Vigtig dansk-grønlandsk forskningsaftale underskrevet Udgivet 09.06.2016
På billedet: Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke Nivi Olsen og den danske Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs underskriver en aftale, der sikrer den fortsatte fremtid for Grønlands Klimaforskningscenter og forskeruddannelserne i Grønland. Foto: GN
Skrevet af: PeMi
Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Nivi Olsen, mødtes sidste torsdag i Nuuk med den danske Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, som er på besøg i Grønland i disse dage. I den forbindelse underskrev de to ministre en aftale, der sikrer den fortsatte drift af Grønlands Klimaforskningscenter ved Naturinstituttet. Samtidig blev aftalen om videreførelse af en ordning for finansiering af et antal Ph.d.- og postdoc stipendier underskrevet. Aftalen indebærer en bevilling fra dansk side på cirka 9 mio. kr. årligt.
”Aftalen er meget vigtig for fastholdelsen af et stærkt dansk-grønlandsk forskningssamarbejde og for den videre opbygning af arktisk forskningskompetence”, siger direktør for Naturinstituttet, Klaus Nygaard.
Ud over drøftelser på det politiske niveau besøgte ministerkollegerne sammen Naturinstituttet, Klimaforskningscenteret og Ilisimatusarfik. Den danske minister fik herunder en indføring i forholdene for forskning og videregående uddannelser i Grønland samt et grønlandsk indspil til arbejdet med en strategi for dansk arktisk forskning, som forventes færdig i løbet af 2016. De to institutioner lagde vægt på vigtigheden af danske og andre udenlandske forskeres tilstedeværelse i Grønland og styrkelse af et kontinuerligt samarbejde vedr. uddannelse og forskning. Dagen afsluttedes med en sejltur i Godthåbsfjorden, hvor Klimaforskningscentret demonstrerede sit arbejde med marin forskning.
For yderligere informationer, kontakt:
Direktør for Grønlands Naturinstitut Klaus Nygaard på tlf. +299 36 12 00.