gunst, er det pandebrasken, de støder sammen. Det kan høres vidt omkring, når to moskushanner løber panderne mod hinanden.

Moskusoksernes parringssæson varer typisk august-september-oktober. Drægtighedsperiode varer ca. 8 måneder (236-250 dage). Køer føder én kalv, i sjældne tilfælde to kalve. Om en ung ko er kønsmoden bestemmes af hendes kropsvægt, og en voksen ko må have mindst 22% kropsfedt for at have 50% sandsynlighed for at blive gravide. Dette er næsten 3x mere end tilfælde hos rensdyr. Hvis næring er gode kan køer føde kalve når de selv er 2-år gammel, og hvert år derefter. Men normalt er en ko 3-åring ved først fødsel, og derefter kalver med 2-3 års mellemrum. Sidst, antagelig fordi én sommer er utilstrækkelig at tilbageerobre hendes kropsvægt og fedme efter graviditeten og mælkeproduktion.

Umiddelbart grund til dødelighed hos moskusokser globalt inkludere vinter sult når sneen er for dybt eller efter en overisning episode, rovdyr som ulve (Canis lupus) og grizzly bjørn (Ursus arctos), sygdomme og fangst. Angående rovdyr og i modsætning til resten af verden, i Grønland, er der en bemærkelsesværdig fravær af disse. Alligevel i nord og Nordøstgrønland, for ganske nyligt er nogle ulve genindvandret.

Udbredelse i Grønland

Endemiske moskusokser findes kun i Nord- og Nordøstgrønland, inklusivt Thule området i Nordvestgrønland, mens tilstedeværelse i Vestgrønland er resultat af menneskelige flytning (translocation) af dyrene (Figur 3). I dag er der 13 moskusokse bestande i Grønland (Figur 4).

Moskusokse bestande –Vest siden af Grønland (fra nord til syd)

  1. Inglefield Land – Blandning af endemisk og tilflyttet moskusokser, 14 styk i 1986. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  2. Kap Atholl – Etablerede 1986 med 7 tilflyttet moskusokser taget fra Kangerlussuaq, Vestgrønland. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  3. Sigguk / Svartenhuk – Etablerede 1991 med 31 tilflyttet moskusokser taget fra Kangerlussuaq, Vestgrønland. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  4. Naternaq / Lersletten – Etablerede 1993 med 31 tilflyttet moskusokser taget fra Kangerlussuaq, Vestgrønland. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  5. Sisimiut – Naturlige ekspansion af dyr til området fra Kangerlussuaq bestanden lidt syd. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  6. Kangerlussuaq – Etablerede 1963-65 med 27 tilflyttet moskusokser taget fra Nordøstgrønland. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  7. Nuuk – Naturlige indvandring sydover siden 1998 til Maniitsoq og indre Nuuk fjorden. Ophav er Kangerlussuaq bestanden. Ved 2019 var bestanden stadig så lille, at ingen individer observeres under rensdyrtælling / floksstruktur flyvninger med helikopter. Stadig fredet for fangst.
  8. Ivittuut – Etablerede 1987 med 15 tilflyttet moskusokser taget fra Kangerlussuaq, Vestgrønland. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  9. Nanortalik – Etablerede 2014 med 19 tilflyttet moskusokser taget fra Ivittuut bestanden, Vestgrønland. Stadig fredet for fangst.

 

Moskusokse bestande – Nord og Nordøst siden af Grønland (fra nord til syd)

  1. Washington Land – Endemisk og fredet fra fangst
  2. Nationalparken – Endemisk og fredet fra fangst; og rummer Zackenberg subpopulation.
  3. Jameson Land – Endemisk. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.
  4. Indre Kangertittivaq – Endemisk. Selvstyrets fangst forvaltning/regulering gælder.

Figur 3. Oprindelse af moskusokse i Grønland. Endemiske bestande (blå) forekomme kun i Nord- og Nordøstgrønland. Tilflyttet bestande, eller bestande som opstod ved spredning fra et tilflyttet bestande (orange) findes på vest siden af Grønland. Inglefield Land bestande i Thule/Qaanaaq området, Nordvestgrønland, er blanding af begge.

Figur 4. 2019 oversigt af 13 moskusokse bestande i Grønland. Endemiske bestande angives i blå farve, tilflyttet (translocated) i orange farve, mens bestande som er resultat af spredning fra etableret tilflyttet bestande har grøn farve. Kangerlussuaq moskusokse var den første etableret bestande af tilflyttet dyr i Grønland. (Inglefield Land rummer både endemisk og tilflyttet dyr).

Status i Grønland

I 2019, den samlede grønlandske bestand af moskusokser er på ca. 39.427 hvilket er ca. 23.4% af den global total antal af moskusokser. Edemisk moskusokser af underarten O.m. wardi, traditionelt beboet hele nordvest, nord og nordøstkysten af Grønland. Ankommen til Grønland sked ved at passere over vinter hav is af den kun 20 km bredde Nares strædet, hvilket separere Ellesmerø / Canada fra Grønland. Undtagen Inglefield Land, moskusokser tilsyneladende forsvandt fra Nordvestgrønland (Hall Land, Washington Land, Inglefield Land, Prudhoe Land, Kap Atholl), inden for den sidst århundred. I 1986, moskusokser blev tilflyttet Inglefield Land, Prudhoe Land (Mac Cormick Fjord), and Kap Atholl. I 2015, blev moskusokser igen observeret på både Washington- og Hall Land. Det kendes ikke om disse er efterkommere fra en lille bestand som altid var tilstedet, eller en ekspansion fra Inglefield land, eller genkolonisering fra Canada.

Angående Nordøstgrønland (inklusivt Scoresbysund distriktet), i 1800 tallet hvalfangst og ekspeditions skibs logboge sjælden beskrev moskusokse observationer før 1870, hvilket antyder et lavt antal dyr. Ved 1941, baserede på ekspeditioner og fangsttal var der estimerede ca. 17.000 moskusokser i Nordøstgrønland. I 1990, var der en gæt estimat af 9.500 – 12.500 moskusokser, med hovedandelen beboende i Jameson Land. Jameson Land moskusokser måske nåede maksimal antal ca. 1985 og udbredelsen I 1900’erne anviste at underareal, Colorado Dalen, rummet mange moskusokser. Tre fugletællinger, 2008, 2009 og 2016 observeret få moskusokser i Jameson Land. Endnu tællingerne var fokuseret på fugle, de indikere muligt nedgang i bestanden som bør undersøges nærmere. Ellers, overordnet udvikling hos Nordøstgrønlandske moskusokse er ukendt i dag, undtagen Zackenberg området hvor bestanden toppede for ca. ti år siden med nedgang derefter.

I modsætning til Grønlands nordvest, nord og nordøstkyster, moskusokser var aldrig endemisk på vest eller sydøst kysterne. De forekom aldrig. Ved vestkysten, det heftigt omfang af gletsjer og mangel af land ved Melville bugt var en effektivt hindring til spredning sydover fra Thule/Qaanaaq området (Inglefield Land, Kap Atholl). Menneske er årsagen bag nutidens moskusoksebestande i Vestgrønland. I 1960’erne blev 27 unge moskusokse taget fra Nordøstgrønland og flyttet (translocated) til Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) området ved ca. 67°N. Dyrene stortrivedes og blev til mange. Mellem 2000 og 2006, minimumstællinger, i kun deler af området, observerede normalt ca. 4.000-5.000 individer. I marts 2018 sked den første distance sample helikoptertælling for hele Kangerlussuaq området. Estimat var på ca. 20.000 moskusokser. Til trods for 2018 estimatet, i de areal tilgængeligt for fangerne, lokalviden og minimumstællinger indikere nedgang i bestanden siden 2006. Sisimiut moskusoksebestand ligger lige nord for Kangerlussuaq området, og ved århundredskifte var moskusokserne ekspanderede naturligt dit. Tællingen 2018 gav en estimat på ca. 2.622 moskusokser i Sisimiut bestande.

Da Kangerlussuaq bestanden var godt etableret, sked syv yderligere flytninger (translocations) af moskusokser. I 1986 var der tre områder i Thule/Qaanaaq området som fik unge moskusokser, alle taget fra Kangerlussuaq: Kap Atholl (n=7), Mac Cormick Fjord (n=6) og Inglefield Land (n=14). På det tidpunkt var det stadig et ukendt antal endemisk moskusokse på Inglefield Land. I 1999, estimerede antal moskusokser på Inglefield Land var ca. 270 dyr. I 2017, en minimumstælling af Kap Atholl observeret 212 dyr. I mens, de Mac Cormick Fjord moskusokser forsvandt næsten øjeblikkeligt.

Flytninger (translocations) af moskusokser i Vestgrønland afsluttet ikke med Thule/Qaanaaq 1986. Året efter, 1987, blev 15 unge moskusokser taget fra Kangerlussuaq og flyttet til Ivittuut. I 2019 antages der ca 800-1.000 moskusokse i Ivittuut. Dette er nedgang fra 10 år siden, men forventet givet fangst forvaltning målrettet mod at begrænse tæthed af moskusokser i Ivittuutets relativt lille areal (430 km2).  I 1991, blev 31 unge moskusokser taget fra Kangerlussuaq flyttet til Sigguk/Svartenhuk. Den eneste Sigguk minimumstælling i 2002, observeret 193 dyr. I 1993, blev igen 31 unge moskusokser taget fra Kangerlussuaq, men denne gangen flyttet til Naternaq /Lersletten. Naternaq minimumstælling i 2004 observeret 112 moskusokser. I 2014, blev 19 moskusokser taget fra Ivittuut og flyttet endnu længere syd til Nanortalik, som er ikke langt fra Kap Farvel, Grønlands sydspids. Observationer fra 2017 og 2018 har set kalve. Fremtiden kan give anledning til nye flytninger. Diskussioner rummer Qeqertarsuaq ø/Disko ø. Yderligere information findes i Cuyler et al. 2019. Muskox, status recent variation and uncertain future. AMBIO Special Issue DOI: 10.1007/s13280-019-01205-x

Forvaltning

Grønlands moskusokse bestandene forvaltes efter Selvstyrets bekendtgørelser. Undtagen den ny Nanortalik bestand og fredet dyr i Nordøstgrønlands Nationalparken, er alle andre Grønlandske moskusoksebestande under Selvstyrets fangst regulering. Der er løbende drøftelser og ændringer m.h.t. fangstsæsonens længde, tidspunkt, fangstområder, kvotestørrelse, o.s.v.  Søg information på https://naalakkersuisut.gl

Rådgivning fra Grønlands Naturinstitut

Naturinstituttets biologisk rådgivning til Selvstyrets forvalterne om udnyttelsen af bestandene understøttes af bl. a. undersøgelser af bestandenes størrelse, tæthed på vegetation, floksstruktur og kalve rekruttering (antal kalve per 100 køer).

Forskning og Monitering

Bestandstællinger

Grønlandske moskusoksetællinger er uregelmæssigt og sjælden på grund af bevilling mangle. Oftest er disse minimumstællinger, hvilket er også kendt i Nordamerika som ’total count’. Typisk er disse udført på bakken, om vinteren fra snescooter, om sommeren fra båd og gang i fjeldet, men nogle gange også fra fastvingede fly. Minimumstællinger foretaget af Naturinstituttet altid planlægges og udføres i samarbejde med lokale jagtbetjente og erhvervsfanger eller lokale befolkning (Figur 5, 6). I modsætning til bestandsestimater, resultat af minimumstælling giver det aktuelle antal dyr observeret uden nogle form for estimering. Det andekendes at der er altid flere dyr i området som ikke kan observeres under tællingen, og at terrændækning skal laves sådanne at det undgås at tælle samme dyr to ganger. En rigtig fordel ved bakketællinger er at disse tillader floksstruktur undersøgelser som kan give antydning til bestands trend fremover, f.eks., kalve rekrutterings niveau.

Figur 5. Lokal erhvervsfanger, minimumtælling Naternaq moskusokser. Foto: Christine Cuyler

 

Figur 6. Jagtbetjent på minimumtælling af Ivittuut moskusokser. Foto: Christine Cuyler

Den eneste omfattende bestandsestimat for moskusokser med distance sampling fandt sted marts 2018, og kun ved Vestgrønlands Kangerlussuaq moskusoksebestanden. Dette var i forbindelse Kangerlussuaq-Sisimiut rensdyrtællingen af same region. Det blev udført med helikopter, i lavt højde over bakken, lavt hastighed og øvet observatør. Samplings design brugte systematiske parallel linjer, opdelt i tre sub-areal for Nord regionen / jagtområdet 2 (Figur 7). Distancen til enhver observation af dyr var registreret med brug af ’bin-distancer’, f.eks., 0, 50, 100, 200, 300, 400, 500, 750, 1.500 m fra linjen.

Yderligere information findes i Tekniske Rapporter fra Grønlands Naturinstitut (nr. 31, 75, 96).

Figur 7. Systematiske linjer for distance sampling tælling af Nord regionen i marts 2018. Farve på linjerne (blå, gul, lilla) angiver tre sub-areal i regionen. Nord regionen også kendes som jagtområde 2.

Fangsttilbagemeldingsskemaer

I forbindelse med jagt af moskusokse i Grønland udfylder den enkelte jæger et tilbagemeldingsskema. Disse skemaer giver nyttige information om de skudte dyr. Disse data kan give informationer om de forskellige bestands trivsel. Det totale antal af moskusokser der reporteres skudt hvert år i Grønland offentliggøres i Piniarneq, et informationshæfte om jagt og jagtregistrering udgivet af Grønlands Selvstyre.

Sundhedstilstand

Forvoksede kløv har forekommet ved Kap Atholl i 1990’erne. Desværre, undersøgelserne gav ingen entydige svar, og i dag er problemet tilsyneladende overvundet på naturlige måde. Yderligere information findes i Tekniske Rapporter fra Grønlands Naturinstitut (nr. 41).

Sygdomme kan have negativ gennemslagskraft på overlevelse og kalve produktion. Naturinstituttet er i øjeblikket en del af en PhD studie hvor der undersøges og kortlægges hvilket sygdomme er tilstedeværende hos moskusokser i Grønland.

Figur 8. Moskusokse tyre ved Kangerlussuaq, Vestgrønland. Foto: Christine Cuyler