Kviksølvforurening – et arktisk problem uden lette løsninger Udgivet 02.11.2022

Inuits traditionelle kost har mange gode egenskaber, men har i en industrialiseret verden måske fået flere negative – og nye, vestlige spisevaner er ikke en løsning på kostproblemet.

AMAP – Arctic Monitoring and Assessment Programme – er er en arbejdsgruppe under Arktisk Råd, der har eksisteret siden 1991 og i hovedtræk har til opgave at overvåge og vurdere Arktis’ tilstand mht. forurening og klimaændringer. Gruppen dokumenterer også disse forholds indflydelse på økosystemer og mennesker og kommer med forslag til, hvordan eventuelle trusler kan imødegås. Det har bl.a. udmøntet sig i en videnskabelig artikel fra marts 2022 (The impact of mercury contamination on human health in the Arctic: A state of the science review), hvor fem af AMAP-gruppens forskere på baggrund af information, der blev publiceret af AMAP for 10 år siden, har forsøgt at besvare spørgsmålet: Hvordan påvirker kviksølvforurening helbredet hos befolkningen i Arktis? Og svaret er ikke opløftende.

Forskerne påpeger i artiklen,

1. at kviksølv finder vej til især Arktis som følge af en lang række globale forhold og påvirkninger, der spænder fra socioøkonomiske faktorer – transportveje, globalisering – til biogeokemiske processer og klimaændringer
2. at Arktis’ befolkning udsættes for kviksølv gennem bestemte traditionelle fødeemner
3. at indholdet af kviksølv i Arktis’ befolkninger er blandt de højeste i verden
4. at udsættelse for kviksølvforurening kan medføre forskellige helbredsproblemer i alle stadier af menneskeliv – fra neurologisk udvikling i spædbørn til kredsløbsproblemer hos voksne
5. at der er store ernæringsmæssige og kulturelle fordele ved traditionel kost, og at den pågående ændring af folks kostvaner også giver anledning til en vis bekymring
6. at de ovenstående problemer skal kommunikeres til befolkningsgrupper på en måde, der er velovervejet, målrettet, præcis og tydelig samt kulturelt passende.

Det er hovedsageligt menneskeskabte kilder fra sydligere breddegrader, der driver transporten af kviksølv ind i Arktis. Omkring 64 % af det kviksølv, der årligt aflejres i Arktis stammer fra ældre aflejringer af både menneskeskabt og geologisk oprindelse, mens 32 % stammer fra nutidens globale, menneskeskabte kilder! Processer i de arktiske økosystemer giver det aflejrede kviksølv adgang til planter og dyr, hvor det hobes op som kviksølvforbindelser, der er sundhedsskadelige for både dyr og mennesker (se indsat boks ”Om kviksølv”). Det er især de store havpattedyr i toppen af fødekæden, der ophober kviksølv, og det er dér, kviksølvproblemerne for inuit opstår.

En undersøgelse fra Canada viste, at 10 fødevarer tegnede sig for 90 % af inuits kviksølvindtag. Fødevarerne omfattede lever, mattak, fedt og kød fra sæler, narhvaler og hvidhvaler samt kød fra rensdyr og fjeldørred. En lignende undersøgelse af kost hos 2.224 voksne inuit fra Grønland viste, at sæl bidrog mest til kviksølvindtaget blandt 25 traditionelle og 43 importerede fødevarer. Kviksølv-niveauet i pattedyrvæv er ofte meget højt i sammenligning med f.eks. fisk og overstiger normalt vejledende værdier. Kød fra færøsk grindehval indeholder således op mod 100 gange mere kviksølv end kød fra torsk i samme område (0,02 mikrogram kviksølv pr. gram kød mod 2 mikrogram kviksølv pr. gram kød).

At kviksølvproblemet bør tages alvorligt, viser undersøgelser fra Canada og Færøerne. Canadiske børn med forhøjet indhold af kviksølv i blod i navlestrengen har vist sig at have relativt stor sandsynlighed for at få nedsat intellektuel funktion. 11-årige børn fra Nunavik, der har været udsat for kviksølv, har udviklet hyperaktivitetsforstyrrelser (ADHD), og færøske børn, der som fostre blev udsat for kviksølv, har senere fået problemer med opmærksomhed, motorik, hukommelse og evnen til at udtrykke sig mundtligt. Undersøgelser af de samme børn op til deres 22. leveår tyder på, at disse neurologiske problemer kan være permanente.

Et skift fra traditionelle fødevarer til en mere vestlig kost kan reducere kviksølvindtaget, men skiftet er forbundet med en dårligere, mindre sund kost, der i vid udstrækning består af raffinerede kulhydrater og mættede fedtsyrer med begrænset indhold af næring, vitaminer og umættede fedtsyrer. Samtidig mistes de traditionelle fødevarers ernæringsmæssige, kulturelle, rekreative og økonomiske fordele. For eksempel viste en undersøgelse fra Nunavut, at voksne mennesker med et højt indtag af lokal fisk og lavt indtag af sukker havde en lavere forekomst af forhøjet indhold af fedtstoffer i blodet, hjertesygdomme og slagtilfælde i sammenligning med voksne, der indtog mere mad fra det lokale supermarked.

Der er ingen lette løsninger, og artiklens forfattere påpeger behovet for forsigtige og nuancerede overvejelser af fordele og ulemper og måske især kommunikation og tillid mellem på den ene side forskere og myndigheder og på den anden oprindelige befolkninger i arktiske lande. Færøerne har vist, at det kan lade sig gøre at ændre kostvaner gennem formidling. Det er imidlertid hverken en nem opgave eller en permanent løsning på problemet med forurenende stoffer, men det er nødvendigt at formidle den seneste videnskabelige information på området til dem, der påvirkes i det daglige. I sidste ende skal niveauerne i miljøet reduceres for at imødegå de problemer, som kviksølv medfører i Arktis.