Nyt professorat i samfundsvidenskab med fokus på klimaforandringer Udgivet 26.02.2010

Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, opslår professorat i samfundsvidenskaberne med fokus på klimaforandringer i samarbejde med Grønlands Klimaforskningscenter.
Opgaven for professoren bliver at skabe et professionelt forskningsmiljø i klimaforandringerne indenfor det samfundsvidenskabelige område i tæt samarbejde med Grønlands Klimaforskningscenter, der betragter klimaændringerne ud fra et naturvidenskabeligt perspektiv.
– På Grønlands Klimaforskningscenter forsøger vi at forstå de mekanismer, der skaber klimaforandringerne og hvilke konsekvenser de har for de økologiske systemer, vi beskæftiger sig med.
Men klimaforandringerne vil også komme til at præge samfundsudviklingen.
Derfor er vi meget glade for at det er lykkedes at skaffe midler til, at der også skabes et internationalt forskningsmiljø indenfor samfundsvidenskaberne i Grønland. Der skal være balance i tingene og det er en stor og vigtig opgave, at der også sættes fokus de konsekvenser klimaforandringerne har på samfundsudviklingen, siger centerleder og professor på Grønlands Klimaforskningscenter, Søren Rysgaard.
Formålet med det samfundsvidenskabelige aspekt af klimaforskningen er at beskrive og vurdere den indflydelse klimaforandringerne vil få på det grønlandske samfund og skabe et forskningsmiljø, der kan medvirke til at udvikle nogle tilpasningsstrategier, bl.a. til støtte for beslutningstagerne.
Professoratet er en del af aftalen mellem Danmark og Grønland i forbindelse med etableringen af Grønlands Klimaforskningscenter på Grønlands Naturinstitut.
Der er ansøgningsfrist d. 1. Maj 2010.
For yderligere informationer om professoratet henvises til rektor for Ilisimatusarfik Tine Pars, tipa@uni.gl