Isbjørn

Isbjørn med unge. Foto: Ø. Wiig

Ursus maritimus

Biologi

Isbjørnen er den største nulevende bjørneart. Hanner er størst og vejer gennemsnitligt 500 kg, men kan veje helt op til 800-1000 kg. Fra snude til halespids måler de op til 2,85 m. Stående på bagbenene når de helt op til 3-4 m i højden.

Hunnerne er mindre, med en vægt på ca. 200 kg, men de kan veje op til 400 kg. Vægten varierer meget gennem året. Sidst på vinteren er bjørnene tyndest, men isbjørne har en formidabel evne til hurtig oplagring af fedt, og kan næsten fordoble vægten i løbet af foråret, når føden er rigelig.

Isbjørnens pels er hvid, gul eller gråhvid. Pelsen er så tæt, at der ikke trænger vand ind til huden, når bjørnen svømmer. Under pelsen er huden sort.

Isbjørnen er specialist i at fange sæler. Ringsælen er dens vigtigste byttedyr. Isbjørnen kan snuse sig frem til ringsælens snehule, hvor ungen er, og kan med sin store vægt bryde gennem snedækket til hulen. Foråret er den vigtigste tid, hvor isbjørnen optager 75-85 % af den energi, den skal leve af resten af året. Nogle steder er grønlandssæl og klapmyds med deres nyfødte unger i marts en vigtig føde for isbjørne og også remmesæl kan være en vigtig del af føden. Desuden er der fundet hvalros, ederfugl, grønlandshaj, hval, hellefisk, fjeldørreder og forskellige planterester i maven på isbjørne. Nogle af dyrene tages dog som ådsler.

En isbjørn kan blive mere end 3 m høj, når den rejser sig på bagbenene. Model fra Zoologisk Have i København. Foto: L. M. Rasmussen

Reproduktion

En isbjørnehun bliver først kønsmoden ved 4-5 års alderen, hannen et år senere. Parringen foregår i brunstperioden fra marts til juni. Isbjørne har forsinket fosterudvikling. Det vil sige at det befrugtede æg først fæstner sig i livmoren engang i oktober/november, hvorefter der sker en egentlig fosterudvikling. Fødslen finder sted allerede i månedsskiftet december/januar i et hi gravet i sneen. Hiet anlægges som oftest på land i nærheden af havet, men kan i Beauforthavet også anlægges på den flerårige drivis. Hunnen føder 1 eller oftest 2 unger som kun vejer ca. 600 gram ved fødslen. Hunnen har 4 dievorter og ungerne vokser hurtigt på mælken som indeholder 45 % fedt.

Udbredelse

Isbjørnens forekomst i Arktis er inddelt i 19 delbestand. Fire af disse forekommer i Grønland. Data: IUCN Polar Bear Specialist Group 1997.

 

Isbjørnens forekomst i Østgrønland illusterret ved positioner for bjørne med satellitsendere, i perioderne 1993-1998 og 2007.

 

Isbjørne forekommer både i Østgrønland og Vestgrønland, og den er i øvrigt udbredt overalt i Arktis i de områder, hvor der er havis. Den findes især i de isdækkede områder over kontinentalsoklen, hvor produktionen i havet er forholdsvis stor. Isbjørnene bevæger sig meget omkring, og sammenlignet med for eksempel brun bjørn udviser isbjørne en forholdsvis ringe genetisk variation. Man har dog på baggrund af viden om bjørnenes vandringer, den genetiske variation, og fysiske barrierer som for eksempel bjergmassive, inddelt isbjørnene i 19 delbestande, hvorimellem der kun sker ringe udveksling. Der forekommer fire delbestande i Grønland: Østgrønland, Kane Basin (nord for Qaanaaq), Baffin Bugten og Davis Strædet. Måske findes der en 5. bestand i selve Polhavet nord for Grønland.

Hidtidige studier viser at isbjørnene forekommer i drivisen i Østgrønland og langs hele Østgrønlands kyststrækning.

Sporinger med satellitsendere har vist, at der i store dele af året findes isbjørne på drivisen i Østgrønland, hvor de uden problemer kan bevæge sig rundt også mod isstrømmens retning mod syd.. Isbjørne yngler især i nationalparken i Nordøstgrønland, men også fåtalligt i Sydøstgrønland. I Sydvestgrønland forekommer der også isbjørne, der kommer til området med drivisen fra Østgrønland.

I Baffin Bugten færdes isbjørnene størstedelen af året på drivisen mellem Vestgrønland og Canada. De fleste af disse bjørne bevæger sig over mod Canada i takt med at isen smelter om foråret, og langt hovedparten af hunnerne yngler på Baffin Island eller Ellesmere Island i Canada. Kun ganske få isbjørne yngler i Nordvestgrønland. Dette mønster er formentlig en langtidsreaktion mod et forholdsvis stort jagttryk i Grønland.

Status

Isbjørn på havisen. Foto: L. M. Rasmussen.

I hele Arktis regner man med at der er 20.000 til 25.000 isbjørne. I Vestgrønland deles bestanden af isbjørne med Canada. I Davis Strædet blev bestanden i 2007 vurderet til at være ca. 2200 ud fra omfattende mærkninger og genfangster. Bestanden i Baffin Bugten blev ved samme metode beregnet til at tælle ca. 2100 dyr i 1998, men modelberegninger antyder, at bestanden på grund af stor canadisk og grønlandsk fangst var faldet til ca. 1600 dyr i 2004. Bestanden i Kane Bassin nord for Qaanaaq blev estimeret til 164 dyr i 1998.

Bestanden af isbjørne i Davis Strædet forekommer mest i Canada, og jages kun lidt i Grønland, når dyr fra denne bestand optræder i randen af drivisen ud for den vestgrønlandske kyst.

Antallet af isbjørne i Østgrønland derimod kendes ikke. Det skyldes, at der aldrig er foretaget optællinger af bestanden i de store, isdækkede områder i Østgrønland.

Isbjørn er kategoriseret som sårbar på Grønlands Rødliste og IUCN’s rødliste.

Denne vurdering skyldes bl.a. at man forventer en reduktion på over 30 % i antallet af isbjørne i løbet af de næste tre isbjørnegenerationer (dvs. 45-50 år) som følge af klimaændringerne. I USA blev isbjørnene i 2007 vurderet som “truet”. Også i dette tilfælde, fordi det forventes, at isbjørnebestandene vil gå tilbage på grund af tilbagegangen i havisen forårsaget af den globale opvarmning. Ved isbjørnenationernes møde (USA, Canada, Grønland, Norge, Rusland) i marts 2009 i Tromsø i Norge var konklusionen også klar: Opvarmningen og isens tilbagegang er en stor trussel mod isbjørnene.

Et varmere klima indskrænker isens udbredelse og dermed isbjørnenes leveområder.

Forskning og forvaltning

Den grønlandske forskning har bl.a. haft til formål at finde ud af, hvor mange bestande der findes, og fastslå størrelsen af de forskellige bestande. Det er et helt nødvendigt kendskab at have, for at kunne fastsætte kvoter for fangsten af isbjørne med henblik på en bæredygtig forvaltning.

Ud fra omfattende mærkninger og genfangster har man i Kane Bassin, Baffin Bugt og Davis Strædet fået oplysninger om bestandenes køns og alderssammensætning samt deres vækstpotentiale. Via undersøgelser af fangsten og interviews med fangere har man kunnet få oplysninger om fangstens køns- og alderssammensætning. Ved at sammenholde disse oplysninger med bestandsstørrelsen kan man beregne bæredygtig fangst og vurdere, hvordan fangsten påvirker bestandene. Isbjørnenes slægtskabsforhold er blevet undersøgt ved at studere vævsprøver fra dyr der er nedlagt i forskellige områder, men også fra dyr fanget i forbindelse med fangst til mærkning. Undersøgelserne har vist, at der ikke er særlig stor genetisk forskel på isbjørne fra forskellige områder, hvilket kan hænge sammen med at enkelte individer kan vandre meget langt væk fra deres fødested.

Siden midten af 1960´erne har man fanget og mærket isbjørne. De første mærkninger i Grønland foregik i 1973. Og siden begyndelsen af 1980´erne har man udstyret isbjørne med satellitsendere, for at kunne følge deres vandringer mere detaljeret. Satellitsporingerne har givet et meget præcist og nuanceret billede af isbjørnenes vandringer, og det har været muligt ud fra dem at afgrænse forskellige delbestande. Fangsten af isbjørne til mærkning er især foregået fra helikopter, men i Canada også fra snescooter, og ved Svalbard fra skib. Bjørnene bedøves, medens forskerne undersøger bjørnen. Der tages forskellige mål for at fastslå væksten, og køn og omtrentlig alder bestemmes. Desuden trækker man en lille ca. 1 cm lang tand ud for at bestemme den rigtige alder. Der tages desuden vævs– og blodprøver til undersøgelser af forurening og sygdomme. Desuden tatoveres et nummer på indersiden af overløben, og bjørnen forsynes med et øremærke af plastik. Så kan man genkende den, hvis den senere fanges af biologer eller nedlægges af fangere

Isbjørnen er som et rovdyr placeret højt i fødekæden, og den lever af høj grad af spæk fra sæler. Derfor er den meget udsat for at optage miljøgifte i form af “POP´er”, Persistent Organic Pollutants, hvilket betyder svært nedbrydelige miljøgifte, der især ophobes i sælernes fedt. Der har derfor været forsket i POP´ernes betydning for isbjørnenes trivsel. Et højt POP-Niveau i isbjørne kan bl.a. medføre misdannelse af kønsorganer, fosterskader, skader på indre organer og nedsat immunforsvar. Man frygter derfor, at de giftige stoffer kan svække isbjørnene så meget, at de får vanskeligt ved at formere sig eller klare de udfordringer som klimaforandringerne medfører.

Danmarks Miljøundersøgelsers afdeling for Arktisk Miljø, har i samarbejde med Grønlands Naturinstitut og grønlandske fangere siden 1980´erne foretaget opfattende studier af forureningen i de østgrønlandske isbjørne. Isbjørne i dette område er sammen med dem i Barentshavet og Karahavet i det vestlige Rusland de mest forurenede i Verden. I Østgrønland har man bl.a. set tegn på, at forureningen kan påvirke isbjørnenes knogler og størrelsen af deres kønsorganer.

Fordelingen af fangsten af 293 isbjørne i Qaanaaq og Upernavik kommuner i perioderne 1991-2000 (n=145) og 2001-2005 (n=148).

 

Grønland samarbejder internationalt om forvaltningen af isbjørne, hvilket i høj grad er nødvendigt, da flere lande ofte deler de samme bestande. I 1973 lavede de lande, der har isbjørne, den Internationale Aftale om Beskyttelse af Isbjørne. Denne aftale blev ratificeret af landene i Oslo i 1981. Man oprettede under The World Conservation Union den Internationale Isbjørnespecialistgruppe, hvor man også samarbejder om bestandsovervågning og forskning.

Det er Grønlands Selvstyre, der kvotesætter og forvalter fangsten af de levende resurser. Siden 1993 er fangsten registreret af Selvstyret og oplysninger om fangst udgives i et informationshæfte om fangst og jagt, Piniarneq.

Spørgsmål om fangst og kvoter skal stiles til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Isbjørnen i sin element, de kan svømme flere kilometer. Foto: F. R. Merkel

 

Isbjørneundersøgelser

Fra 1. januar 2012 har Selvstyret besluttet at alle isbjørnefangere skal indlevere en lille prøve af tungen og en lille tand fra hver isbjørn, der skydes.

Hvordan?

Tunge: Skær et lille stykke (ca. 1 x ca. 0.5 cm) af tungespidsen (Fig. 1 og 2).

Tand: Tag en af de små tænder ud, der sidder lige bag hver hjørnetand. Tanden tages ud ved at presse spidsen af en lommekniv ned langs tanden til den løsner sig af sig selv. Undgå at brække roden (Fig. 1, 3 og 4).

Det lille stykke tunge og tanden lægges begge ned i prøve-røret med saltvand (Fig. 5).

Proppen på røret skrues godt til og røret med prøverne afleveres sammen med fangstskemaet til kommunens erhvervskonsulent.

 

Fig. 1: Fangerne skal skære et lille stykke af tungespidsen og tage en lille tand, der sidder bag hver hjørnetand.

 

Fig. 2: Der skæres et lille stykke tungespidsen (ca. 1 x ca. 0.5 cm)

 

Fig. 3: Tag en af de små tænder ud, der sidder lige bag hver hjørnetand. Tanden tages ud ved at presse spidsen af en lommekniv ned langs tanden til den løsner sig af sig selv. pas på ikke at brække roden.

 

Fig. 4: Sådan ser den lille tand ud

 

Fig. 5: Tand – og tungeprøver puttes i prøveglasset med saltvand og afleveres til kommunens erhvervskonsulent.

 

Husk fangstskemaet

Husk at udfylde og aflevere skemaet med oplysninger om bjørnefangsten til din kommunes erhvervskonsulent. Derefter sender kommunen prøven sammen med en kopi af fangstskemaet til Grønlands Naturinstitut på adressen:

 

Grønlands Naturinstitut

“Isbjørneprøve”

Postboks 570

3900 Nuuk

 

Det originale fangstskema skal fortsat sendes til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Grønlands Selvstyre.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål i forbindelse med isbjørneprøverne, kan du kontakte Grønland Naturinstitut.

Hvorfor skal der indsamles prøver?

Tandprøverne viser, hvor gamle isbjørnene er og den samlede aldersfordeling i bestanden kan fortælle om, hvordan hele bestanden har det. Prøven fra tungen skal analyseres for DNA, så forskerne kan se, hvordan de forskellige isbjørnebestande hænger sammen. Prøverne vil også indgå i beregningerne af, hvor mange isbjørne, der findes i Baffin Bugt og Kane Basin-bestandene, som Grønland deler med Nunavut.

 

Læs om undersøgelserne i artiklen: Isbjørne i internationalt fokus

 

Andre artikler: