Tællinger af havpattedyr

Der er ikke mange steder tilbage på kloden, hvor folk lever af at fange vilde dyr og slet ikke, hvor man lever af at fange havets store pattedyr. I mange industrialiserede samfund ser man med undren, bekymring eller direkte væmmelse på denne måde at ernære sig på. Grønland er som bekendt et af de steder, hvor fangst af sæler og hvaler har stor betydning. Men den grønlandske fangst har længe været under intensiv kritik og der er mange magtfulde internationale organisationer som gerne så afslutningen på denne livsstil. Det har bl.a. været fremhævet utallige gange, at Grønland ikke kan bevise, at fangsterne er bæredygtige, og man har specielt efterlyst tal for størrelserne af bestandene.

En gigantisk opgave

For at imødekomme kritikken af den manglende viden om de grønlandske bestande af hvaler, har Grønland siden 2005 gennemført omfattende optællinger af alle de vigtigste hvalarter samt hvalrosser i både Øst- og Vestgrønland. Det er en gigantisk opgave, som Grønlands Naturinstitut (GN) kun har kunnet løse via store særbevillinger fra det daværende Hjemmestyre, nu Selvstyret, og den danske Miljøstyrelse via det arktiske miljøstøtte program DANCEA.

Dokumenteret bæredygtig fangst

Før 2005 havde GN kun tal på ganske få hvalarter og tallene var typisk mere end 10-15 år gamle og slet ikke gode nok til at forsvare den nuværende fangst. Nu har vi veldokumenterede tal for 10 hvalarter (vågehval, finhval, pukkelhval, grønlandshval, grindehval, hvidnæset- og hvidsidet delfin samt marsvin) og hertil kommer tre grønlandske bestande af narhval og tre bestande af hvalros. De fleste af tallene er godkendt i de internationale videnskabelige komiteer (såsom NAMMCO og IWC), som arbejder med rådgivning om disse arter. Tællingerne er lavet fra fly, hvilket er dyrt, men den absolut bedste fremgangsmåde, da det er meget store områder som skal dækkes.

Fremgang for flere arter

Optællingerne viser fremgang i bestandene af pukkelhval, finhval, grønlandshval, hvidhval i Vestgrønland og i narhvalbestanden i Qaanaaq-området. Bestanden af vågehval, marsvin, hvidnæset delfin, spækhugger synes at være stabil hvorimod narhval-bestanden i Melvillebugten og Østgrønland er blevet mindre. Visse arter er sværere at tælle end andre; vågehvalerne er f.eks.  svære at finde under flytællinger, sandsynligvis fordi de oftest er alene og kun kan ses i ekstremt stille vejr uden tåge, dvs. meget sjældent.

Videnskabelig gennemgang af tallene

Narhval, hvidhval, grønlandshval og hvalros er gode eksempler på hvorfor Grønland ikke bare kan beslutte, hvor mange dyr der er. De fleste bestande opholder sig kun i en periode af åreti grønlandske farvande og opholder sig ellers i andre landes farvande. Kvaliteten af tællingerne skal derfor altid godkendes af internationale videnskabelige organisationer før tallene kan bruges til at sætte kvoter med. For storhvalernes vedkommende foregår dette i den Internationale Hvalfangstkommission (IWC), hvor en meget kritisk videnskabelig komité nøje overvejer om tallene er korrekt funderet og beregningerne rigtige. Komitéen sikrer, at bestandstallene ikke bliver overvurderet eller om usikkerhed om tallene er blevet undervurderet. En tilsvarende screening foregår i den Nordatlantiske Havpattedyrkommission (NAMMCO) for hvalrossens og småhvalernes vedkommende. Det kan tage flere år inden et tal kan godkendes og i enkelte tilfælde er det slet ikke muligt at imødekomme kritikken.

Betydning for Grønland økonomisk….

Grønland har brug for disse tal til at dokumentere bæredygtigheden af udnyttelsen, bl.a. fordi handel med kunsthåndværk af disse materialer er reguleret af en organisation, CITES, der kræver at dyrene fanges på et dokumenteret bæredygtigt grundlag. Uden CITES-tilladelse kan en turist ikke udføre et smykke af f.eks. hvalros. På Naalakkersuisuts hjemmeside kan ses hvilke arter, der pt. er tilladt at udføre fra Grønland.

…og videnskabeligt

Samtidig kan man få glæde af veldokumenterede tal og tidsserier for hvalbestandene langt ud i fremtiden, fordi resultaterne fra tællingerne kan anvendes til at belyse langsigtede ændringer i hele økosystemet. Hvaler og hvalrosser er top-predatorer (sidste led i en fødekæde) og opsummerer derfor forandringerne i både fødekæden og det fysiske miljø (f.eks. is- og temperaturforhold).

Flytællingsmetoden

Siden 1984 er der lavet i alt 9 visuelle flytællinger og 2 fotografiske optællinger af storhvalerne i Vestgrønland. Mellem 1981 og 2019 er der lavet 34 flytællinger for narhvaler, hvidhvaler og hvalros i hhv. Vestgrønland, Nordvestgrønland, Nordøstgrønland og Østgrønland.

Optælling fra fly er alle andre metoder overlegen, da man hurtigt kan dække store arealer. Men sikkerheden ved flyvning i lav højde over hav og is skal være i orden, så derfor har det været et krav, at flyet skulle have to motorer og ekstra brændstoftanke til lang tids flyvning, så man kan bruge alternative lufthavne, hvis den planlagte lufthavn lukker ned pga. dårligt vejr.

Norlandairs Twin Otter OY-ATY er ideel til at tælle havpattedyr fra luften, fordi den kan dække et stort område og har plads til fire observatører, der gør tællingerne mere robuste. Læg mærke til de specielle “boble” vinduer, der under flytællingen erstatter de almindelige vinduer. Foto: R. G. Hansen

Flyet flyver 90 nm (sømil) i timen og 700 fod over havets overflade. Dette giver observatørerne mulighed for, at se dyrene inden de dykker. Foto: R. G. Hansen

Et eksempel på hvordan flytællingerne udføres. A) viser de forskellige områder, der er planlagt at flyve og B) viser linjer, der var planlagt at flyve (røde streger) og dem som rent faktisk blev fløjet (blå linjer). C) viser resultatet af flytællingen (her er det for grønlandshvaler). De røde prikker indikerer antallet af observeret dyr.

Flytype

Bortset fra en enkelt tælling i 2005 er de fleste tællinger gennemført med Air Greenlands og Norlandairs Twin Otter OY-ATY. Det er et relativt stort fly, hvor vi kan være fire observatører i flyet. Det gør det muligt at foretage et såkaldt “dobbelt-observatør-eksperiment”, hvor man finder ud af, hvor mange individer, der registreres af begge observatører, og hvor mange, der kun registreres af den ene. Det er meget vigtigt i forbindelse med nogle af de dyr, som er svære at få øje på, fordi man må regne med, at der er dyr, som ikke registreres af observatørerne. Ved hjælp af “dobbelt-observatør-eksperimenter” kan man bestemme, hvor mange dyr som observatørerne ikke ser og dermed få en mere realistisk bestemmelse af antallet på overfladen på det areal, som flyvningen dækker. Observatørerne ser f.eks. næsten 100% af hvid- og pukkelhvaler, men de kun ser 80% af hvalrosser, der ligger i vandet.

Fire observatører (to foran og to bagved) muliggør korrektion for observationer set af den ene eller begge observatører i hver side af flyet. Foto: R. G. Hansen

Registrerings- og observationsudstyr

Ud over de fire observatører, som arbejder to og to uden kontakt med hinanden, bliver Twin Otteren også forsynet med forskelligt registreringsudstyr, som kan følge med i flyets bevægelser, arkivere indtalinger fra observatørerne samt lave en løbende video-registrering af forholdene direkte under flyet. Derudover bliver afstandene til dyrene opmålt ved hjælp af en elektronisk vinkelmåler kaldet et geometer. Det er disse afstande til dyrene, der bruges til at lave en såkaldt detektions-funktion for observatørernes evne til at se dyrene i en givet afstand fra flyet. Derved tager vi højde for, at dyr tæt på flyet nemmere kan ses end dyr langt fra flyet.

Optager boks, der optager de mange informationer samt tager billeder eller film af området direkte under flyet som observatørene misser. Alle disse billeder eller film gennemgås efter flytællingen er overstået og evt. dyr indgår i udregningen af bestandsstørrelsen. Foto: MP. Heide-Jørgensen

Det sidste bruges til både at registrere dyr, som observatørerne overser, og til at give en løbende måling af is- og vindforhold på havoverfladen. Det hele er samlet i en speciel computer udviklet af Remote Geosystems.

Boble-vinduer

Endeligt får Twin Otteren monteret fire såkaldte boble-vinduer, som er ekstra store bobleformede ruder, observatørerne kan stikke hovedet ud i og se, om der er dyr lige under flyveren.

Satellitsendere registrerer dykkeadfærd

Et stående problem med optællinger af hvaler og hvalrosser er, at en vis del af bestanden altid kan forventes at være neddykket under overflyvningen og dermed umulig for observatørerne at se. Skal tællingerne give et realistisk billede af hvor mange dyr som findes i området er det derfor nødvendigt at korrigere for de dyr som ikke kan ses. Til det formål bruges data fra dyr, som er instrumenteret med satellit sendere, der giver oplysninger om den tid dyrene er i overfladen. Der er som regel tale om små trykmålere, der viser hvor meget af dyrets tid som bruges i f.eks. 0-2 m dybde, som er den dybde, man kan regne med at se hvalen i fra flyveren.

Satellitsender fremstillet til at sætte på narhvaler, så forskerne bl.a. kan følge hvalernes dykkeadfærd. Foto: M.P. Heide-Jørgensen

Satellitsender fremstillet til at sætte på rygfinnen af marsvin. Foto: M.P. Heide-Jørgensen

Satellitsender til mærkning af hvalros i Qaanaaq området. Senderen bindes på fangerens harpun, der kastes på hvalrossen med stor præcision. Foto: N. Nielsen

Storhvaler i Vestgrønland

Vågehval

Grønland er længe blevet kritiseret for at mangle ordentlige tal på vågehvalbestanden. Det satte gang i de første flytællinger i 1984, som afløste de skibstællinger der uden større succes blev gennemført i 1982 og 1983.  På trods af denne omfattende indsats var det faktisk først i 2007 at det lykkedes at opnå et tal, der er stort nok til at forsvare fangsten af vågehvaler i Grønland.

Et problem med mange af de tidligere tællinger var, at observatørerne så for få vågehvaler til at man kunne bruge de meget datakrævende modeller, som blev brugt til beregning af bestandsstørrelsen.

På trods af at vågehvalerne er Grønlands mest talrigeste storhval er den alligevel næsten umulig at finde på flytællinger og der har været mange teorier om, at de var indenskærs, når vi fløj udenskærs og omvendt.

Problemet er dog snarere at vågehvalerne er meget spredte og oftest optræder enkeltvis. Samtidig ser man dem kun i ekstremt stille vejr uden tåge, hvilket er ret sjældent i Vestgrønland.

Vågehvaler svømmer oftest alene hvilket gør dem svære at se under flytællinger. Foto: N. Nielsen

Ved optællingen i 2007, samt den gentagne optælling i 2015, blev der brugt en simplere model som ikke krævede så mange observationer for at beregne bestandsstørrelsen. På grund af problemerne med at tælle vågehval er det ikke muligt at sige om bestanden er i vækst eller tilbagegang, men tidsserien fra 1984 til 2015 tyder på, at antallet varierer en del mellem årene.

Optællinger af vågehvaler har været et udviklingsprojekt, hvor vi har måttet løse en række problemer og gennemgå en udvikling fra små fly med to observatører til store fly med fire observatører. Det har været en dyr proces, men samtidig er der kommet andre vigtige resultater ud af det, hvilket har været med til at løfte og fokusere indsatsen på nogle af de andre arter.

Finhval

Parallelt med optællingerne af vågehvaler er finhvalerne blevet optalt og det har teknisk været mindre vanskeligt. Finhvalen er en af de største hvaler og de samler sig i små grupper, som er meget lettere at få øje på end eks. vågehvalerne.

I de senere år har det lykkedes at sætte satellitsender på finhvaler i Vestgrønland og de tidligere tælletal fra 2005 og 2007 kan derfor korrigeres for hvor meget de er neddykket og altså ikke kan ses af flyobservatørene.

Bestandstallet for finhval fra tællingerne 1987/88 var på 1100 hvaler. Sammenligner man det med de nye tal på hhv. 9800 talte dyr i 2005, 15957 dyr i 2007 er der ikke tvivl om at bestanden er steget markant siden 1980´erne. I tællingen fra 2015 sås det imidlertid at en del af bestanden tilsyneladende befandt sig i Østgrønland hvor kun 2215 dyr blev optalt i Vestgrønland men derimod 6440 dyr blev talt i Østgrønland. Den nuværende kvote er på 19 finhvaler.

En flok finhvaler under flytælling i 2005. Grundet deres store størrelse er finhvaler nemme at se under flytællingerne. Foto: L. Witting

Pukkelhval

Pukkelhvalen er den eneste art, som vi har tal på i hele optællingsperioden. Tallene viser en årlig vækst på 9%, når antallet af observationer per fløjne kilometer sammenlignes for hele perioden 1984 til 2007.

Tællingerne viser, at bestanden af pukkelhvaler har været stigende siden første tælling. Derfor kunne IWC i 2010 tildele Grønland en kvote på i alt 9 pukkelhvaler årligt.

Væksten er i samme størrelsesorden som set i andre områder af Nordatlanten og det er også forventeligt eftersom der siden beskyttelsen af bestanden i Vestgrønland i 1985 kun er fanget enkelte pukkelhvaler på deres vinteropholdsplads i Caribien.

En flok pukkelhvaler under en flytælling i 2005. Pukkelhvaler er nemme at se fra flyet på grund af deres store størrelse og hvide luffer. Foto: L. Witting

Tal for hvaler i Østgrønland

For alle tre bardehvaler; vågehvalen, finhvalen og pukkelhvalen, har vi hidtil manglet tal for bestandens størrelse langs kysten af Østgrønland. Det ændrede sig dog med en store tælling i 2015, der både dækkede Vestgrønland og Østgrønland. Her blev der observeret store mængder af hvaler, der hidtil var ukendt for os. I alt blev der optalt 2762 vågehvaler, 6440 finhvaler og 4223 pukkelhvaler. Vi ved ikke med sikkerhed om hvalerne, der findes i Vestgrønland er de samme hvaler, der nogle år vælger at tage til Østgrønland i stedet. En enkelt satellitmærket pukkelhval viste dog, at denne hval flyttede sig fra Vestgrønland til Østgrønland samme år.

Grønlands smertensbørn

Narhvalen, hvidhvalen og grønlandshvalen har længe været Grønlands smertensbørn fordi fangsten af nar- og hvidhvaler i en periode var for høj til at bestanden kunne bære det og fordi grønlandshvalen i mange år ikke viste tegn på vækst i bestanden på trods af 100 års fredning.

Omkring årene 1999-2000 observerede man pludselig mange grønlandshvaler i Diskobugten. En meget omhyggelig tælling i 2006 viste, at der nu var ca. 1200 hvaler i området om foråret. Den optælling var specielt avanceret, fordi det var første gang vi samtidig kunne satellitspore et antal hvaler, som kunne vise at flytællingen faktisk dækkede hvalernes udbredelse og samtidig blev dykkedata indsamlet fra præcis det samme område og tidspunkt. En gentagelse af tællingen i 2012 viste, at det samme antal grønlandshvaler benyttede Diskobugten om foråret.

Fangere fra Qeqertarsuaq har siden 2000 arbejdet for Grønlands Naturinstitut med at mærke grønlandshvaler med satellitsendere. Desuden bruges de også til andre projekter. Foto: K. Laidre

Hvidhval

Hvidhvalerne er optalt i deres vinteropholdsområde i Vestgrønland og om foråret i Nordvandet. Den lange serie af tællinger af hvidhvaler strækker sig tilbage til 1981 og har vist, at hvidhval bestanden er ved at komme sig efter en periode med store fangster sidst i 80’erne og begyndelsen af 90erne. Tællingerne viser også, at hvidhvalerne flytter sig med isen, der er trukket længere vestpå i de senere år, hvilket gør det sværere for fangerne at nå dem.

Grafen viser hvordan hvidhvalerne følger kanten af havisen og at de trækker længere vestpå sammen med isen.

Narhval

Narhval er optalt i alle områder med faste bestande og regelmæssig fangst. Det drejer sig om Vestgrønland: Inglefield Bredning, Melville Bugten, Nordvandet, Vestgrønland, Diskobugten. Dog ikke i Uummannap Kangerlua, hvor narhvalerne opholder sig i november, da er det for mørkt til flytællinger. I Østgrønland har narhvalerne været talt: mellem Scoresby Sund og Tasiilaq samt Dove bugt og Nordøstgrønland.

Narhvalerne er særlig godt dækket fordi Grønland, sammen med Canada, har et specielt ansvar for at forvalte narhvalbestandene eftersom det er de eneste to lande med store narhvalbestande.

Flok af narhvalhanner observeret under flytælling. Narhvaler er letgenkendelige fra fly. Foto: C. Egevang

Hvalros

Hvalros tælles ligeledes fra fly og er blevet talt i Avannaarsua i foråret 2013 samt 2018. Derudover er den Vestgrønlandske komponent af den Østlige Baffin Bugt og Davis Stræde bestand optalt i 2006, 2008, 2012 og 2017 og denne bestand ser ud til at være stabil.

Småhvaler

Marsvin

Der er tre små tandhvaler som fanges om sommeren i Grønland og det er marsvinet, den hvidnæsede delfin og grindehvalen. Marsvinet tages i ret store antal (2-3000 dyr om året) i Sydvestgrønland og så det er vigtigt at få tal på bestandens størrelse. Marsvin er svære at se fra fly og det gør det ikke nemmere at de gennemførte flyoptællinger fokuserede på de store hvaler. Det lykkedes alligevel i 2007 og 2015 at estimere en bestandsstørrelse på marsvin, på henholdsvis ca. 70.000 og 100.000 dyr.

Hvidnæset delfin

Vi ved ikke hvor mange hvidnæsede delfiner der fanges, men det er nok omkring 2-300 delfiner om året i Sydvest- og Østgrønland. Det vurderes at bestanden er stor og hænger givetvis sammen med delfiner i andre områder af Nordatlanten.

Grindehval

Grindehvaler fanges uregelmæssigt, men nogle gange i store antal på 3-400 dyr i Vestgrønland. Arten vandrer over store områder og grindehvalerne i Vestgrønland menes bl.a. at være en del af den nordvest-atlantiske bestand.

Grindehvalerne forekommer fortrinsvis på det dybe vand på den vestlige side af bankerne langs Vestgrønland, og eftersom området ikke fuldstændig dækkes af flytællinger, betragter vi bestandstallene fra tællingerne som minimumstal for den bestand, som den grønlandske fangst tages af. Grindehvalerne er vanskelige at tælle fordi de ofte optræder i meget store grupper, såkaldte supergrupper hvor det kan være svært at afgøre hvor grænsen mellem grupperne er.

Spækhugger

Den eneste anden tandhval, som fanges i Grønland og som vi mangler tal på er spækhuggeren. På trods af mange hundrede timers flyvning langs de grønlandske kyster er det kun lykkedes at få ganske få observationer af spækhuggere og det har derfor heller ikke været muligt at lave et tal for bestandens størrelse. Forklaringen er formentlig, at der er meget få spækhuggere i Grønland og at de vandrer hurtigt over store områder. Derfor ser man dem lokalt, men der er ikke nok til, at de bliver set under flytællinger, som kun dækker 5-15 % af havoverfladen.