Krabberne kan komme tilbage men det tager tid Udgivet 13.09.2010

Krabbefiskeriet startede som et eventyr. Alt var godt og fangsterne steg over få år til 15.000 tons. Herefter faldt de lige så hurtigt igen til mellem 2.- 3.000 tons om året. Historien om krabbefiskeriet er et klassisk eksempel på overudnyttelse af en ressource og nu vil alle gerne vide om bestanden kan komme tilbage og om fiskeriets storhedstid kan gentages.

Kan krabberne komme tilbage?

De biologiske undersøgelser af krabberne i Holsteinsborg Dyb ved Sisimiut viser, at bestanden kan genopbygges, hvis krabberne fredes i en periode. I 2005 lukkede man for krabbefiskeriet i Holsteinsborg Dyb og Naturinstituttets undersøgelser viste, at der kom flere krabber i området. I august 2007 efter to og et halvt års fredning åbnede forvaltningen for fiskeriet igen og efter kun ét års fiskeri viste de biologiske undersøgelser, at bestanden igen var i tilbagegang. Biologerne er ret sikre på, at det primært er fiskeriets påvirkning man kan se i svingningerne i krabbebestanden og ikke de andre naturlige svingninger, der altid vil være i en bestand.

Ting tager tid

Historien om krabberne og krabbefiskeriet handler om, at ting tager tid. Det tager tid for en nedfisket bestand at komme sig igen efter et overfiskeri. Og det tager tid for biologerne og forvaltningen at opbygge den nødvendige viden om de enkelte bestande, så udnyttelsen kan foregå bæredygtigt mange år ud i fremtiden.

Krabbeeventyret

Krabbefiskeriet startede i 1990’erne og udviklede sig eksplosivt fra stort set ingenting til fangster på 15.000 tons i 2001. Det var nemt og relativt billigt for de fleste fartøjstyper at rigge om til krabbefiskeri, bl.a. fordi det daværende landsstyre ydede tilskud. Forhåbningerne var store til det nye fiskeri. Den kystnære flåde, som oprindeligt havde fisket torsk, fik atter mulighed for at tjene penge. Der blev fisket krabber fra Kap Farvel til Disko Bugt – og der blev bygget fabrikker i Nanortalik, Narsaq, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat og Qeqertarsuaq. En række indhandlingsskibe blev sat ind i Vaigat, Disko Bugt, Kangaatsiaq, Nuuk og Paamiut. Undervejs bredte fiskeriet sig fra de kystnæreområder til også at omfatte udenskærsområdet langs Vestkysten. Store omriggede havgående trawlere med kapacitet til at producere krabberne ombord begyndte at deltage i fiskeriet.

Krabbens biologi er vigtig i forvaltningen af ressourcen

Krabbens biologi er meget speciel. Blandt andet får den ny skal hvert år de første mange leveår og når skallen skiftes, er krabben meget sårbar på grund af den bløde skal. Når de bløde eller nyskallede krabber genudsættes, dør de fleste og en stor del af ressourcen går til spilde  Naturinstituttets mærkeforsøg viser, at de ikke bevæger sig særlig langt og derfor bliver bestanden sårbar, når fiskeriet er koncentreret  i mindre områder.

Nye fiskerier kræver forsigtighed

Alle nye fiskerier har en indkøringsperiode, hvor både forvalterne og biologerne skal opbygge viden og erfaringer om ressourcen for at kunne vurdere, hvilket fangstniveau, der er bæredygtigt. I krabbefiskeriets første år kunne biologerne ikke give en præcis rådgivning. Vi vidste ikke nok om, hvor stor bestanden var og hvordan den fordelte sig i de forskellige områder. Samtidig havde forvaltningen ikke mange erfaringer med nye fiskerier. I starten af fiskeriet var kvoterne ikke delt i områder, men fordelt mellem den kystnære flåde og havgående flåde og fordi krabber ikke bevæger sig særlig langt, blev de enkelte områder overfisket, indtil flere krabbeområder var fisket i bund. Først i 2005 blev der fastsat kvoter for de enkelte områder, men på det tidspunkt var bestanden allerede overfisket flere steder. Igennem hele krabbefiskeriets historie har kvoten ligget højere end det fiskeriet kunne tage. Der var med andre ord tale om et frit fiskeri, der med næsten usvigelig sikkerhed ville ende med et overfiskeri.

Krise i krabbefiskeriet

I 2002 startede nedgangen i krabbebestanden, og i dag har alle de store havgående produktionsfartøjer og hovedparten af fiskerne i det kystnære fiskeri stoppet  krabbefiskeriet. For Grønlands  samlede økonomi betyder det, at arbejdspladser er forsvundet og eksportindtægterne fra dette fiskeri er reduceret med næsten 90 %. Myndighederne og fiskerierhvervet er i dag enige om, at udviklingen i krabbefiskeriet har været katastrofal.

Genopbygning af en krabbebestand 

Ved Sisimiut i Holsteinsborg Dyb viste krabbebestanden sikre tegn på overfiskeri allerede fra 2003. Som nævnt besluttede forvaltningen at lukke området for fiskeri i 2005 og det viste sig at være en succes. De biologiske undersøgelser viser, at bestanden udviklede sig positivt under fiskeristoppet. Efter to et halvt års lukning blev området genåbnet i august 2007 og nu viser de biologiske undersøgelser, at bestanden igen er på vej ned. Det er biologernes vurdering, at området er genåbnet for hurtigt. Antallet af krabber og tilgangen af nye krabber til bestanden er ikke stor nok til at klare, at der igen bliver fisket på den. Erfaringer fra kollapsede bestande i både Canada og Alaska viser, at det kan tage op til 10 år at genopbygge en krabbebestand.

Bæredygtig udnyttelse af ressourcen

Grønlands Naturinstitut startede de biologiske undersøgelser af krabberessourcen i 1997 i Disko Bugt og ved Sisimiut og i 2002 på strækningen fra Nuuk til Paamiut. Frem til 2004 havde instituttet ikke meget viden om, hvad krabbebestandene kunne yde og rådgav derfor, at ressourcen skulle udnyttes med forsigtighed. GN anbefalede også en begrænset fiskerisæson for at beskytte bløde/nyskallede krabber, så  ressourcen udnyttes optimalt. Det er målet med Naturinstituttets rådgivning er at øge samfundets udbytte af fiskerierne, så der kan fiskes så meget som muligt på et bæredygtigt grundlag. Det er en politisk handling at fordele samfundets ressourcer, så det er op til politikerne at beslutte kvoternes størrelse, fordelingen af licenser og en evt. tidsbegrænsning i fiskeriet.

Fremtidige nye fiskerier

De dyrekøbte erfaringer fra krabbefiskeriet kan bruges, når nye fiskerier skal i udvikles i fremtiden. Et nyt fiskeri kan startes i en proces, hvor fiskere, biologer, industrien og forvaltningen i samarbejde udarbejder en forvaltningsplan for udnyttelse af ressourcen. I starten vil både fiskeriets viden og de biologiske data være mangelfulde og svage, og derfor bør et nyt fiskeri øges gradvist og følges tæt. Efterhånden vil viden om ressourcen øges og i takt med den øgede viden vil kvoten sikkert kunne sættes op.

Kronik af Forsker AnnDorte Burmeister, Afdelingschef Helle Siegstad og Informationsmedarbejder Kitte Vinter-Jensen, Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut. Bragt i Sermitsiaq 8. oktober 2010.

Alle data om krabberne tastes ind i databasen Foto: Susanne Hvass

Skalstørrelsen fortæller bl.a. hvor gammel krabben er Foto: Rikke Frandsen

Forskellen på kødmængden i den ny-skallede og den færdige krabbe er stor. Klik på billedet for at se en forstørrelse. Foto: AnnDorte Burmeister

Så skal der arbejdes! Der kan godt være koldt på dækket af R/V Sanna Foto: Susanne Hvass

Figur 1. Samlede fangster og kvoter i Vestgrønland fra 1996 til 2010 (foreløbige data). Figuren viser hvordan kvoterne konsekvent var sat højere end fangsterne og hvordan fangsterne steg til 15.000 tons i 2001 med et styrtdyk og faldende fangster helt frem til 2008.

Figur 2 viser biomassen, dvs. den gennemsnitlige mængde i kg. af krabber pr. tejne. I 2005 lukkede forvaltningen for fiskeri i Holsteinsborg Dyb. I august 2007 startede fiskeriet igen.

For yderligere information:

Afdelingschef Helle Siegstad, hesi@natur.gl telefon: +299 361220 eller

Forsker AnnDorte Burmeister anbu @natur.gl telefon: +299 261201.