How to register for courses in Nuuk

To apply for courses in the Arctic Science Study Programme (ASSP), please complete the “Student Information” form below. After submitting the completed form you will receive an e-mail with details on how to proceed with register for the courses and other practical information.

The ASSP offers graduate (masters) and PhD level courses. The courses in spring and autumn each form two full semester (30 ECTS). Applicants applying for a full semester are given priority, however, it is possible to apply for single courses. You can find more information about the courses under Arctic Science Study Programme (ASSP).

*Required
*Required
*Required
*Required
*Required
*Required
*Required
*Required
Send
Thank you for your application!
 

Myter og videnskabelig viden om spækhuggere i Grønland Udgivet 10.12.2021

Debatten om spækhuggere i Grønland er præget af fejlagtige oplysninger

Fangsten af fire spækhuggere d. 25. november 2021 i Nuup Kangerlua har startet en heftig debat på de grønlandske netaviser og de sociale medier. Debatten handler om det høje tabstal (tre gik tabt), fangst versus hvalturisme, samt spækhuggernes påvirkning af andre fangstdyr. Forskere ved Grønlands Naturinstitut har noteret sig de mange fejlagtige oplysninger om spækhuggere i mediernes kommentarfelter. I denne kronik vil vi fremlægge den videnskabelige viden om spækhuggere i et forsøg på at afkræfte myterne.

Myte nr. 1) Spækhuggere er altædende dræbermaskiner

Spækhuggere er ikke altædende dræbermaskiner. Spækhuggere findes i alle verdens have, fra Antarktis til Arktis, og i Nordatlanten er de vidt udbredt og ses ofte omkring Island og Norge, og mere sjældent i Grønland. Udover fisk (især sild og makrel) kan spækhuggere også spise både sæler og hvaler, men de er ofte specialiserede på bestemte byttedyr, f.eks. spiser spækhuggere i Spanien tunfisk, i Patagonien jager de søløver, i New Zealand hajer og i Norge sild. Spækhuggere ved Antarktis findes i tre grupper, der enten spiser fisk, hvaler eller sæler og pingviner. De spækhuggere, der kommer til Grønland kan tilsyneladende skifte mellem fisk og havpattedyr.

Foto: Fernando Ugarte.

Myte nr. 2) Spækhuggere tømmer havet for sæler og hvaler

Det er ofte fremført i medierne at spækhuggerne kan udrydde deres byttedyr, eller i hvert fald jage alle andre dyr væk fra et givent område, ved deres blotte tilstedeværelse. Ingen af disse to myter har hold i virkeligheden. Fra fangerne ved vi, at spækhuggerne for det meste spiser grønlandssæler, vågehval, fisk som stenbider og blæksprutter. Alle disse arter er talrige. F.eks. findes der i dag mere end 8 millioner grønlandssæler – rigeligt til både fangere og spækhuggere. Spækhuggere vil typisk gå efter arter som er talrige og dermed lette at fange, og der er ikke eksempler på, at de har udryddet arter. Der er således intet bevis for, at det vil kunne hjælpe de udryddelsestruede narhvaler i Østgrønland, hvis man skyder spækhuggerne.

Myte nr. 3) Spækhuggere skræmmer sæler og hvaler væk fra fangstpladserne

Frygten for, at alle sæler vil blive skræmt væk fra et område med spækhuggere er ligeledes ubegrundet. Spækhuggere er stille, når de søger efter sæler eller hvaler og dermed kan de nærme sig byttet uden at blive opdaget. Spækhuggerne kan dog lave både ekkolokaliseringslyde og kald som sæler måske kan høre på 20 km’s afstand og derfor kan det være, at sælerne i en periode flytter sig til den anden enden af fjorden, eller til en anden fjord, men efterfølgende vender tilbage. Fra andre steder i verden hvor spækhuggere lever af sæler ved vi dog at sælerne oftest bliver i området eller flytter sig meget lidt.

I Qaanaaq forklarer fangerne, at spækhuggere ikke bliver fanget, fordi de hjælper til ved narhvalfangsterne. Narhvaler er bange for spækhuggere og de svømmer tættere på land, når der er spækhuggere i nærheden. Dermed hjælper spækhuggerne fangerne.

Myte nr. 4) Spækhuggere ødelægger muligheden for pukkelhval-safari

Det er sjældent, at spækhuggere angriber voksne, raske pukkelhvaler. De pukkelhvaler, der findes i Grønland får deres unger i Caribien, og spækhuggerangreb på pukkelhvaler i Grønland ses sjældent. Turoperatørerne i Nuup Kangerlua havde da heller ingen problemer med at finde pukkelhvaler, da de fire spækhuggere opholdt sig i fjorden i november 2021, og begge arter blev således set på samme tur. Siden 1981, har Naturinstituttet dokumenteret en vækst af bestanden ved Grønland på ca. 10 % per år og spækhuggerne har således ingen negativ effekt på bestandstilvæksten af pukkelhval. Det skal også her nævnes, at pukkelhvalerne i Norge nogle gange spiser på de samme sildestimer som spækhuggerne og at spækhuggerne ikke på nogen måde skræmmer pukkelhvalerne væk.

Myte nr. 5) Spækhuggere er talrige i Grønland

Der findes ikke bestandstal for spækhuggere i Grønland, men de observeres hver sommer langs Vestgrønland og i Qaanaaq ses de ca. hvert andet år i Inglefield Bredning. I Østgrønland er der siden 2009, og efter at Storisen er forsvundet om sommeren, fanget spækhuggere hvert år i Tasiilaq området (85 fangster rapporteret mellem 2009 -2019), og i 2021 blev der for første gang i årtier fanget spækhuggere ved Ittoqqortoormiit.

De østgrønlandske spækhuggere ligner genetisk spækhuggere fra Island og Norge. Der findes ingen genetiske data fra de Vestgrønlandske spækhuggere, men en spækhugger mærket med satellitsender i Nunavut, Canada, vandrede om efteråret sydpå gennem Baffin Bugten og Davis Strædet til Azorerne i Atlanterhavet. Dette tyder på at de spækhuggere, som kommer forbi Vestgrønland, er de samme som opholder sig i Nunavut om sommeren. Canadiske biologer har ud fra fotos af rygfinner beregnet at ca. 160 spækhuggere besøger Nunavut, hvilket vil sige, at der er tale om en meget lille bestand. Kun få spækhuggere er blevet registreret på Naturinstituttets flytællinger og det bekræfter, at bestanden også er lille i Grønland.

Forskerne tager billeder af spækhuggernes rygfinne og deres grå aftegninger for at kunne identificere dem. Foto: Marie Louis.

Andre vigtige fakta om spækhuggere

Udover myterne om spækhuggerne er det uheldigt med de store tabstal ved fangst af spækhuggere i Grønland. Ved tre fangstforsøg i Østgrønland og Nuuk i 2021, blev der landet fire spækhuggere mens ni andre sank – en tabsrate på 70%. Det er usædvanligt høje tab ved en hvalfangst operation. Størrelsen af spækhuggerbestandene i Grønland kendes ikke, men der er intet som tyder på store bestande. NAMMCO har derfor anbefalet, at fangsten i Grønland skal reguleres efter forsigtighedsprincippet, samt at fangstrapporteringen skal forbedres med bedre dokumentation af tab.

Undersøgelser i Østgrønland har vist, at det kan være sundhedsskadeligt at spise spækhuggere. Forureningsstoffer fra spækhuggerens byttedyr (især sæler og hvaler) ophobes i kød, spæk og mattak gennem hvalens lange liv og resulterer i store mængder forureningsemner, som kan nedsætte hvalernes fertilitet. Konsekvenserne for mennesker kan være hormonforstyrrelser, nedsat immunforsvar og øget dødelighed.

Som det eneste sted i verden fanger man i dag spækhuggere i Grønland, men spækhuggere er en del af den grønlandske biodiversitet, som Grønland har skrevet under på at man vil tage ansvar for at bevare. Spækhuggere er, som mange andre top-predatorer, også et vigtigt element i økosystemet. Det kan for torskefiskerne f.eks. være en fordel at sælerne, som konkurrerer med fiskeriet, bliver spist af spækhuggerne, og det er generelt for økosystemer påvist at toppredatorer, gennem deres regulering i fødekæderne, både øger produktiviteten og fremmer diversiteten. Konklusionen er, at spækhuggernes rolle og betydning er mere kompliceret end man først skulle tro og det er absolut ikke nogen entydig fordel at udrydde spækhuggerne i Grønland.

 

Skrevet af Fernando Ugarte

Afdelingschef for Pattedyr og Fugle – Grønlands Naturinstitut. Hans speciale på Tromsø Universitet, handlede om spækhuggere og sild. GN’s primære formål er at rådgive Naalakkersuisut om bæredygtighed og sikring af biodiversitet i Grønland.