Grønlands polarulv er unik Udgivet 15.11.2018
ISOLERET BESTAND: I Grønland findes verdens nok sjældneste og i videnskabelig forstand mindst kendte ulv – polarulven. I over hundrede år har det være omdiskuteret, om polarulven som selvstændig bestand vitterligt fandtes, eller om den blot var en del af de øvrige bestande af ulve i de arktiske egne. Nu slår et nyt studie fra Grønlands Naturinstitut og Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet fast, at der eksisterer en lille og meget isoleret bestand af polarulve, som kun findes på Ellesmere Land og i Grønland.
– Polarulven findes, slår Mikkel Sinding fra Grønlands Naturinstitut fast.
Han har sekventeret fulde genomer af ulve fra både Nordamerika og Grønland og her tegner sig et tydeligt billede af, at der findes flere genetiske grupper af ulve i de arktiske og polare egen af Nordamerika og Grønland.
– Vi har kortlagt polarulvens fulde genom og sammenlignet det med andre ulvegenomer, der stammer fra hele Nordamerika – inklusiv Arktis, og her ser vi mærkbare genetiske forskelle. Så der er ingen tvivl, polarulven findes og er helt sin egen, siger Mikkel Sinding og tilføjer:
– Der er tale om en relativ lille bestand af polarulve, der lever i et isoleret område bestående af Ellesmere Land og Grønland.
Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS Genetics.
Kontakt:
Mikkel Holger Strander Sinding, Forsker, Ph.d., Grønlands Naturinstitut & Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, Mail: mhss@ghsdk.dk ,Mobil: +45 29 66 83 55