Kulturnat 2015 Udgivet 28.01.2015

Billede: Levende bunddyr fra Godthåbsfjorden.
Igen i år blev Kulturnatten noget af et tilløbsstykke for Grønlands Naturinstitut. Trækplastrene var ikke hentet udenlands, men fra havet omkring Grønland – bl.a. nye fiskearter som makreller, blåhvilling og sild, der i disse år gæster vores farvande, og mere usædvanlige ting som haj-æg og havlampretter.
Hele huset emmede af liv, og der blev fortalt om marsvin og rensdyr, eller man kunne på egen hånd høre, at havet er fyldt med lyde af sæler og hvaler og nogle gange også af seismiske kanoner.

Gæster studerer bunddyr fra Pâmiuts trawlslæb.

Fisk ses helst på en skærm.

Morten Birch Larsen demonstrerer oliespild
Afdeling for Miljø og Råstoffer viste mulighederne for at inddæmme et olieudslip og for at få olien væk fra havoverfladen, så skaden begrænses. Olien var i dagens anledning erstattet med en blanding af madolie og kakao, som til forveksling ligner den ægte vare. Ingen gik fra afdelingens “hav i et vandfad” uden at have en dybere forståelse af tingene.
Længere oppe ad gangen havde Afdeling for Fisk og Skaldyr et stort kar med frisk havvand og spillevende søpindsvin, kammuslinger og krabber. Der blev med rund hånd delt ud af de “farlige” dyr – og slikkepinde til dem, der turde holde.
GEUS’ geologer blev flittigt besøgt af folk med sten og grus i poser, og alt blev vendt og drejet af geologerne, som desværre heller ikke i år konstaterede guld i nogen af poserne.
I alt 963 personer – heriblandt mange børn – lagde vejen omkring Naturinstituttet, og mange besøgte caféen og bidrog til de hjemløse i Nuuk. Det var både vi og de hjemløse, som passede caféen, glade for!