Hellefisk

Hellefisken (Reinhardtius hippoglossoides) er en arktisk fladfisk, der lever dybt nede i den nordlige del af Atlanterhavet. Det har længe været uvist, om der er én eller flere bestande i Nordatlanten, men de seneste, igangværende undersøgelser, som Naturinstituttet deltager i, tyder på to bestande: Den ene dominer i Vestgrønland, den anden i Østgrønland.

Kendetegn

Hellefisken er en højrevendt fladfisk, som adskiller sig fra andre fladfisk ved, at dens venstre øje sidder på siden af kroppen og ikke tæt ved det højre øje. Desuden har både over- og underside veludviklet muskulatur og farve. Oversiden er oftest mørkebrun, mens undersiden er gråblålig (helleflynderen, som hellefisken af og til forveksles med, har som mange andre fladfisk hvid underside).

Udbredelse

Hellefisken er udbredt langs kontinentalskråningen i det nordlige Atlanterhav samt i dybe arktiske fjorde; den kendes også fra det nordlige Stillehav. I Grønland findes den på både øst- og vestkysten, fra Qaanaq-området og sydover samt op til Ittoqqortoormiit. Den lever fortrinsvis mellem 400 og 1.200 m dybde, men er registreret helt ned til 2.200 m og lever formentlig også dybere. Hellefisken betegnes som en bentopelagisk art, dvs. den opholder sig ved havbunden, men svømmer også i de frie vandmasser.

Små hellefisk mindre end 10 cm forekommer hovedsageligt på dybder mellem 200 og 400 m. Udenskærsområder nord for Nuuk og (især) Disko Bugt er vigtige opvækstområder for unge hellefisk. Hellefisk på ca. 25 cm findes dog langs hele den vestgrønlandske kyst, men sjældent dybere end 600 m. De største og ældste individer opholder sig typisk på dybere vand.

Formering, vækst og alder

De kendte gydeområder for hellefisk er begrænset til relativt varmt og dybt vand i Davis Strædet syd for højderyggen ved 62-66oN mellem Grønland og Baffin Island (Canada). Her er de tætteste koncentrationer af hellefiskelarver og -æg i Grønland fundet. Et andet gydeområde findes mellem Norge og Svalbard.

Hellefiskeæg er omkring 4 mm i diameter, når de gydes, og findes sammen med de mindste larvestadier i de bundnære vandmasser. Efterhånden som hellefiskelarverne vokser, begynder de et fritsvømmende liv i de øvre vandmasser. Larverne bliver større, jo længere mod nord man kommer. Det tyder på, at larverne driver nordover langs vestkysten af Grønland, i takt med at de vokser. Når hellefiskene er 5-6 cm lange søger de mod bunden, hvor de bl.a. fanges sammen med dybhavsrejer (Pandalus borealis) i august og september.

I løbet af opvæksten vandrer en del af hellefiskene ind i de dybe vestgrønlandske fjorde såsom Bredefjord ved Narsaq, Grædefjord ved Fiskenæs, Isfjorden ved Ilulissat, Uummannaqfjorden og mange andre fjorde med passende stor dybde. Det er aldrig lykkedes at påvise, at disse hellefisk vender tilbage til åbent hav for at gyde (der er f.eks. fundet få gydemodne hellefisk i fjordene). Det antages, at kønsmodne hanner og hunner hovedsageligt vandrer til de sydlige dele af Davids Strædet for at gyde.

Aldersbestemmelse af hellefisk har i mange år været forbundet med stor usikkerhed, fordi det er svært at aflæse vækstlagene i øresten fra en hellefisk (alderen på en benfisk kan aflæses i antallet af vækstlag (ringe) i dens øresten). Som tommelfingerregel er en hellefisk på 50 cm ca. 6 år gammel, mens en på 100 cm er ca. 20 år gammel. Et nyt studie har fundet, at hellefisk fra det nordlige Stillehav kan blive mindst 53 år gamle, og grønlandske hellefisk kan sandsynligvis blive lige så gamle.

Venstre: Tandsættet på en hellefisk er imponerende og er designet til at holde fast i store byttefisk. Højre: Hellefisk over 120 cm er sjældne, og selvom dette individ ikke blev målt, var den tydeligvis stor (foto: Jonas Kristensen).

Føde

Hellefisken er en glubsk, altædende rovfisk, der med sit frygtindgydende tandsæt er i stand til at fange og spise alle fisk, den kan gabe over (Billede 3). Det er vanskeligt at undersøge hellefiskens føde, da den ofte gylper maveindholdet op, når den fanges. Undersøgelser viser dog, at små hellefisk under 20 cm fortrinsvis spiser krebsdyr i de frie vandmasser (f.eks. Parathemisto sp., Euphausiidae og Hyperiidae), mens større hellefisk spiser dybhavsrejer, prikfisk (Myctophidae), ålebrosmer (Lycodes spp.) og andre fisk og blæksprutter. Store hellefisk er lynhurtige jægere og kan fange nogle af de hurtigste fisk i de frie vandmasser. En af de første makreller (Scomber scombrus), som Grønlands Naturinstitut registrerede i Østgrønland, blev f.eks. fundet i maven på hellefisk. De allerstørste hellefisk er også hyppigt kannibaler.

Du kan finde rådgivningen for hellefisk her. Desuden kan du finde TAC på Selvstyrets hjemmeside HER.

Kilder

Jørgensen, OA (1997). Pelagic occurrence of Greenland halibut, Reinhardtius hippoglossoides (Walbaum), in West Greenland Waters. Journal of Northwest Atlantic Fishery Science 21: 39-50.

Riget FF, Boje J (1987). Hellefisk ved Vestgrønland (Disko Bugt). Grønlands Fiskeri og Miljøundersøgelser ISBN 87-87838-60-5. pp 93.

Hansen PM, Hermann F (1953). Fisken og Havet ved Grønland. Skrifter fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Nr. 15. pp 128