Mie gav Mette viden Udgivet 21.03.2022
Mie S.Winding, afdelingschef for Grønlands Klimaforskningscenter, var inviteret til Ilulissat for at fortælle statsminister Mette Frederiksen om klimaforandringerne i Grønland.
Sammen med formanden for Naalakkersuisut, Múte Borup Egede, fik Mie S. Winding lejlighed til at fortælle om de højaktuelle klimaforandringer og den globale opvarmning i Arktis, og om hvordan de grønlandske økosystemer og samfundet påvirkes.
-Omgivet af de spektakulære isfjelde, havis og sæler diskuterede vi, hvordan klimaforandringerne påvirker Grønland og Arktis, og hvad vi sammen kan gøre for at tackle dem, fortæller Mie S. Winding.
Et andet vigtigt emne, der blev drøftet, var forankring af viden i Grønland og investeringen i langvarige overvågningsprogrammer og forskningsprojekter.
-Hvis Rigsfællesskabet ønsker at være med i klimadebatten og have de rette forudsætninger for at kunne forstå nutiden og håndtere fremtiden, bliver vi nødt til at investere i forskning, overvågning og forskningsinfrastruktur, siger Mie S. Winding.
Grønland er vigtig i det globale klimasystem. Det skyldes primært den enorme indlandsis, der dækker 80 % af landet. Her er frossent ferskvand bundet i millioner af kubikmeter is, og samlet set rummer Grønland hele 10 % af verdens ferskvandsreserver. I takt med at temperaturen stiger, smelter Grønlands indlandsis, gletsjere trækker sig tilbage, og der er nok is til at hæve vandstanden i verdenshavene med 7,3 meter, hvis det hele smelter.