Vågehval

Vågehval i Diskobugten. Foto: M. Simon

Balaenoptera acutorostrata

Vågehvalen (også kaldet sildepisker) er den mindste bardehval på den nordlige halvkugle. Den bruger barderne til at filtrere føden, der hovedsageligt består af små stimefisk som sild, lodde, kuller, tobis, torsk samt krill (små krebsdyr). Dens maksimale længde er 8-9 m og vægten ca. 8 tons. Vågehvaler bliver kønsmodne omkring 5 års alderen og kan formentlig blive omkring 50-60 år.

Udbredelse

Fra forår til tidlig vinter opholder vågehvalerne sig i arktiske, subarktiske og nordligt tempererede sommerområder, hvor de søger føde. Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) skelner mellem fire bestande af vågehvaler i Nordatlanten: en bestand i nordøst-atlanten, en bestand i det centrale Nordatlanten, en bestand langs den canadiske østkyst, samt en vestgrønlandsk bestand.

I Grønland ses vågehvalerne fra Grønlands sydspids langs vestkysten op til omkring Uummannaq. Der er dog rapporteret vågehvaler så nordligt som Siorapaluk ved Qaanaaq i Qaasuitsup Kommunea. Vågehvalerne ses også i Østgrønland. Man ved ikke om de vandrer helt op nord for Ittoqqortoormiit, men vågehvaler er set så højt mod nord som 75ºN.

I løbet af det sene efterår/tidlig vinter trækker vågehvalerne syd på til varmere farvande for at kælve og parre sig. Hvalernes vinterkvarter er ikke kendt, men de tilbringer sandsynligvis vinteren i tropiske farvande ud for Caribien og Vestafrika.

En vågehval er oppe og trække vejret (øverst) inden den dykker ned igen (nederst). Foto: M. P.  Heide-Jørgensen

 

Status i Grønland

Vågehvalen er kategoriseret som ikke truet både på den Globale Rødliste og på Grønlands Rødliste.

Forskning og forvaltning

Storhvalerne i Grønland optælles ca. hvert 5. år, hvorefter nye bestandsestimater beregnes og rapporteres til IWC’s videnskabelige komite, som gennemgår resultatet grundigt. Som en del af tællingerne er det nødvendigt at vide, hvor meget tid vågehvalerne i gennemsnit bruger i overfladen, så der kan tages højde for de neddykkede vågehvaler, som bliver overset under flytællingerne. Forskere fra Grønlands Naturinstitut har i samarbejde med forskere fra Island mærket vågehvaler i Island og Grønland med satellitsendere med hjælp fra blandt andet fangere i Diskobugten og Maniitsoq, for dels at finde ud af, hvor meget tid hvalerne bruger i overfladen og skaffe viden om vågehvalernes vandring i Grønland.

En satellitsender skudt afsted og fanget på kamera sekundet inden den rammer en vågehval ud for Maniitsoq. Foto: B.S. Egede

Der er fanget vågehvaler i Grønland siden 1940’erne. Fra 1968 til 1986 opererede mindre hvalfangstskibe fra Norge i farvandene ud for Vestgrønland. I 1970erne fangede de gennemsnitligt 175 vågehvaler årligt. Efter 1977 blev den norske fangst på IWC´s anbefaling reduceret til 75 vågehvaler årligt og den ophørte helt i 1986. IWC fastlægger fangstkvoterne for Grønland, hvorefter Grønlands Selvstyre fordeler kvoterne mellem kommunerne. De fleste hvaler fanges syd for Diskoøen, hvor der er fartøjer udstyret med harpunkanoner. Nord for Disko fanges hvalerne fra joller, hvor fangerne samarbejder om at nedlægge hvalen med kraftige rifler og håndholdte harpuner.

Fangstskemaer giver vigtig viden

De fangstskemaer fangerne indsender indgår også som led i forskningen og i sidste med til at give en bedre rådgivning. Fangstskemaerne giver nyttig viden om hvalernes levevis og biologi over en lang årrække og forskning med udgangspunkt i fangstskemaerne har bl.a. dokumenteret, at vågehvalerne langs den vestgrønlandske kyst fordeler sig efter køn. Der er betydeligt flere hunner end hanner, som opholder sig i de nordlige egne, mens hannerne foretrækker de sydlige.

Læs også om Grønlands Naturinstituts flytællinger af hvaler og hvalros og om den videnskabelige screening af tallene.