Nyt anlæg til forskning af havis Udgivet 08.07.2011
I disse uger er man ved at bygge et såkaldt ”Sea-ice Environmental Research Facility” (SERF) ved University of Manitoba i Winnipeg, som Grønlands Klimaforskningscenter i Nuuk har et nært samarbejde med. Det bliver det første eksperimentelle anlæg i Canada til forskning af havis. Anlægget, der består af et stor udendørs bassin, vil også blive udstyret med en række state-of-the-art analyse udstyr.
Ved at fremstille havis under kontrollerede forhold i SERF anlægget vil man kunne gennemføre mikrokosmos studier med det formål at øge den grundlæggende forståelse af det komplekse samspil mellem hav, havis og atmosfære. De eksperimentelle undersøgelser i SERF vil, sammen med parallelle feltstudier ombord på den canadiske forskningsisbryder ”Amundsen” i det Arktiske Ocean, forbedre vores evne til at forudsige konsekvenserne af den hurtige tilbagegang i udbredelsen af havis i Arktis samt hvilke konsekvenser denne kan få på klima, transportruter, biogeokemiske kredsløb af drivhusgasser og forurenende stoffer, og menneskers brug af havis.
Havis dækker cirka 7 % af jordens overflade om vinteren. Dens dannelse, vækst og afsmeltning har en dyb påvirkning på de fysiske og biogeokemiske processer, der sker i grænsefladerne mellem hav, havis og atmosfære. Den drastiske reduktion i omfanget af sommerhavis er et af de mest synlige effekter af de globale klimaændringer. Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil det Arktiske Ocean blive isfrit i sommerperioden indenfor en overskuelig fremtid, en tilstand, der ikke er set i mindst 1 million år. Disse ændringers indvirkning på det globale klima, sundhedstilstanden i de nordlige økosystemer, livsvilkårene for de arktiske befolkninger, den socioøkonomiske udvikling, geopolitik og suverænitetsforhold kan ikke overvurderes.
Når anlægget kommer i drift i løbet af 2011-12 vil det til hver opfyldning rumme ca. 400 m3 ferskvand, der bliver opblandet med ca. 7 tons salt, således at man får en saltkoncentration, der svarer til de aktuelle forhold i havet.
Forskere ved Grønlands Klimaforskningscenter får gennem partnerskabet med University of Manitoba direkte adgang til SERF-anlægget og forskningsskibet “Amundsen”.
SERF anlægget er finansieret af Canada Foundation for Innovation (CFI), the Manitoba Innovation Fond, og University of Manitoba. Projektet ledes af Drs. Fei Wang, Tim Papakyriakou, David Barber og Søren Rysgaard.