Ny planteart fundet i Sydgrønland Udgivet 17.08.2021
Blågrå kalmia er almindelig i USA og Canada, og i begyndelsen af juli 2021 blev planten opdaget i Grønland for første gang.
I begyndelsen af juli besluttede Katja Frederiksen og hendes mand at gå en tur om natten i Tasiusaq, Kujalleq. Hvad de ikke vidste var, at de ville støde på noget, der ikke før var set i Grønland.
– Fredag den 2. juli var der så dejligt udenfor, at min mand og jeg besluttede at gå en tur ud i naturen. Det var lidt overskyet og lidt regnfuldt, men også virkelig varmt. Så stødte vi ind på blomsterne!, skriver Katja Frederiksen, der sammen med sin mand, Malik Frederiksen, er fåreholder i Tasiusaq.
Det var ikke en almindelig plante, de opdagede i deres område. Tværtimod var det en plante, der ikke er set før i Grønland, nemlig den blågrå kalmia (Kalmia polifolia). Den var ikke kendt i Grønland og findes derfor ikke i de bøger, der beskriver Grønlands planter, f.eks. Nunatta Naasui, Grønlands Flora eller Grønlands Vilde Planter, og heller ikke i det nye onlineværk Plants of Greenland, A Field Guide.
Faktisk er det vilde voksested, der er tættest på, Labrador i Canada, og det er omkring 1.100 km væk fra Tasiusaq.
– Når planter findes et nyt sted, er det svært at vide, hvordan de er kommet der. Nogle arter spreder sig ved hjælp af for eksempel fugle, mens andre spreder sig med mennesker. Mennesker spreder planter både med vilje og ubevidst, fortæller forsker Ida B. Dyrholm Jacobsen fra Grønlands Naturinstitut, men Katja Frederiksen er ret sikker på, at blomsten ikke er kommet med mennesker.
– Området er ikke et sted, hvor folk normalt tager hen. Der er ingen hytter i området, og det er 200 meter væk fra vejen. Men der er mange får på stedet, fortæller Katja Frederiksen.
Hun kender ingen, der kunne have plantet den. Ingen, hun havde vist planten, havde set den, og hun har heller ikke set den i lokale haver.
Sidenhen har Katja Frederiksen været tilbage for at se, hvordan det går med de blågrå kalmiaer, men der var de allerede begyndt at visne.
Fakta:
Den blågrå kalmia er en lille busk med strålende lyserøde blomster og smalle blade. Blomsterne lyser op i moser midt på sommeren. Den er smuk, men meget – måske dødeligt – giftig, da dens blade og nektar er fyldt med giftige harpikser kaldet gråanotoksiner. Kilde