Remmesæl

Erignathus barbatus

Fældende remmesæl Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Størrelse

Remmesælen er en stor sæl. Voksne individer bliver ca. 2,30-2,40 m fra snude til halespids, enkelte bliver op 2,50 m. Om sommeren, når remmesælerne er magre, vejer de voksne remmesæler mellem 200-250 kg. Sidst på vinteren og om foråret, når de er fedest, kan de komme op omkring 400 kg. Hanner og hunner er næsten lige store.

Remmesælen er let genkendelig på sin langstrakte krop. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Føde

Føden består af fisk og rejer, samt bunddyr som børsteorme, søpølser og muslinger.

Kortet viser den cirkumpolare udbredelse af de to underarter af remmesæl. Grænsen imellem dem er ikke skarp, men der sker en gradvis overgang fra den ene type til den anden i det område hvor grænserne er tegnet.

Udbredelse og antal

Remmesælen inddeles i to underarter; Erignathus barbatus barbatus og E. b. nauticus. Grænserne for udbredelsen af de to underarter er uklar, og man kan heller ikke med fuldstændig sikkerhed afgøre, hvilken underart en remmesæl tilhører alene ud fra skeletdele. Hvis man sammenligner et større materiale fra området ved Beringsstrædet eller det Okhotske Hav med remmesæler fra den atlantiske side, så vil der dog være klare forskelle på forskellige gennemsnitsmål. Eksempelvis er hovedet på E.b. nauticus kortere og bredere. Samme inddeling i to forskellige grupper er påvist v.h.a. genetik.

Den samlede verdensbestand af remmesæler kendes ikke med sikkerhed, men ekstrapolering fra delområder, hvor man har lavet surveys, indikerer at den samlede verdensbestand er i størrelsesordenen 750.000 individer, hvoraf ca. 450.000 er E.b. nauticus. Med ekstrapolering menes, at man ud fra de surveys der er lavet, har beregnet den gennemsnitlige tæthed af remmesæler i forskellige is typer; eks. fastis i fjorde, fast is i kystområder og pakis. Derefter har man fra satellitkort beregnet hvor store områder der findes med de forskellige is typer, og så ganget arealerne med de gennemsnitlige tætheder af remmesæler.

Reproduktion

Ung remmesæl på isen. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Som de andre grønlandske sælarter bliver remmesælen i reglen kønsmoden omkring femårs alderen (nogle et til to år før eller senere). Remmesælen føder sin unge omkring månedsskiftet april-maj på drivis eller ved iskanter med adgang til åbent vand. Ved fødslen måler ungen ca. 1,30 m og vejer omkring 35 kg. Den dier i ca. 24 dage og tager i denne periode lidt over 3 kg på om dagen, så den normalt vil veje lidt over 100 kg, når den forlader sin moder. Ungen er parat til at gå i vandet få timer efter den er født, og den begynder så småt selv at finde føde, mens den stadig dier.

I forårsperioden begynder hannen at ”synge” under vandet. Sandsynligvis bruger han disse lyde til at forsvare sit territorium og til at tiltrække hunner. Parringssæsonen topper i maj, når ungerne er færdige med at die. Remmesælen har, som andre sæler, forsinket implantation. Dvs. at det befrugtede æg deler sig nogle gange og så går i dvale. Først omkring begyndelsen af august sætter ægget sig fast i livmoderen (det implanteres) og fosterudviklingen starter.

Fældning

Remmesælens fældeperiode er svær at afgrænse. Typisk vil de fælde kraftigt i sommermånederne fra midt i juni til tidligt i august. Sælerne forekommer da brunlige, og der vil ofte ligge et aftryk af fældede hår, hvor de har ligget på en isflage. Når de i løbet af sensommeren har fået ny pels, er de sølvgrå, og mange af de grønlandske remmesæler, får en hvid plet på issen (se billede under forskning).

Status

De to underarter af remmesæl kan sandsynligvis inddeles i flere ynglebestande; altså grupper af sæler der lever så adskilt, at eksempelvis fangst på den ene gruppe, ikke har indflydelse på antallet i den anden gruppe. For ikke at overudnytte sælerne i nogle områder bør status gives for hver bestand, men lige nu ved vi ikke nok hverken om hvor grænserne går imellem bestandene, eller hvor mange sæler der er i de forskellige bestande. Der kan derfor ikke laves en status for remmesælerne omkring Grønland. Alligevel antages det at disse sælers meget jævne udbredelse med forholdsvis lave tætheder i store områder uden fangst, er med til at beskytte dem imod overudnyttelse. I den grønlandske rødliste er remmesælen placeret i kategorien ”med utilstrækkelige data”, (til at vurderer fangstens bæredygtighed), men som art er den placeret som ikke truet.

Forvaltning

Rådgivning om fangst og forvaltning af grønlandske remmesæler hører under NAMMCO. Fangsten i Grønland menes ikke at udgøre en fare for bestanden/e, men dette er pt. kun en formodning, som bygger på at de er udbredt i et stort område, hvor der ikke er fangst. NAMMCO har planlagt at de i 2022 vil indkalde en arbejdsgruppe, som skal vurdere hvorvidt de atlantiske remmesæler kan inddeles i bestande (områder hvorimellem der kun er lidt eller ingen udveksling af remmesæler), og hvorvidt fangsten i de enkelte bestande er bæredygtig.

Satellit-sender monteret på en remmesæl med ny grå pels. Foto: Aqqalu Rosing-Asvid.

Forskning

Remmesæler ligger ofte på isen, og de er lette at få øje på og at artsbestemme pga. deres aflange krop. De bliver derfor som regel talt med, når der laves survey efter andre dyr (eks. narhvaler og hvidhvaler). Satellit-sporinger med sendere som bl.a. registrerer haul-out (tid hvor sælen er ude af vandet), giver et godt estimat på hvor stor en andel af sælerne som ligger på isen på forskellige årstider. Derfor øges vores viden om remmesælernes antal i forskellige områder, men remmesæler er vidt udbredt, og derfor er der stadigvæk store områder, hvorfra vi ingen data har.