Smeltet havis truer klimaet Udgivet 19.05.2009
Afsmeltningen af isen i Arktis vil formentlig sætte endnu mere gang i den globale opvarmning end hidtil forudset.
Havisen i de arktiske egne sørger for, at CO2 svarende til 10-12 gange Danmarks samlede årlige udledning bliver trukket fra atmosfæren og ned i havet, hvor det kan lagres i op til 1.000 år, viser ny dansk forskning, der offentliggøres om kort tid.
»Med havisen på kraftig retur kan den manglende ispumpe sætte endnu mere skub i den globale opvarmning, fordi det vil få mængden af CO2 i atmosfæren til at stige yderligere,« vurderer professor Søren Rysgaard fra Grønlands Klimaforskningscenter, der har stået i spidsen for forskningsprojektet.
Verdenshavene indeholder 50 gange så meget kulstof, som der findes i atmosfæren, hvor den stigende mængde CO2 menes at være hovedansvarlig for den globale opvarmning.
Hvert år trækkes yderligere 1,7 mia. tons CO2 ned i verdenshavene – ispumpen er ansvarlig for 30-40 pct. af trækket, skønner Søren Rysgaard.