Naturinstituttets Lene Kielsen Holm modtager bogpris Udgivet 28.07.2014
Bogværket “The Meaning of Ice” (“Betydningen af is”) vandt i begyndelsen af juli The William Mills Prize 2014 som bedste ikke-skønlitterære bog om Arktis og Antarktis. Blandt bogens redaktører og bidragydere finder vi Lene Kielsen Holm, som er forsker og projektleder på Grønlands Naturinstitut.
The William Mills Prize uddeles hvert andet år af The Polar Libraries Colloquy i Cambridge – en international komite, der arbejder for indsamling, bevaring og spredning af information om polaregnene. Blandt alle udgivne bøger i kategorien blev 17 indstillet til prisen i 2014. “The Meaning of Ice” blev valgt som vinder med følgende begrundelse:
“The Meaning of Ice” hylder den arktiske havis, som den ses og opleves af inuit i Canada, Alaska og Grønland, som i generationer har levet med og af, hvad den tilbyder. Mere end 40 inuit fra tre forskellige arktiske samfund har bidraget til bogen med historier, original kunst, håndtegnede illustrationer, kort, familiefotografier og sågar opskrifter. Fortællingen suppleres med professionelle og historiske fotografier, børnetegninger og nyskabende grafik.
“The Meaning of Ice” er et vigtigt bidrag til forståelsen af Arktis og dets folk i en tid, hvor regionen undergår markante ændringer, ikke mindst med hensyn til havis. Bogen tager læseren hinsides, hvad havis er, og udvider vor forståelse af, hvad havis betyder.
Grønlands Naturinstitut ønsker Lene Kielsen Holm og bogens øvrige ophavskvinder og -mænd til lykke med prisen.
The Meaning of Ice: People and Sea Ice in Three Arctic Communities. Edited by Shari Fox Gearheard, Lene Kielsen Holm, Henry Huntington, Joe Mello Leavitt, Andrew R. Mahoney, Margaret Opie, Toku Oshima and Joelie Sanguya. Hanover, NH: International Polar Institute Press, 2013.