Klimaforskere på togt i Ishavet nord for Svalbard og Grønland Udgivet 03.07.2010
Størstedelen af havisen der forlader det Arktiske Ocean driver ned mellem Svalbard og Grønland, hvor det langsomt smelter på sin vej sydover. Der er endnu mange uafklarede spørgsmål om hvordan havisen påvirker klimaet og havstrømmene. Omkring 25 forskere fra England, Tyskland, Spanien, Danmark, Canada, Sverige, Frankrig og Grønland har arbejdet sammen på det engelske forskningsskib ”James Clark Ross” for at besvare nogle af disse spørgsmål.
Forskerne fra Klimaforskningscentret fokuserede på betydningen af havis for gasudveksling mellem havet og atmosfæren. De indsamlede blandt andet iskerner for at undersøge, hvordan calcium carbonat krystaller opløses i havisen, mens den smelter på sin vej sydover. Calcium carbonat krystaller dannes i havisen om vinteren. Under dannelsen fraspaltes kuldioxid gas der opløst i en tung kold saltlage presses ud af isen og synker ned i det dybere dele af havet. Man mener, at calcium carbonat krystallerne bliver tilbage i havisen, da de ikke kan bevæge sig frit som kuldioxid, ilt og kvælstof gasserne. Om sommeren, når havisen driver sydover og smelter, går calcium carbonaterne i opløsning og påvirker dermed havets karbonatbalance. Denne nedfrysning og smeltning af havis fungerer som en slags pumpe, hvor kuldioxid pumpes ned i dybhavet om vinteren, mens calcium carbonat krystallerne går i opløsning om sommeren, når havisen smelter. Herved frigives ioner, der forskubber pH balancen i havoverfladen. Resultatet er, at hele området virker som et dræn for kuldioxid fra atmosfæren. Meget tyder på, at de polare områder har et rekord stort optag af kuldioxid gas fra atmosfæren. Mange spørgsmål presser sig imidlertid på. Dannes krystallerne i hele havisen, eller kun på overfladen? Hvor mange opløses i havisen? Falder nogle af dem ned i havet og hvis så, hvor langt synker de ned? Dette er vigtige spørgsmål at besvare for at forstå hvordan de arktiske områder påvirker klimaet.
For at undersøge iltdynamikken omkring smeltende havis brugte teamet fra Klimaforskningscentret tre nyudviklede undervandsapparater (Eddy correlatorer), der måler iltfluxen direkte mellem havisen og havet. Sammenholdt med parallelle gasfluxe mellem atmosfæren og havisen kan forskerne få et detaljeret indblik i, hvordan gasser transporteres mellem atmosfæren og havisen og mellem havisen og havet. Undervands Eddy systemer blev monteret i forskellig afstand til isen for at opløse den rumlige og tidslige dynamik i gasfluxene. Desuden blev der indsamlet talrige prøver til at måle isalgernes fotosyntese og bakteriernes respiration for at kvantificere de biologiske bidrag til gasudvekslingen.
Under hele kampagnen kørte robotlignende apparater op og ned i havet for at indsamle detaljerede informationer om havets strømforhold, temperatur-, salt-, gasindhold, mængden af mikroskopiske alger, partikler etc. Desuden indsamlede dykker prøver under havisen og fotograferede og filmede havisens underside. Dette gjorde, at vi direkte kunne kortlægge fordelingen af algebelægninger under isen.
Vejret artede sig fra sin bedste side. Isflagen, hvor James Clark Ross var forankret, drev livligt sydover i cirkellignende bevægelser, men forblev intakt selvom den under togtet blev mærkbar tyndere og varmere. Vi havde hyppige besøg af isbjørne – ofte flere hver dag. For at kunne få dykkere op fra isen og forskere hjem ombord var det nødvendigt at holde konstant bjørnevagt. Hver halve time det meste af døgnet skiftedes forskere og besætning til at stå med kikkerten oppe på det øverste dæk og spejde rundt i horisonten.
Det engelske forskningsskib ”James Clark Ross” ankret op ved en isflage i Fram Strædet. Foto: Søren Rysgaard
Et af de talrige bjørnebesøg. Foto: Hugh Brown
