Almindelig ederfugl

Somateria mollissima

Almindelig ederfugl han. Foto: C. Egevang

 

Ederfuglen er en havdykand, der er knyttet til det kystnære havmiljø. Vingefang: 95-105 cm, længde: 60-70 cm. Hannen: Hvid ryg og bryst. Sort kalot, bug og svingfjer. Grøn i nakken. Ung han: Sort med hvide partier. Hun og ungfugl: Brunlig med mørk vatring. Dununge: Brunsort.

Føde

Overvejende muslinger, men også andre bunddyr som krabber og orme.

Yngletid

Hunner af almindelig ederfugl yngler som regel første gang som 3-årige. I nogle områder finder de sammen med en han allerede om efteråret eller om vinteren, mens de andre steder først finder en mage om foråret. Parret bliver sammen indtil hunnen er godt i gang med at ruge.

Almindelig ederfugl hun ruger. Foto: L. Maltha Rasmussen

Ederfuglene ankommer normalt til ynglepladserne i løbet af maj, alt afhængig af lokalitet og vejrforhold. Hunnerne vender ofte tilbage til deres fødested, og de yngler gerne tæt på det gamle redested. Ederfugle yngler typisk på holme og småøer, hvor de er beskyttede mod ræve. De yngler typisk i tætte kolonier, som kan variere i størrelse fra nogle få par til flere tusinde par. Når hunnen går på land for at udvælge sig et redested, følger hannen som regel tæt efter. Reden er en fordybning i jorden. Den bliver foret med store mængder dun, som plukkes fra hunnens bryst, når de første æg er lagt. I nogle tilfælde genbruger hunnen en gammel redeskål. Ellers må hunnen lave en ny rede. Det gør hun ved at sparke jord væk, mens hun drejer om sig selv.

Hunnen lægger oftest 3-4 æg. Hun lægger normalt ét æg om dagen, men begynder først at ruge mere konstant, efter at hun har lagt det andet eller tredje æg. Hunnen ruger i 24-26 dage, og i denne periode forlader hun kun reden i korte perioder for at drikke. Da hunnen ikke indtager føde i ruge-perioden, kan hun tabe op til 45 % af sin vægt.

Æggene klækker samtidig, som regel inden for 24 timer. Når ællingerne er blevet tørre efter ca. 1 døgn, leder hunnen dem ned til vandet. Ofte samles flere kuld der vogtes af mange hunner, også af ikke-ynglende hunner (tanter). Efterhånden som flere hunner kommer til med deres ællinger, danner de større familieflokke med op til 150 ællinger og 10 hunner. De store flokke kan dog godt dele sig op igen. Ællingerne bliver uafhængige af hunnen i løbet af 55-60 dage og flyvefærdige efter 65-75 dage.

Almindelig ederfugl hun med dununger. Foto: L. Maltha Rasmussen

Yngleudbredelse

Almindelig ederfugl yngler spredt i hele Vestgrønland, med de største koncentrationer i Nordvestgrønland. Ederfuglen yngler også i Nordøstgrønland og Sydøstgrønland, omend mindre talrigt. Flere racer er beskrevet. I Grønland forekommer racen borealis, der også er udbredt i det østlige Canada, Island, Svalbard og Franz Josef Land. Den yngler i områder hvor isen ikke blokerer kysterne og som regel på småøer, som ræve ikke har adgang til.

Kort over udbredelsen af almindelig ederfugl i Grønland, med angivelse af maksimale kolonistørrelser. Kilde: GN.

Vinterudbredelse og træk

Almindelig ederfugl er overvejende standfugl i Grønland og trækker kun ret korte afstande, i takt med at isen lægger sig. Hele den vestgrønlandske ynglebestand af almindelig ederfugl menes at fælde og overvintre i Vestgrønlands åbentvandsområde. De nordligste ynglebestande antages at overvintre i den nordlige del af åbentvandsområdet. Størstedelen af de ederfugle, der overvintrer ved Sydvestgrønland stammer dog fra canadiske yngleområder. På kortet herunder viser røde pile trækruterne fra yngleområderne inden for den stiplede linjer til overvintringsområderne i de gule områder. Fra midten af april begynder de yngledygtige fugle at trække tilbage mod yngleområderne. En del ikke ynglende fugle opholder sig i Vestgrønland hele sommeren.

Ederfugls udbredelse og trækruter i Grønland og Canada. Ederfuglen yngler langs kyststrækninger indenfor den stiplede linje. Kilde: GN.

Det samlede antal af almindelig ederfugle, der overvintrer i Vestgrønlands åbentvandsområde, blev i 1999 og 2017 anslået til ca. 500.000 fugle, mens ca. 150.000 overvintrer ved Newfoundland og Québec. De nordøstgrønlandske edderfugle trækker væk fra Grønland for at overvintre i farvandene omkring Island. Dog er fugle, der overvintrer omkring Tasiilaq formentlig også fra denne bestand. Det er desuden muligt, at nogle af ynglefuglene fra Sydøstgrønland overvintrer i Sydvestgrønland.

Bestandsstatus

Ynglebestanden i Vestgrønland faldt drastisk gennem 1900-tallet som konsekvens af overudnyttelse. Ved udgangen af 1990’erne blev den samlede ynglebestand i Vestgrønland estimeret til ca. 15.000 ynglepar. En kraftigt reduktion i fangsten efter 2001 vendte imidlertid bestandsudviklingen ganske hurtigt og bestanden er fordoblet adskillelige gange siden. Den samlede ynglebestand i Vestgrønland kendtes ikke præcist i dag, men i mange af de vigtige yngleområder i Nordvestgrønland er bestanden vokset med 10-15% om året over en længere årrække. I de første år efter den kraftige fangstreduktion i Grønland, begyndte ynglebestanden også at vokse betydeligt på den canadiske side, indtil der i 2006 udbrød fuglekolera flere steder i Canada.

Den samlede vinterbestand i Sydvestgrønland, som består af canadiske og grønlandske fugle, er kun blevet optalt to gange, i 1999 og 2017. I begge tilfælde blev vinterbestanden estimeret til knap 500.000 fugle. Set i lyset af den positive udvikling for ynglebestanden i Vestgrønland i denne periode, er det overraskende at vinterbestanden tilsyneladende ikke er vokset i samme periode.

Fangst og forvaltning

Ederfugl det hyppigste fangstobjekt i Grønland og jagttrykket har tidligere været en væsentlig bestandsregulerende faktor for ynglebestanden i Grønland og i nogen grad også for ynglebestanden i Canada. Ifølge jagtstatistikken Piniarneq blev der i 1990’erne skudt omkring 70.000 – 80.000 ederfugle om året i Grønland. Som konsekvens af en kraftig bestandsnedgang i Grønland gennem sidste halvdel af 1900-tallet, blev jagtiden afkortet ganske betydeligt i 2001. Siden har jagtudbyttet været omkring 20.000 – 30.000 fugle om året. Denne regulering medførte en stor bestandsfremgang i Vestgrønland og fangstperioderne er siden hen udvidet en smule igen.

Undersøgelser antyder at der sker en vis underrapportering til Piniarneq, så fangsttallene er sandsynligvis ikke fuldstændig retvisende og må derfor betragtes som indekstal. Til gengæld bliver en del af de nedlagte kongeederfugle indrapporteret som alm. ederfugl. En undersøgelse af fordelingen af de to arter på brættet i Nuuk (slut 90’erne) viste at ca. 30% af ederfuglene var kongeederfugle, mens andelen indrapporteret til Piniarneq kun var ca. 5%.

Fangst af ederfugle forvaltes gennem Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af fugle, som udarbejdes af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug (Link til bekendtgørelse).

Læs artikler om ederfugle: