CO2 udveksling mellem Nuuk fjord og atmosfæren Udgivet 22.09.2011
I takt med at det er blevet klart at CO2 indholdet i atmosfæren spiller en stor rolle i de klimaforandringer vi observerer, er viden om CO2 og dets kredsløb i naturen blevet mere afgørende for vores evne til at forudsige omfanget af klimaforandringerne i fremtiden. En vigtig del af dette kredsløb foregår mellem havet og atmosfæren hvor CO2 udveksles både op og ned afhængigt af mange faktorer. Indtil for nyligt mente forskere at havis fungerede som et låg der blokerede denne udveksling, men nylig forskning tyder på at der under visse omstændigheder stadig forekommer udveksling samt at formationen af havis om vinteren, og den efterfølgende smeltning om foråret skaber et stort underskud af CO2 i havoverfladen, og dermed en stor CO2 udveksling fra atmosfæren til havet.
Et PhD projekt der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut, skal belyse CO2 udvekslingen mellem havis og atmosfæren. Atmosfærisk måleudstyr er som en del af indledende tests blevet opsat på Qeqertat (Paralleløerne) i Nuuk fjord, hvor det skal måle vinteren over. Herefter vil instrumenterne blive flyttet til Zackenberg i Nordøst Grønland hvor forskerne vil måle CO2 udvekslingen mellem atmosfæren og havisen mens denne bryder op om foråret.