Vandlopper og methanregnskabet Udgivet 23.10.2011
Vandloppen gemmer måske svaret på, hvorfor regnskabet over drivhusgasserne ikke går op? På Grønlands Klimaforskningscenter mødes forskere fra hele verden i et levende og kreativt miljø, når de skal finde svar på de store spørgsmål om klimaforandringerne.
I Calanus´ tarm
”Ok jeg fik den! Det er faktisk ikke så let det her….” forskningsassistent Anni Glud smiler tilfreds. Det er lykkedes hende at fæstne en vandloppe af typen Calanus finmarchius til et stykke orange modellervoks og stikke en minimal elektrode, der skal måle iltindholdet, ind i dens tarm. Der sker noget derinde. Elektroden sætter gang i en nål, der nu svinger frem og tilbage over målepapiret og tegner et billede af de processer, der kører i Calanus´ tarm.
Det hele er så småt i småt, at der ikke skal rystes ret meget på hånden, før forsøget mislykkes. Men betydningen er stor. De små krebsdyr, vandlopperne, er en af de mest udbredte organismer i verdenshavene og de fungerer som fødegrundlag for hele det marine fødenet. Derfor er den lille fyr i fokus blandt biologer og klimaforskere. Når temperaturen stiger ændrer Calanus´ livsbetingelser sig på flere måder og det vil påvirke alle øvrige dyr i havets fødekæde.
Men hvorfor lige undersøge hvad der sker i Calanus ´tarm?
”Helt overordnet handler det jo om at undersøge, hvordan produktionsforholdene ændrer sig i de arktiske farvande , når klimaforandringerne slår igennem og de stigende temperaturer forandrer isdækket ” forklarer professor Ronnie Glud, Grønlands Klimaforskningscenter og Syddansk Universitet. Ronnie Glud er mikrobiolog og arbejder med havbundens kemi og havisens betydning for udveksling af gasser mellem atmosfæren og havet.
”En af grundene til at vi gik i gang med præcis denne undersøgelse er, at vores målinger viste at der nogle gange var for meget methan og for få næringssalte i havvandet set med vores nuværende forklaringsmodeller. Methan er en af de drivhusgasser, som holder på solvarmen i atmosfæren. Methan minder meget om en prut, så et logisk sted at lede efter det sted gassen produceres er inde i det dyr, der er allermest udbredt i havmiljøet, nemlig vandloppen ”
Gasudveksling i fokus
Det er en længere historie at forklare, hvordan fokus landede på Calanus´tarm, men det handler om udveksling af gasser.
”Vi fik den ide, at vandloppernes tarme måske fungerer som nogle små reaktorer, der producerer methan og samtidig fjerner nitrat, som er en kvælstofholdig gødning, der har stor betydning for algeproduktionen i havet. Den proces kan kun foregå i et iltfrit miljø og hvis der ikke er ilt i Calanus´tarm, så betyder det, at der er iltfrie områder i den øverste iltede del af havet, hvor den produktion kan finde sted”, supplerer professor Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua , som er specialist i vandlopper og arktisk plankton dynamik.”Vi ved nogenlunde, hvor mange vandlopper, der er og vi ved også hvor mange næringssalte, der er i vandet og hvor meget lys, der kommer ned. Men her har vi altså to vigtige processer, som man ikke har kigget på før.”
Inspirerende tværfaglighed
Den kobling af to så forskellige specialer repræsenterer hele ideen med Grønlands Klimaforskningscenter rigtig godt. Gissel og Glud har hver deres projekt finansieret af centeret og udnytter nu muligheden for i dette fællesprojekt præcis den synergieffekt, der er ideen med at samle så mange og forskellige faggrene, som oceanografi, mikrobiologi, glaciologi, hvalforskning, sågar samfundsvidenskaberne er repræsenteret, i et forskningscenter, hvor alle er højt specialiserede og angriber de store spørgsmål fra meget forskellige vinkler.
”Pludselig, fordi rammen er her, opstår mulighederne for at lave meget nye ting,” fortæller en begejstret Torkel Gissel ”Vi kan forfølge vores ideer og samle dem, der vil være med til at lege. Professor Hans Peter Grossart fra Tyskland arbejder i dette projekt med at finde ud af hvilke gener, der kan være aktive inde i vandloppens tarmsystem og også Dr. Kam Tang fra USA sidder med ved mikroskopet. Han har vist, hvordan døde vandlopper kan medvirke til at flytte kulstof ned i havbunden. Måske har de også betydning for kvælstofomsætningen. Så på den måde skaber vi noget helt andet, end det vi oprindeligt havde planlagt, og det er sådan forskning er, når det er allerbedst.”
En ikke uvæsentlig sidegevinst er besparelsen i tid og penge. Studieobjektet, Calanus, er lige ude i fjorden få meter fra centeret. Calanus ”mad” er dyrket i laboratoriet på forhånd af en af klimaforskningscentrets faste medarbejdere og Grønlands Naturinstituts velfungerende både og ikke mindst gæstehuset er den optimale ramme for et kreativt forskningsmiljø.
På døren til Centerleder Søren Rysgaards kontor er et citat af Albert Einstein. Frit oversat lyder det ”Hvis vi vidste, hvad det var, vi lavede ville det ikke være forskning, vel?”
Af Kitte Vinter-Jensen, informationsmedarbejder Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut
Anni Glud ved mikroskopet Foto: Kitte Vinter-Jensen
Professor Torkel Gissel og Dr Wang Tang i laboratoriet på Grønlands Naturinstitut og Klimaforskningscenter: Foto:Kitte Vinter-Jensen
Calanus bliver fodret med plankton ”dyrket” af PhD-studerende Kristine Arendt under kontrolledere forhold i laboratoriet. Foto: Kitte Vinter-Jensen
Calanus finmarchicus Foto: Russ Hopcroft, University of Alaska
