Alle fiskegarn over hele kloden fanger andet end det, fiskerne ønsker at fange. Garnene fanger hvert år mindst 400.000 fugle, og en del af dem fanges i det nordlige Atlanterhav i fiskeri efter stenbiderrogn.

Det grønlandske fiskeri efter stenbidere (Cyclopterus lumpus) og deres rogn foregår i april-juni og overlapper både i tid og rum med flere overvintrende bestande af nordatlantiske havfugle: edderfugl (Somateria mollissima), kongeedderfugl (Somateria mollissima), havlit (Clangula hyemalis) og tejst (Cepphus grylle). Alle disse fuglearter kan blive fanget i nettene, men især edderfuglen er udsat, da den finder sin føde i de områder, hvor stenbidergarnene sættes.

Fiskeriet kan lokalt have så meget bifangst, at det går ud over fiskeriets bæredygtighed. Det skete f.eks. for det islandske stenbiderfiskeri – verdens største – som i 2019 fik kontant afregning ved at miste sin MSC[1]-certificering.

Der kan altså være stenhård økonomi i bifangsten, og derfor er spørgsmål om art og størrelse af bifangst også af stor interesse for det grønlandske stenbiderfiskeri, der blev MSC-certificeret i 2015. Især da det grønlandske fiskeri har problemer – bl.a. med opgørelse af bifangstens størrelse – som på sigt skal løses, for at certificeringen kan bevares.

Ikke al bifangst rapporteres

Den nordvestgrønlandske edderfuglebestand, som overvintrer i Sydvestgrønland, er vokset i løbet af de sidste to årtier. Nye undersøgelser viser, at det ikke er tilfældet for bestanden i Sydvestgrønland, som både jages aktivt og fanges som bifangst i stenbidergarn. I hvilken grad, jagt og garn hver især reducerer edderfuglebestanden, kan man kun få en idé om ved at registrere fuglene dér, hvor de fanges. En sådan registrering giver samtidig vigtige oplysninger om alder og køn af de fugle, der fanges; dermed giver den også viden om de voksne fugle – især hunfugle – der er vigtige for bestandens vækst.

Derfor registrerede forskere fra Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet i 2019 og 2021 bifangst i stenbidergarn i Nuuk-området (pga. Covid-19 registreredes ikke i 2020). Registreringerne blev foretaget i samarbejde med industrien (Sustainable Fisheries Greenland, SFG). Resultaterne, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Marine Ecology Progress Series, bidrager med en vurdering af det grønlandske stenbiderfiskeris belastning af edderfuglebestanden. Det giver forvaltere baggrund for at tage nødvendige skridt til at sikre, at fiskeriet er bæredygtigt og kan beholde sin MSC-certificering.

Undersøgelsen er i overensstemmelse med andre undersøgelser af nordatlantiske stenbiderfiskerier og viser, at især edderfugle fanges i stenbidergarn. De indsamlede data viser også, at bifangsten af edderfugle er ca. tre gange større end det, der indberettes i den obligatoriske indberetning af fangst i Grønland. Forskerne peger på, at bifangsten sandsynligvis har samme eller større effekt end jagt på edderfuglebestanden (det er dog muligt, at ikke al jagt rapporteres). Det skyldes hovedsageligt, at garnene fanger en større andel af hunner og voksne fugle, mens jagt primært rammer de yngre edderfugle. Desuden sker bifangsten sent om vinteren, hvor naturlig vinterdødelighed og jagt allerede har påvirket bestanden.

Bifangsten reducerer sandsynligvis den vestgrønlandske vinterbestands evne til at vokse med ca. 50 %. Til sammenligning reducerer det nuværende jagtniveau på ca. 16.500 fugle om året vækstevnen med ca. 30 %.

Bifangst i garn påvirker hovedsageligt ynglebestanden i Sydvestgrønland og Canada og i mindre grad bestanden i Nordvestgrønland. I Sydvestgrønland om vinteren og foråret påvirker jagt og bifangst i nogle år den lokale og den canadiske ynglebestand på et niveau, der med selv de mest konservative skøn over høsten er uholdbart.

Løsninger

På nuværende tidspunkt er den mest oplagte løsning til at reducere bifangsten af edderfugle at udskyde starten af det grønlandske stenbiderfiskeri til senere tidspunkt. Men det er nødvendigt at fortsætte med en uvildig dokumentation af bifangsten for at se, om en senere start af sæsonen vil være med til at løse bifangstproblemet. Med en fiskeflåde på ca. 600 både fordelt over en strækning på mere end 1.000 km er en sådan dokumentation p.t. en uoverkommelig opgave.

Én løsning, som vinder mere og mere indpas, er såkaldt Remote Electronic Monitoring (REM). REM virker ved at registrere fangstposition via en GPS og fangst via et kamera monteret på deltagende fartøjer. Løsningen vil både være teknisk omfattende at implementere og kan møde modstand hos fiskerne. Den giver imidlertid objektive data og er sammen med indsamling af oplysninger, som i denne undersøgelse, en holdbar løsning – indtil modificerede garn, som markant reducerer bifangsten, bliver tilgængelige.

Om MSC-certificering: https://www.msc.org/dk/standarder-og-certificering/msc-fiskeristandarden

Flemming Ravn Merkel, Søren Post, Morten Frederiksen, Zita Bak-Jensen, Julius Nielsen, Rasmus Berg Hedeholm: Bycatch in the West Greenland lumpfish fishery, with particular focus on the common eider population. MARINE ECOLOGY PROGRESS SERIES Mar Ecol Prog Ser, Vol. 702: 123–137, 2022.

[1] Marine Stewardship Council