Det grønlandske marsvin er helt sit eget Udgivet 22.03.2022
Den grønlandske bestand af marsvin (Phocoena phocoena) ligner ikke andre bestande af marsvin i det nordlige Atlanterhav. Det er konklusionen på et studie, som forskere fra bl.a. Grønlands Naturinstitut netop har fået udgivet i det videnskabelige tidsskrift Ecological Genetics and Genomics. Forskerne undersøgte sammensætningen af DNA, fedtsyrer, parasitter m.m. i 68 marsvin fra Vestgrønland, Island, Newfoundland og Gulf of St. Lawrence og sammenholdt data med satellitsporing af 18 marsvin fra Vestgrønland.
Den vestgrønlandske økotype
Det har længe været diskuteret, om den vestgrønlandske bestand af marsvin blot er en del af den nordatlantiske bestand, eller om den skiller sig ud. Tidligere genetiske undersøgelser har tydet på, at det sidste er tilfældet, men de har ikke kunnet drage en mere endelig konklusion. Det kan det nye studie, som kun har kunnet gennemføres, fordi vestgrønlandske fangere har indsamlet vævsprøver, og fordi fangere fra Maniitsoq har været i stand til at montere satellitsendere på marsvin.
Den grønlandske bestand af marsvin er en såkaldt ”økotype”, dvs. en gruppe af dyr – eller planter – der er tilpasset et bestemt miljø og derfor har en række specielle egenskaber eller træk, som adskiller den fra andre grupper af samme art. For det grønlandske marsvins vedkommende drejer det sig om bestandens genetiske sammensætning (DNA-profil), bevægelsesmønstre (afsløret af satellitsporing, Figur 1), udseende, formering, fedtsyresammensætning og indhold af forurenende stoffer, bakterier og parasitter. På alle disse punkter adskiller den grønlandske bestand sig fra andre nordatlantiske bestande af marsvin.
Noget tyder på, at det blandt de marine pattedyr især er arter med en stærk social struktur – som f.eks. marsvin og spækhuggere – der kan udvikle deres egen kultur og økotype. Klodens samlede bestand af spækhuggere er inddelt i økotyper, som opholder sig i forskellige dele af verdenshavene og foretrækker forskellig føde. Der er eksempelvis nordatlantiske grupper, som udelukkende lever af fisk, og andre, der hovedsageligt spiser andre pattedyr som sæler.
Et parløb med isen og miljøet
Mens de arktiske hvalarter – narhval, hvidhval og grønlandshval – om sommeren bevæger sig mellem fødesøgningsområderne i det åbne vand og yngleområderne og om vinteren opholder sig i pakisen og polynier, synes marsvinet at have en anden strategi. I sommerperioden søger marsvinene føde og yngler i de produktive områder langs Vestgrønland. Men efterhånden som isen om vinteren lægger sig ved Vestgrønland, trækker de til de isfrie områder i det sydøstlige Davis Stræde, den østlige del af Labradorhavet og den centrale del af Nordatlanten (Figur 1 ovenfor).
Selv om marsvinene i løbet af året bevæger sig tusindvis af kilometer væk fra Vestgrønland, vender de altid tilbage til Vestgrønland for at yngle. De blander altså generelt ikke gener med andre grupper af marsvin. Det er også tilfældet for andre grupper eller økotyper af marsvin, som befinder sig udkanten af marsvinets samlede udbredelsesområde. Der findes økotyper af marsvin i Sortehavet, ved Mauretanien i Nordvestafrika, ud for Spanien, det sydlige England og i Kattegat/Østersøen. Det menes, at disse grupper er dannet med isens tilbagetrækning efter sidste istid: Når isen har trukket sig tilbage, har den efterladt nye områder og miljøer, som grupper af marsvin har indtaget, og som de siden har udviklet sig sammen med. Dette ”parløb” mellem dyr og miljø betyder, at en økotype er defineret ved sted og tid. Der er altså ikke tale om en permanent tilstand; hvis levebetingelserne ændrer sig, ændrer økotypen sig også. Den vestgrønlandske bestand af marsvin har gennemsnitligt 15 % af sit arvemateriale fra nabobestande i Canada og Island. Det ser ud til, at der især har været en indvandring til Vestgrønland fra Canada. Hvorfor det er sket og hvornår vides ikke, men på sigt kan indvandringen ændre den specielle vestgrønlandske økotype af marsvin. Det bør der forskes mere i, mener forskerne.
Grønlands særlige ansvar
En bæredygtig forvaltning af Grønlands enestående marsvin er Grønlands særlige ansvar. Marsvinet er med ca. 100.000 dyr (talt i 2015) stadig talrigt i Grønland, men det er den hvalart, som fanges mest i landet. I perioden 2015-2020 blev der således årligt fanget mellem 2.000 og 3.300 marsvin. Den Nordatlantiske Marine Havpattedyrkommission, NAMMCO, vurderede i 2021, at fangsten af marsvin i Grønland ikke er bæredygtig og anbefalede, at den årlige fangst bør reduceres til lidt under 1.900 marsvin om året.
