Fangere og forskere samarbejder i Qaanaaq Udgivet 08.05.2023
Forskere lægger i samarbejde med lokale fangere hydrofoner ud fra havisen.
På havisen 26 km sydvest for Qaanaaq er et hold forskere og lokale fangere i gang med at klargøre en line med hydrofoner og måleinstrumenter, som skal sænkes 212 meter ned på bunden af fjorden. Her skal den optage lydene fra havpattedyrenes liv og baggrundsstøjen fra isen og bådene i fjorden. Som en perlekæde ligger instrumenterne på isen forbundet af en stærk line med bøjer øverst og nederst, som skal strække linen mod overfladen. Allernederst på linen er der et anker på 103 kg, som skal holde det hele fast fra bunden, så linen bliver strakt lodret ud op gennem vandet.
Teamet består af seniorforsker Malene Simon Hegelund og programkoordinator Carl Isaksen fra Grønlands Klimaforskningscenter, oceanograf Steffen M. Olsen fra Danmarks Metrologiske Institut samt fangerne Qillaq Danielsen, Gustav Simigaq og Quma Kvist.
Gustav Semigaq og Quma Kvist sænker ankeret ned gennem hullet i den 1,1m tykke havis. Gennem ankeret løber en line, der har samme længde som linen med instrumenterne. Linens ene ende er fastgjort i et isanker ved siden af hullet, og den anden er spændt til en hundeslæde. Slæden bruges til at holde igen på ankeret, så forskerne kan kontrollere, hvor hurtigt instrumenterne sænkes ned i dybet.
Måleinstrumenterne sænkes normalt ned fra en båd gennem det åbne vand, men da Qaanaaq-fjorden er frosset indtil juni/juli måned, har forskerne haft fangerne på råd for at udvikle en ny metode til at lægge dem sikkert ned gennem et hul i havisen.
Forskerne har valgt at lægge instrumenterne ud sidst april, mens havisen stadig dækker fjorden, så de kan følge med fra start, når isen bryder op, og havpattedyrene igen kommer ind i fjorden.
Et efter et forsvinder instrumenter og bøjer ned gennem hullet, mens slæden nærmer sig. Nu ligger de øverste bøjer i overfladen, og Malene Simon Hegelund skærer linen, som er fastgjort i slæden, over, og ankeret kan uhindret synke mod bunden. Der er helt stille rundt om hullet, mens bøjerne nogle øjeblikke bliver liggende i overfladen.
”Vi ses til september,” siger Carl Isaksen, da den sidste bøje på linen forsvinder ned gennem hullet i isen. Forskerne skal nemlig tilbage og hente måleinstrumenterne med sommerens optagelse i september, men til den tid er det fra båd, inden fjorden igen fryser til.
To dage senere er de tre hundeslæder igen læsset med måleinstrumenter, og forskerne og fangerne er på vej ud på isen for at lægge endnu en line. Denne gang på et sted, hvor fjorden er 565 meter dyb, men deres metode er den samme.
Foto: Christian Sølbeck
