Ny viden om Metan-udslip i Arktis Udgivet 31.07.2013

Skrevet af: ToCh / PeMi
Der har været mange spekulationer om betydningen af drivhusgassen metan og dens udslip fra arktiske områder bl.a. fra tundraen. Metan er uden tvivl en vigtig komponent i udviklingen af det fremtidige klima, og vores forståelse af, hvordan naturlige økosystemer bidrager, er begrænset.
Et samarbejde mellem forskere fra Lunds universitet i Sverige, Grønlands Klimaforskningscenter ved Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet har nu som et led i Greenland Ecosystem Monitoring (GEM) ledt til, at det længste datasæt med den hidtil højeste tidsopløsning fra noget sted i Arktis er blevet publiceret (ref Mastepanov et al 2013). Den første del af målingerne fik stor opmærksomhed allerede i 2009, efter at data viste et markant efterårsudslip (publiceret i tidsskriftet Nature, december 2008).

Udstyr til måling af Metan-udslip placeret ved forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland. Foto: Torben Røjle Christensen.
Nu har forskerne samlet fem års data og analyseret dem i lyset af muligheden for at studere forskelle mellem år. Resultaterne viser vigtigheden af mange års data, fordi individuelle år ikke kan forklares med andres dynamik. Det specielle i udslippene er også bekræftet med hensyn til store udslip udenfor vækstsæsonen. Dette understreger samtidig at for at forstå Arktis og hvordan klimaet påvirker og påvirkes af eco-system processer behøver vi lange tidsserier af data som dette.