Isbjørne i internationalt fokus Udgivet 05.08.2011

Isbjørnenationer har en plan

De fem ”isbjørnenationer”, Grønland, Alaska (USA), Canada, Svalbard (Norge) og Rusland, der har underskrevet den Internationale Aftale om Beskyttelse af Isbjørne fra 1973, har i de senere år styrket samarbejdet og er nu i gang med at udvikle nationale og internationale planer for, hvordan isbjørne kan forvaltes og beskyttes i lyset af disse store miljøforandringer. Under stor international bevågenhed har USA opgraderet isbjørne på sin Endangered Species Act (dvs. liste over truede dyr) på grund af klimaændringerne, og i CITES (den Internationale Konvention for Handel med Truede Dyrearter) har det været foreslået helt at forbyde international handel med produkter fra isbjørne. Det øger presset på Grønland om at levere videnskabeligt dokumenteret ”bevisførelse” for, at fangsten af isbjørne foregår på et bæredygtigt grundlag.

Hunnerne får et halsbånd på, der rummer et større batteri, der kan sende op til et år Foto: Erik W. Born.

Jagt på isbjørne i Vestgrønland

Bestanden i Davis Strædet, som Grønland deler med Canada, blev i 2005-2007 optalt til ca. 2160 isbjørne. Skønsmæssigt skyder man i Vestgrønland hvert år 2 dyr fra denne bestand. Hovedparten af fangsten foregår i Nunavut, Quebec og Labrador, og den samlede, årlige fangst på ca. 66 fra Davis Stræde-bestanden antages at være bæredygtig. Anderledes ser det ud i Kane Basin (nord for Qaanaaq) og Baffin Bugten. I Kane Basin og Baffin Bugt, hvor isbjørnebestandene også udnyttes af både Grønland og Canada, er de samlede, årlige kvoter på henholdsvis 11 og 160 bjørne. Heraf udgør Grønlands kvoter hhv. 6 og 65 om året. Den internationale Isbjørnespecialistgruppe vurderer, at den samlede fangst gennem en længere tid har oversteget de to bestandes ydeevne, og de anses derfor begge for at være reduceret. Imidlertid har befolkning og fangere i Nunavut og Nordvestgrønland meldt om øget forekomst af isbjørne og mange mener, at bestandene derimod er øget. De nyeste tal for isbjørne i Kane Basin og Baffin Bugt-bestandene er fra 1997, og da der i begge områder siden da er sket drastisk nedgang i havisen, kom den canadisk-grønlandske kommission for de fælles isbjørnebestande (Canada-Greenland Joint Commission on Polar Bears, oprettet i 2010) sidste år til den konklusion, at det er nødvendigt at igangsætte nye, videnskabelige undersøgelser for at skaffe nye bestandstal.

Isbjørnestudier i Vestgrønland

Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut er  i fuld gang med at studere isbjørne i Vest-og Østgrønland. Forårene 2009, 2010 og 2011 undersøgte Pinngortitaleriffik isbjørne i områderne mellem Qeqertarsuaq/Disko og Savissivik. I alt 79 isbjørne er blevet mærket, og 62 fik en satellitsender på. Studierne er finansieret af Råstofforvaltningen for Grønland, Den danske Miljøstyrelse og Pinngortitaleriffik, med det formål at få indblik i, hvordan og hvor meget isbjørnene anvender de områder ud for Vestgrønlands kyst, der er interessante i forbindelse med olieefterforskning. Men de viser også, at isbjørnene vandrer mellem Nordvestgrønland og østkysten af Baffin Island i Nunavut.

Undersøgelser sammen med Nunavut

Men der skal mere til for at få det fulde billede af forholdene i de bestande, der deles med Nunavut. Derfor arbejder forskere fra Nunavut/Canada og Pingortitaleriffik nu sammen om en flerårig plan for undersøgelser, der skal resultere i tal for, hvor mange isbjørne, der findes i Baffin Bugt og Kane Basin-bestandene. Planen er lige som i 1990´erne at beregne antallet af dyr i bestanden ved hjælp af ”mærknings-genfangstmetoden”. Men i modsætning til tidligere, hvor isbjørnene blev bedøvet og fik øremærker med numre, vil man nu udnytte det faktum, at isbjørnene er ”mærket” fra naturens hånd. Hver isbjørn bærer sit helt eget ”mærke” i generne. Derfor går det ud på at tage små hudprøver fra ikke-bedøvede dyr ved hjælp af en lille pil, der skydes fra en helikopter. Indsamlingen af hudprøver begynder i september i år på østkysten af Baffin Island. Det er en stor fordel, at Grønland og Nunavut/Canada er fælles om at løse den tekniske og logistiske, og ikke mindst økonomisk kolossale udfordring det er at lave nogenlunde dækkende undersøgelser af isbjørne i så enormt et område.

Studier og jagt i Østgrønland

Bestanden af isbjørn i Østgrønland udnyttes kun af Grønland, og deles ikke med nabolande. I løbet af 2007-2010 undersøgte Pinngortitaleriffik isbjørnenes vandringer i Nordøstgrønland med  det formål at se, hvordan dyrene udnytter de havområder,  der er interessante for olieefterforskning. I august 2011 står Sydøstgrønland i fokus for undersøgelser. Med støtte fra den Danske Miljøstyrelse tager et hold forskere fra Pinngortitaleriffik til området syd for Tasiilaq i begyndelsen af august i år for at sætte satellitsendere på isbjørne Sporinger og genetiske undersøgelser skal  afklare, om der er mere end én isbjørnebestand i Østgrønland. Den årlige kvote for Østgrønlandsbestanden er på 64 isbjørne, men der eksisterer ikke noget tal for, hvor stor bestanden er. Østgrønlandsbestanden slider også med andre problemer: Bjørnene i Østgrønland er meget forurenede, hvilket måske påvirker deres formeringsevne. Sammen med havisens tilbagegang betyder det manglende tal for bestanden i Østgrønland, at man ikke kan vurdere om den nuværende, ret høje fangst fra bestanden er bæredygtig.

Grønland alene om dokumentationen

Beregning af bæredygtig fangst kræver, at man kender antallet af dyr i Østgrønlandbestanden og Grønland er alene om at undersøge området og komme op med et bestandstal. Fangsten af isbjørne i Østgrønland foregår i to ret koncentrerede områder (mundingen af Scoresby Sund og området omkring Tasiilaq), mens bestanden er sparsomt udbredt over et meget større område. Man kan sagtens forstille sig, at man kan fange et vist antal isbjørne i Ittoqqortoormiit og ved Tasiilaq gennem en årrække, og måske ikke se nogen nedgang i fangsten, mens bestanden fx p.g.a. klimaændringer og forurening alligevel er i tilbagegang. Derfor indgår det i Pinngortitaleriffiks planer at optælle isbjørnene i Østgrønland. Hvordan og hvornår er endnu ikke fastlagt. Opgaven er enorm. Der er aldrig nogensinde tidligere foretaget optælling af en isbjørnebestand i så store områder, så opgaven må planlægges nøje. Og midlerne til den skal rejses først.  Grønland står over for en krævende opgave, hvis vi skal leve op til det internationale samfunds krav om at dokumentere, at fangsten er bæredygtig.

Kronik af seniorforsker Erik W. Born og informationsmedarbejder Kitte Vinter-Jensen Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut bragt i Sermitsiaq d. 5 august 2011